Tekstudtræk fra indscannet dokument:

VINDUET REDIGERET AF INGEBORG BRØGGER

lørdag den 22. september 1984

DER SKER NOGET PA CHARLOTTENBORG

Efterårsudstillingen har oppet sig og byder på provokation og stærke kvinder

CHARLOTTENBORGs Efterårsudstilling ville haves været kedsommelig, dersom ikke gruppen Syntese (tidligere De Rettroende) havde fået lov til at boltre sig i to store afdelinger, både foroven og forneden. De har en virilitet og pågåenhed, som for nogle måneder siden formente dem videre adgang til Helligåndshusets kirkelige haller. For dem er de kunstneriske værdier selve provokationen. (Se Jens Jørgen Thorsens snak med gruppens medlemmer. Her forklarer de sig nærmere).

I selskab med de traditionelle bidrag på Efterårsudstillingen er Syntesefolkene med til at skabe en helhed, der står ikke så lidt stærkere, end Efterårsudstillingen har gjort i mange år. Ikke mindst kvinderne gør sig gældende. Forårets debutant og store overraskelse, den unge Judith Fischer-Hansen cementerer på æresvæggen sit koloristiske talent, sin evne til at forny farverne, at få dem til at lyse og gløde i smukke, levende harmonier, og ved siden af glæder man sig over Doris Desiree Blooms graffitti-inspirerede universer, kæmpebilleder, som ustandseligt lukker op og afslører nye oplevelser. For hende er udstillingen et gennembrud.

På gulvet har den 25-årige Tine Hecht-Pedersen en lovende debut med skulpturelle objekter i ler, strå og bølgepap. Keramikeren Tove Anderberg demonstrerer endnu en gang sin klasse. Hendes former og glasurer er enestående, fyldt med finhed og poesi. Og midt i det hele bryder Grethe Holst skønheden med sine ekspressive, flossede og forrevne figurer.

Det var kvinderne! Hvad de mandlige kunstnere angår må vi nævne Kongomalerne Jørgen F. Gustawa og Niels Erik Jensen, suppleret af det kvindelige medlem Milene Bonifacini, som alle bruger løs af farvernes styrke, den frodige Klavs Nørbæk-Pedersen, den kultiske Hans Knap, Mogens Jørgensens fornemme ‘Solopgang over Genezareth sø’, en vævning til Holsted kirke håndværksmæssigt udført af Astrid Kahn, Mats Letgins spændende fotografier, grafikere som Aka Høegh og Gorm Spåbæk, og endelig Willy Ørskovs herlige installationer, nogle lavet af gips og plasticlegetøj. Han har kaldt dem ‘Farvel til Kunstakademiet’, hvor han nu går efter seks år som professor. Jo vel har Efterårsudstillingen noget at se på. Den har oppet sig, den er med i kunstlivet.

ALEX STEEN

DEN HELT VILDE SYNTESE

Af JENS JØRGEN THORSEN

Kunst er ikke noget guddommeligt, men direkte liv, siger fire unge provokatører, der har indtaget Charlottenborg

Charlottenborg, København 1984:

BEVÆBNET politi mødte op på deres sidste udstillinger. De fik trusler om injuriesager og straffeekspeditioner. De vil smadre det officielle kunstliv. Der skal komme andre folk end pamperne og snobberne til det, de laver. Almindelige mennesker.

Og deres billeder er også mere end langt fra finkunstens smagfulde palet. Brændende farver fra livets skraldebøtter. Sjofle, skrigende motiver. Patter. Røve. Pistoler. Pikspilleri. Branderter. Ubehjælpsomhed.

Fire skrappe malere der vil vække irritation, forbandelser, protester på statens officielle kunstsalon for de allerbedste: Charlottenborgs Efterårsudstilling. Fire hårde kunstdrenge under gruppenavnet Syntese: Steen K. Jensen, Per Johan Svendsen, Flemming Vincent, Carsten Højfern. Kulturens følsomme gadedrenge, der vil og kan sparke etablissementet midt i masken.

DIREKTE LIV
Vi maler på hinandens billeder. For vi tror ikke at kunst er noget særligt guddommeligt. Eller særligt højtravende. Kunst er direkte liv. Men kunstnerne er isoleret fra omverdenen af småborgerlige kunstspekulanter på højrefløjen og hele pamperkulturen på venstrefløjen.

– Hvorfor udstiller I så her på reaktionens højborg, Charlottenborgs officielle flagskib, Efterårsudstillingen?
– Fordi vi ka’ smadre en breche i muren. Se, hvor kedeligt næsten alt det andet er her. Vi håber vi kan skaffe et andet publikum ind end snobberne. Og så ka’ vi sparke de fine samtidig. Gud, hvor blir mange fornærmede når de ser vores billeder.

Men hver gang de flytter brillerne fra tosseskærmen og glor ud i verden – ser hvordan der virkelig er – så blir de jo skræmt fra vid og sans. Vi maler ikke fjersynsmaleri. Men virkeligt, direkte liv.

EROBRER VERDEN
Jeg synes deres malerier ligner naive proletarmaleres billeder fra hele verden. Men med et nyt og voldsomt stænk af vildskab, der minder mig om de gamle tyske ekspressionisters (følelsesmaleres) klatmalerier der væltede frem, indtil Hitler stoppede deres vilde fornøjelser.

Syntesegruppen er knap to år gammel. Medlemsskaren på fire-fem kunstnere strækker sig fra Paris til Midtjylland. De vil udstille i Amerika. Og erobre resten af verden. De har fremtiden med sig. Og har ikke noget imod at hænge i et snobbehjem med klaver. Derfor har de sat stoplys op ad Charlottenborg-trappen. Og stillet en computer op ved indgangen. På signalet Randomize spytter den uforskammetheder i uendelige kombinationer ud mod det publikum der har været så letsindigt at møde op, og det Charlottenborg der har været så dum (klog) at invitere den.

PAS PÅ Kulturfims. Per Johan Svendsen, Steen Krarup Jensen og Flemming Vincent fører sig frem for fotografen (Asger Sessingø).

De unge malere fra Syntese maler billederne i fællesskab. Dette hedder: Portræt af det internationale kunstliv. (Foto: Asger Sessingø).

Den talentfulde Judith Fischer-Hansen har ‘æresvæggen’ på Efterårsudstillingen. (Foto: Ole Steen).

En af Willy Ørskovs installationer, som er med i ‘afskedsalutten’ til Kunstakademiet, hvor han ikke længere vil være professor. (Foto: Ole Steen).