Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Billedet som kampmiddel – igen

Syntese tager fat på fortidens og nutidens myter i Nørrebro Medborgerhus

Af KASPER MONRAD

»Danske myter: Dansk Jord i Danske Hoveder«. Udstilling af Kunst– og Kulturgruppens Syntese. Medborgerhuset, Blågårds Plads 3, København. Hverdage kL 1223, lørdag-søndag kl. 1219.30. Til 12. maj.

KUNSTNERGRUPPEN Syntese har ved flere lejligheder slået til lyd for en anden og mere meningsfyldt brug af kunsten end den, man sædvanligvis oplever. Nu er der i nogle få dage mulighed for i praksis at se, hvad det er de vil, på den udstilling, de afholder i forbindelse med Nørrebro Kulturfestival.

Udstillingen adskiller sig på flere punkter fra gængse gruppeudstillinger. For det første er den helt kollektiv, og de enkelte deltagere har ikke markeret deres individuelle indsats. Endvidere er den bygget op omkring et fælles tema, som kunstnerne har belyst med hjælp fra folk uden for kunstens verden, først og fremmest arkæologer. Det usædvanlige samarbejde har øjensynlig bestået i, at arkæologerne har leveret en viden, som billedkunstnerne har bearbejdet og tolket i en nutidig sammenhæng, nu og da på en måde, som må have overrasket arkæologerne.

IDEEN MED udstillingen er at vise paralleller mellem fortidens levevilkår og myter og nutidens virkelige og uvirkelige situationer. Det er klarest afspejlet i to store billeder, der ligger på gulvet i medborgerhusets store sal. Her bliver vikingetidens magt– og undertrykkelsesapparat (omkring kongen og kirken) sidestillet med vore dages magtstruktur vikingekongen er sat over for det moderne bank– og datauhyre med de tre hoveder (industrien, den politiske og fagforeningerne). I et andet tilfælde er et billede af de allerførste jægere – en gruppe urtidsmænd i kamp med en tiger om en nedlagt hjort – sat over for vore dages samlere – nogle folk, der forsyner sig med andres kasserede ting fra en container på gaden. Ellers har sidestillingerne af billeder en mere broget karakter og er ikke så direkte. Malerier af en vikingeherskergrav og en træl, der halshugges, veksler med skildringer af etagevask i en gammel brokvarterlejlighed og en gæstearbejderkvinde bag pigtråd. Midt på gulvet i salen står en glassarkofag fyldt med et blandet udvalg af udstillingskataloger. Dannebrogsflaget, den hviler på, ædes langsomt op af myrer. Hermed bliver Synteses holdning til den etablerede kunstverden gjort klar. I kisten finder vi »de kommercielt funderede internationale modestrømninger, der hærger dansk billedkunst«, som det hedder i pressemeddelelsen.

Tonen på udstillingen er spøgefuld, men der er klart nok et politisk sigte bag den. Der er imidlertid langt til den politiske kunst i Røde Mors dage. Syntese er ikke så åbenlyst agitatorisk, men heller ikke så målrettet. Flere billeder efterlader tvivl om hensigten.

SYNTESE er ikke ene om at trække forbindelse mellem fortidens og nutidens myter. Det bliver også gjort af andre yngre kunstnere som Anette Abrahamsson, Nina Sten Knudsen og Torben Christensen. Heller ikke i malerisk og stilistisk henseende er udstillingens billeder enestående. Som bevidste og åbenlyse inspirationskilder har kunstnerne benytte vikingekunsten, de danske gotisk kalkmalerier og dette århundredes mexicanske vægmaleri. Måske mere ubevidst har der indsneget sig påvirkning fra det nye, europæiske maleri, især fra den italienske transvantgardist Sandro Chia (det ses i malemåden, farveholdningen og figurstilen). Syntesefolkene har altså kigget grundigt, inden de begravede Louisiana Revy og kataloget til »Kniven på hovedet«.

Billederne i sig selv betegner ikke det store brud med, hvad man ellers kan se i dansk kunst i dag. Forskellen ligger i den omstændighed, at kunstnerne bruger deres billeder til at få et budskab ud. Malerierne kan ikke tages ud af sammenhængen og anbringes på en almindelig gruppeudstilling.

Man skal ikke vente at få en stor æstetisk oplevelse på Synteses udstilling, og det får man heller ikke. Det er imidlertid et spørgsmål, om udstillingens idé er bæredygtig nok, og om gennemførelsen af den er helt overbevisende. Man kommer til at tvivle på, om billedet nu også er det rette kampmiddel.