Tekstudtræk fra indscannet dokument:

INFORMATION MANDAG 13. MAJ 1985

Magten, billedet og det ophøjede

– et rids af udviklingen fra krop til sprog

Af HEIN HEINSEN

Den synlige krop i det afgrænsede rum!

Magten diciplinerer menneskene for at få samfundet til at hænge sammen. Den feudale diciplinering virkede gennem strålende og skræmmende billeder. Magtens bærere, som også var bærere af det guddommelige, strålede fra deres kunstige kroppe, opbygget af mængder af mad og klæder, og de fungerede i vældige gyldne rum.

Og magtens modstandere blev tilintetgjort vilkårligt, offentligt og totalt. I et essay om lidelsens billeder skriver museumsinspektør Erik Fischer om henrettelsen af Damiens: »Damiens blev grebet, fængslet, forhørt, og dømt under udfoldelse af den mest høj tidsfulde brutalitet og derpå henrettet. Dette skete atter i en art arkaisk ceremoni, som kulminerede i at fire heste, bundne til hans lemmer, med besvær sled ham i stykker. Ved at alle fire verdenshjørner og den stærkest tænkelige animalske kraft bringes ind i handlingen, fuldbyrdes tilsyneladende symbolsk en art universal straf mod den der forgriber sig mod en guddommelig person – og en sådan var Louis den XV ifølge konstitutionen, lov og ret.» (Damiens forbrydelse bestod i at have ridset i kongen med en penne kniv.)

Den scene som muliggjorde disse guddommelige skuespil havde arkitekturen og billedkunsten bygget op i renaissancen. Scenen havde klare og faste grænser i det perspektiviske rum, og hver krop i rummet havde sin form. Og ethvert legeme i universet havde sin faste plads i forhold til ethvert andet. En ridse i Louis den XV var en forrykkelse af universets orden.

Sjælens dannelse og kroppens og rummets demontering:

Under romantikken blev det enkelte individ synligt. Diciplineringen af borgerne skete gennem nye og mere raffinerede teknikker end de feudale. Kirkerne og slottene suppleredes med en mangfoldighed af nye rum, i skoler, asyler, hospitaler og fængsler. Magten kunne herigennem uddanne, overvåge, kontrollere og udvikle den enkelte i overensstemmelse med hans og samfundets sande natur.

De faste kroppe i de afgrænsede rum var ikke længere brugbare, var ikke effektive nok. Samfundet krævede individer som kunne handle i mangeartede situationer, økonomisk og kulturelt.

Men det ny borgerlige samfund udvikles en historiens filosofi, som sjælenes udvikling og samfundets forandring kan tænkes i. Først Hegel siden Marx.

Fra romantikken til engang i 1960erne har billedkunsten arbejdet på at demontere renaissancens afgrænsede rum og opløse vore kroppes faste form. I stedet er der skabt en mangfoldighed af rum, der glider ind i hinanden, og former hvis relation til andre former er i uafbrudt forandring.

Romantikkens billeder fremstiller den enkelte, men bryder rummets enhed. Den ensomme vandrer i den tyske romantiker Caspar David Friedrichs billede står som en sort silhuet i billedets forgrund. Han står med ryggen til. Han er sammen med beskueren af billedet i et rum uden mellemgrund og med en baggrund. som svinder ind i uendeligheden.

Senere opløste impressionisterne kroppenes form ved at gøre formen afhængig af lyset og palettens farver.

Kubisterne mangedelte rummet i flere perspektiver. Og dadaisterne gjorde billedet og verden afhængig af den kontekst begge opfattedes i.

Allerede i slutningen af halvtredserne ses billeder som viser at sjælenes dannelsesproces er ved at være forbi. (Pollock, Stella, Klein). Udviklingstroen er slidt ned i kapitalernes ligegyldighed, masseproduktionens ensartethed og informationernes mængde. Og ødelæggelsen af naturgrundlaget er i dag tydeligt for enhver.

En øjeblikkets kultur:

I dag er samfundets diciplinering af masserne en art selvdisciplinering. som virker gennem massemedierne, dagspressen og fjernsynet.

Magten virker ved at den enkelte frivilligt og overladt til sig selv spejler sig i mediernes endeløse billedstrøm. Denne strøm udtrykker kun sin egen fantastiske effektivitet. Der klippes hurtigere og hurtigere. Ydeevnen skal øges. Indholdet er ligegyldigt. Vi skal fungere. Med hvad og hvorfor er uden betydning.

Den store politik eller landspolitiken er i dag enten den rene teknik eller det rene show. De politiske partiers forsøg på at genoplive en ideologisk profil er dømt til fortynding og opløsning i massemediernes kværnen. Massemediernes model er serien. En endeløs række af nuer. Og personer der handler og handler, men aldrig bliver ældre, klogere eller blot lidt anderledes.

Udvikling og mål, ungdom og alderdom. lykke og ulykke er overladt til os selv. Først mistede vi den fælles krop og det fælles rum, så mistede vi den fælles sjæl og den fælles ånd. Nu har vi kun et fælles øjeblik, spejlet i mediernes billedstrøm. Gennem tabet af fællesskabet er den enkelte sat fri til at eksperimentere sig til sit eget liv. Dette er begyndelsen til en ny civilisation med uanede muligheder. Demonstrationen og terrorisme er et forsøg på at få kroppene ind i fællesskabet igen. Men disse gamle billeder virker ikke mere.

For den der er vandt til videoernes hurtige klip ser demonstrationer, selv med tusinder, kedelige ud. Og terrorbillederne kan ikke stå sig i rækken af lørdagsunderholdningens voldsbilleder.

Den minimalistiske billedkunst i 60erne viste åbne og sideordnede overflader. Stående over for disse værker var beskueren for første gang overladt til at danne sin egen korp og sit eget rum. Minimalismen viste en postmoderne opfattelse af virkeligheden. Kapitalernes ligegyldighed havde sat sig igennem over for livssfærens forskelle.

Tavsheden kunne være svaret på kapitalernes ligegyldighed og mediernes forskelsløse strøm. Stengæstens tavshed i Don Juan. Eller dybest i tavsheden fra Kristi tomme grav. Ingen andre ideologiske profiler ville kunne modstå trykket fra massebilledernes strøm.

Socialismens fælles utopi er borte med udviklingstroen og historiefilosofien. Liberalismen og den såkaldte højrebølge vil fade ud i forskelsløsheden. Socialdemokratiets mulighed ligger ikke i en skærpelse af den ideologiske profil, men i en satsning på mangfoldigheden i den meget brede bevægelse. Fremtidens politiker lokalpolitik sammenholdt af få og præcise love.

Billederne og kunsten:

I strømmen af massebilleder finder vi også de fleste malerier og skulpturer. De viser gammelkendte rum med gammelkendte former. Både staten og pengemagten bruger dem. Og de virker til trøst og minde om en gammel verden. Kunstværkerne derimod virker anderledes. De har en anden hensigt. De søger det umulige. Kunstværkerne viser et misforhold. Misforholdet mellem det som kan vises sanseligt i værket og det som kan forestilles. Det uendelige, det Hele. Det er dette sug fra uendeligheden, denne følelse af fravær, der hos Kant betegnes som det sublime det ophøjede. Det sublime kan magten ikke bruge, da det sublime er bundet til fraværet og ikke ligger i kunstværket selv. Det sublime nærer håbet og hindrer enhver dogmatik.

Hein Heinsen: OR 37, 1984.