Tekstudtræk fra indscannet dokument:

INFORMATION TIRSDAG 20. MARTS 1984

KUNSTINFORMATION

Skidt med navnet, billederne skal ses

En samtale med kunstnergruppen SYNTESE om betingelserne for alternativ billedspredning

INTERVIEW

Af PETER LAUGESEN

MAN. INVESTERER ikke i en plade med John Coltrane eller en roman af William Faulkner, men man gør det, eller nogen gør det, i malerier af snart sagt et hvilket som helst navn, der sælger.

Malerier behøver man egentlige slet ikke at se. De kan stå i en bankboks og samle penge. De kan hænge over sofaen som et certifikat. Man har skam råd til at være kultiveret.

Billedkunsten befinder sig, som institution, tættere på centrum af kapitalens skærsild end de øvrige .kunstarter. Den er en helt kontant vare.

For billedkunstnere betyder det, at vil de gøre sig forhåbninger om at kunne leve af deres arbejde, må de enten indrette sig efter business, som den er, eller de må skabe alternative formidlingskanaler.

Gruppen SYNTESE, der består af malerne Per Johan Svendsen og Flemming Vincent, samt skulptøren Steen Krarup Jensen, har valgt at forsøge en kollektivt baseret billedkommunikation uden for den eksisterende institution, som de betragter med meget stor skepsis. Dens grundlag er gallerier og museer, som »ved genidyrkelse (oftest på et tyndt grundlag) og kommercialisme isolerer kunstnerne i indbyrdes konkurrence om, hvem der er mest original«. De er sprogligt indhegnet af en snak, som ifølge SYNTESE består af »lirum-larum øh-bøh« på den ene side, og på den anden »hokus pokus – store slag i luften«. Det lever f. eks. anmeldere af. Der er tabu mod »dybtgående og bindende« stillingtagen til konkrete problemer, både hvad angår form og indhold. Det gør billedkunsten til »betalt bevis på, at der eksisterer en frihed i dette samfund«. Kunstnerne »tvinges ind i udførelsen af produkter, tanker og ideer, som er ubrugelige og uden relevans«.

SYNTESE mener, at billedkunstnernes isolation må brydes. »Netop billedkunsten kan og bør indtage en central rolle i kommende ændringer, fordi billedkunsten er et demokratisk erkendelsesmiddel, i og med at alle kan bruge det, og et kan fungere over alt«.

Æstetikken bør fungere i sammenhæng med »den øvrige erkendelsesmæssige og videnskabelige indsigt, og i sammenhæng med og i forhold til de sociale realiteter«.

Man bør satse på at gøre billedkunsten til et levende medie, et »videnskabelig funderet redskab for kommunikation«. I samarbejde med andre kunstneriske medier og tilsvarende opfattelser inden for andre fag.

Det lyder jo lidt af både Bauhaus, russisk konstruktivisme og Cobra – og hvad skete der egentlig med dem? Hvad forestiller de tre kunstnere i gruppen SYNTESE sig, at der bør, kan eller vil ske med deres forsøg på at fortsætte et stykke arbejde, der allerede er mislykket så mange gange i praksis?

Information har talt med gruppen, der optræder samlet, som et trehovedet uhyre, kollektivt. Ovenstående indledning bygger på gruppens eget oplæg til samtalen.

HÆNDER
– I siger, at I gerne vil interessere f.eks. erhvervslivet for den type kollektive udstillinger, I producerer. Hvordan det? Vil det ikke opfatte det som den rene socialisme?

»Vi må gøre dem opmærksomme på, at de osse har et behov for det. De er jo allerede selv i gang med kurser i kreative fag for at kunne tænke problemløsninger på en anden måde. Når vi snakker om det, er det fordi, vi er lige som alle andre mennesker. Man kan være socialist lige så meget, man vil, man skal sælge sin arbejdskraft til dem, der har penge til at købe den. Det gør alle, lige meget hvor rene hænder man påstår, man vil have. Det handler om, ikke at sælge sin sjæl. Gør man ikke det, kan man gå ind allevegne for at påvirke, så godt det nu lader sig gøre. Der er noget lidt grotesk i kravet om, at kunstneren skal have så frie hænder, at han har lov til at lave hvad som helst. Nogen skal købe varen, så må de jo osse være lidt medbestemmende til, hvad den skal være for noget. Man må gå ind i et samarbejde med de mennesker, der skal bruge det. Hvis det drejer sig om udsmykning af en boligkarre, så er det sgu nemt nok at kradse noget ned på et stykke papir, sætte det op i stor størrelse og lade nogen håndværkere male det. Så er den skid slået. Det er jo næsten perverst, at lade en enkelt person bestemme det hele. En person med et godt navn«

TRO
– Er der brug for kunst?

»De sovjetiske konstruktivister var forskere, samtidig med at de gik ud og lavede folkeoplysning. Bauhaus koncentrerede sig om håndværk, design og funktion. Så skete der bare det, at Stalin og Hitler lukkede butikkerne i ’33, og det er kunstnerne aldrig kommet sig over. Der har været sporatiske tilløb side, under den spanske borgerkrig, i ungdomsoprøret eller f. eks. Cobra. Men Cobras fundament var selv i høj grad besættelsen herhjemme. Dengang var de jo med i kommunistpartiet, og der var knald på. At de så gik hen og blev uvenner med kommunisterne, fordi de ikke kunne forklare Hans Kirk og dem der, at man godt kan samarbejde, selv om man har forskellige udtryk… Den splittelse er blevet mere og mere udtalt efter anden verdenskrig.«

– Russerne troede vel på muligheden for et gennemgribende nyt og anderledes samfund?

»Det er vigtigt, at vi prøver på at genskabe den tro. Der er så meget pessimisme for øjeblikket. Det bruger de bare til postmodernisme og transavantgarde. Hele tidsstemningen med våbenteknologien og den gryende erkendelse, som begynder at blive til virkelig erkendelse af, at alt liv på kloden kan udslettes så effektivt, så hurtigt. Der er en tendens til, at folk i vores kultur isolerer sig i mindre og mindre grupper, hver med deres specielle interesser, og kun kommunikerer med andre inden for deres egen gruppe. Men angsten for det store ragnarok skaber en helt modsat rettet bevægelse, som – uanset hvor negativt det er – fører til en erkendelse af, at kloden kun kan eksistere i en eller anden form for fællesskab. Alt det spredes gennem massekommunikationen. Det er en pudsig ting med det apparat. Folk kan sidde ved aftenkaffen og se en blive skudt gennem hovedet og de reagerer ikke. Men ser de et maleri af det samme på rådhuset, så hyler de op og går helt i spåner. Der kommer en gammel dame og siger, at nu kan hun ikke komme på rådhuset mere, for hun kan ikke gå forbi det billede. Det er blandt andet der, vi har vores berettigelse som billedkunstnere.«

NO NAME
– Hvorfor arbejder kollektivt?

»Hvis kunstnerne kunne kaste det åg af sig, der hedder stilen, ville det være en stor berigelse. Det kan man opnå ved at være tre i stedet for en. Stildyrkelsen har noget at gøre med, at hvis nogen køber billederne, så er det fordi de skal hænge på væggen derhjemme, og så ska folk jo kunne se, at det er en Trampedach. Hvis Trampedach pludselig gik hen og malede noget helt andet, så var det jo ikke en kæft, der kunne se, at det,var ham, vel?«

MYTEN
– I snakker om »hule kunstnermyter«, men er det ikke mytens natur at være hul. Afhænger dens værdi og relevans ikke af, hvad man kommer i den?

»Det er ikke myterne som sådan, vi vil til livs. De er nødvendige. Men det handler om kunstværkerne, det skal ikke køre på personen. Kunstnermyten går jo ud på, at kunstnere er ekstremt anderledes end andre mennesker, helt fundamentalt. Der er ingen, der har ædt den i så høj grad som billedkunstnerne. Den myte, om et særligt menneske med fantastiske muligheder i sig. Men det har alle mennesker jo. Det oplever alle menensker vel osse, et eller andet sted i sig. At det er fantastisk at leve. At man er universets centrum. For det er man jo, hvis ikke man er helt bedøvet.«

– Findes der et alment billedsprog?
»Ja, så er det reklamen. Billedkunsten er blevet kørt ind på et sidespor. Der er ikke plads til bredheden. Det er fy-fy at male naturalistisk. Det er jo noget pjat. Det er helt i orden at male abstrakt. Det ville jo være forfærdeligt, hvis det ikke eksisterede. Men samtidig må man ikke slå det naturalistiske ihjel. Der er en anden myte, som man osse har levet højt på, nemlig den, at der eksisterer en ren, abstrakt kunst. Malevic’s hvide. Men for det første har man jo brugt tonsvis af papir på at beskrive den renhed, og det er i sig selv en modsigelse – for det andet viser det sig, at de abstrakte billedelementer afspejler naturens lovmæssigheder, og går man helt igennem den erkendelse, så når man igen til et udspring i det sociale. Man står med arbejdsmetoden og berøringsfladen som det væsentlige. Det er værd at trække frem i den forbindelse, at den europæiske kunstudvikling lige som sker i to retninger, efter avantgardebevægelsernes sammenbrud i sin tid. Den ene er dem, der har kastet sig over formspørgsmålet, og den anden er dem, som efter Stalins indgreb kastede sig lige så formelt over den sociale indsigt. Socialrealismen er jo verdensfjern. Den anerkender ikke menneskets liv, som det er. Det moderne menneske er en kompliceret størrelse i et kompliceret samffund, og det afspejler kunsten. Blandet andet ved ikke at arbejde i stil. Nogen dage er man i det humør og maler det billede, andre gange er det noget helt andet.«

FORGUDELSEN
»Står man tre og maler på et billede kommer man i slagsmål med hele kunstinstitutionen, især historikerne og anmelderne. De har altid haft den opfattelse, at man skal fandeme kunne se på et billede, hvem der har malet det. Tænk på, hvordan kunsthistorikerne har kastet sig over Cobras kollektivmalerier for at finde ud af, hvem der har lavet hvad. Her ser man »Egils streg« og det her må være »Jorn«. Vores fællesmalerier er lavet på en måde, der vil kunne skabe ubehagelige problemer for mennesker, der lever af at lave analyser på det grundlag.«

»F.eks. Asger Jorn. Han modsiger jo tit sig selv, fordi han var et levende menneske. Han levede osse i høj grad på myten om den geniale kunstner, men samtidig sagde han en masse ting, der er vigtige. Det er bare sjældent, man ser nogen tage de rigtige ting, han sagde, og bruge dem kritisk mod ham selv eller Cobra. Eller Malevic. Ham har man dyrket som en helt. En gud. I stedet for at sige, at der er han f.eks. klar i hovedet, mens han andre steder er præget af feudale tankegange, fordi han nu engang var russer og levede på det tidspunkt. Han flipper ud og tillægger den hvide farve uendelighedens betydning. Det tar man bare for gode varer, i stedet for at forsøge at se det i en social historisk sammenhæng. I stedet for at gøre sådan nogen mennesker til guder, må vi analysere deres opdagelser og erfaringer. Det er helt forkert at sige, det hele er enestående, og det må der slet ikke røres ved.«

HVERDAGEN
– Hvad ligger der for jer i det danske heftige maleri?

»De fleste af dem gik inde på akademiet og stillede mursten skråt op ad væggen. Så læstede de om nogen tyskere. Vi har hele tiden ment, at maleriet ville komme til sin ret igen, men at det var en langsom proces med grundige analyser og sådan noget, der viser sig – det ene med det andet – at være en hård kamp uden lige, men så kommer det altså bare lige pludselig fra nogen, der egentlig længe havde gået og rynket på næsten af maleriet. En del af det har jo simpelt hen drejet sig om at tage røven på køberne. Selve billedet er ligemeget. Kunsten ligger i at kunne bilde folk ind, det er kunst. Borgerskabet har jo allerede plukket deres favoritter ud. Der er nogen af dem, der er udmærkede på et almindeligt malerplan, og så er der andre, der er ren fidus. Man kan se på billederne, at de intet kender til det medie. De har bare lige kastet sig ud i det for spontaneitetens skyld. Det er en farlig ting, lissom kunst for kunstens skyld er det. Det udløste jo en voldsom aggression blandt danske kunstnere. Folk der har gået og malet i mange år, uden at der er sket en skid. Det gik hurtigt. Da Cobra kom frem, var der da modstand mod det. men her var det bare helt ud over flyglet i Hellerup. Lige med det samme. Der var jo et hul i kunsthistorien. Der var ikke sket noget, i mange år. Så er det, de i desperation forsøger at hænge noget op på en knage, der ikke sidder fast i væggen. Men et år i dag er jo det samme som ti år for 50 eller 100 år siden, og det er muligt, at hvis ekspressionismen f.eks. var kommet i dag, så var den osse blevet kvalt, før kunstnerne nåede frem til kernen i, hvad fanden det egentlig drejede sig om.«

POLITIK
»Sådan en fyr som Marcuse har jo skrevet en bog, der hedder »Den Æstetiske Dimension«. Der betragter han det æstetiske som en dimension i sig selv. Men det kan man ikke. I det øjeblik, hvor man begynder at bruge redskaber og tænke, kan man osse begynde at se æstetiske værdier ved alting. Det er ligemeget, om det er et arbejde, en pige man er forelsket i, eller noget andet. Man kan ikke løsrive æstetik. Man kan arbejde professionelt med det, finde ud af det, og bruge det.«

– Det er der modstand mod. Politisk og økonomisk. Marcuse kaldte den mest effektive strategi for »repressiv tolerance«. Man udvider bare fængslet, hvis nogen kommer uden for murene.

»Man må gennemhulle de mure hele tiden, og det kan man kun, hvis man er mange, og kaster hurtigt nok. Men selv i mindre format virker det. Vi er stadig målløse over det, vi oplevede, da vi udstillede på Odder Rådhus. Det at se 50 mennesker stå og skændes over billederne, i munden på hinanden, og når vi kom, så forsvandt de. Det var helt absurd. Det dejlige var, at de skændtes, ikke om formen, men om indholdet. Det gør man jo ikke på et kunstmuseum. Der er tavst. Som i graven. Vi skal i gang med at påvirke venstrefløjspartierne. Det er ikke nemt. Kunst og kultur er altid noget, der kommer som sidste punkt. Hvis det overhovedet er på. Men de partier skal have en kunstpolitik, og det er kunstnernes ansvar, at de får det. Det drejer sig ikke bare om fagforeningspolitik og penge på lommen. Hvis vi skal videre må de ændre deres syn på sammenhængen mellem kultur, kunst, videnskab og arbejdsløshed. Det er jo sundt nok med et job, men man kan fandeme ikke i længden passe sådan et og så male ved siden af. Et almindeligt job tapper alle kræfter. Og den bærende kultur er stadig selve arbejdet. Det vil de opretholde med vold og magt. Samtidig skal man jo efterhånden have studentereksamen for overhovedet at få adgang til den kultur, og alligevel eksisterer der sådan en arbejderkult. Den er osse en myte, men den er forbi. Man må ryste myterne af sig, selv om man kan blive bange for, at man dermed smider alle mulighederne væk, for karriere og sådan noget. Men gør man det alligevel, tænk så på den energi, der kommer bagefter…«

Forsigtig dansk drage.

Kunstnermyten som en fis ud i det blå

Kommercialisme – barn af i morgen

Tørre tæsk – du.