Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Meld kunsten ind i samfundet

Kunstdebatten raser på mange planer. Hvad vil samfundet med kunsten og kunstnerne?

Hvad vil kunstnerne i det hele taget?
Denne udgave af KUNST beskæftiger sig temmelig meget med kunstnernes forhold, hvilket naturligvis gør, at det, det handler om, kunsten – selve værkerne og „forbrugeroplysningen” om man vil, fylder lidt mindre, end nogen måske umiddelbart kunne ønske.
Det flertal af KUNSTs læsere, som hverken er kunstnere eller kunstformidlere (massebetegnelsen for dem, der lever af at beskæftige sig med kunst i museumsregi, medieregi etc.) eller kulturpolitikere, kunne spørge: „Hvad kommer kunstnernes problemer og interne forhold os ved?” Vi beklager, hvis vi på den måde kommer til at kede nogen.

Men KUNST er også den publikation i Danmark, der læses af flest kunstnere, formidlere og kulturpolitikere med særlig interesse for billedkunsten. Derfor vil vi også nødigt skuffe denne del af læserskaren. Hverken dem, der er enige med os i ønsket om åbenhed, eller dem, der læser KUNST hver gang for at se, hvad vi nu har fundet på at nævne, som helst ikke skulle have været sagt.
Der har i mange år været en ubehagelig tendens til alt for mange tabuer på kunstområdet. KUNSTs redaktion tror (naivt vil nogen sikkert mene), at både kunst og demokrati trives bedst med en udstrakt grad af åbenhed og fordomsfri debat.
Desuden vil udfaldet af de ændringer på kunstområdet, der er under opsejling, også få betydning for, hvilken kunst publikum vil blive præsenteret for fremover og på hvilke præmisser og måder.
Endelig handler tumulten også i høj grad om, hvor mange penge det offentlige/samfundet skal bruge til kunst eller kunstnerstøtte, og på hvilke måder pengene skal bruges – for eksempel, om de primært skal bruges til institutionsdrift, til kunstnerstøtte eller til kunst. Valg af den art er vel også interessante for andre borgere end de mere eller mindre professionelt involverede.
I hvert fald synes vi, at alle har ret til at få at vide, hvordan samfundsmidler tænkes anvendt, og at kunstnerne har ret til at få at vide, hvilke „ordninger” og strukturer, nogen planlægger at indrette kunstlivet med fremover. Nem adgang til viden er en simpel forudsætning for demokrati.

På det seneste har det fra flere sider forlydt, at demokrati og kunst intet har med hinanden at gøre. Mere eller mindre elegant er dette blevet fremført, som om der var tale om en evig og selvindlysende sandhed. Disse udsagn har altid til formål at lukke munden på en eller anden kritik. Kigger man dem efter i sømmene, viser det sig, at konsekvensen af deres „logik” er afskaffelse af demokratiet i det hele taget. Hvis ikke demokrati har noget at gøre på kunstens område, har demokrati heller ikke noget at gøre andre steder.
Kunstnerne er bagud i forhold til andre samfundsgrupper, økonomisk og i det hele taget. Bagud i en grad, så de næsten er helt udenfor. Flere af de „tunge” institutioner på kunstområdet er præget af at have rødder stammende fra enevælden. Det er måske en af grundene til, at det repræsentative demokrati i den grad er en udfordring for kunstlivet. Men udfordringen bør tages op.
Kunstnerne har brug for demokratiske strukturer og vaner for at komme videre, og demokratiet har brug for kunstnernes deltagelse for at overleve og blive udviklet. Derfor skal kunstnerne meldes ind i samfundet.
Det er muligt, at vi i den forbindelse er nødt til at tage et opgør med det såkaldte „armslængdeprincip”. Det princip, der angiveligt sørger for, at statens bevillinger til kunsten ikke medfører indblanding fra statens side i, hvad bevillingerne bruges til.
Armslængdeprincippet er umiddelbart en smuk tanke ideelt set. Vi ønsker ikke en statskunst á la den officielle kunst i diverse diktaturer. Men princippet kan også virke ansvarsforflygtigende.
På billedkunstområdet er der set tendenser i retning af, at der med basis i de statslige bevillinger på udemokratisk vis kan etableres og opretholdes ensretning og meningstyranni, som reelt ikke lader den hedengangne sovjetiske statskunst meget tilbage i retning af at være fremmedgørende og undertrykkende.
Dette kan lade sig gøre, fordi anvendelsen af de statslige bevillinger meget nemt påvirker hele området, i kraft af disse bevillingers relative størrelse og samlethed omkring få institutioner. Det er desværre set, at armslængdeprincippet kan danne ly for tendenser af den art.
Selv om embedsmænd og politikere hellere vil have rene hænder, må det i sådanne tilfælde være statens opgave at gribe ind og kræve et minimum af almindelige demokratiske spilleregler overholdt.

Hvis kunstnerne vil meldes ind i samfundet, er første skridt at slutte sig sammen i en faglig organisation for alle, der arbejder erhvervsmæssigt på området. Den nuværende situation er uholdbar, og alternativerne, en Rusland-Tjetjenien-lignende situation med en relativt stor og stærk gruppe, der forsøger at undertrykke et mindretal, eller alles kamp mod alle, gavner ikke på lidt længere sigt nogen. Heller ikke dem, der umiddelbart føler sig stærkest eller ser stærkest ud.

Redaktionen