Makværk. Debatindlæg om udsmykning af Store Torv, Aarhus. Steen Krarup Jensen. Jyllands-Posten.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
KUNST & KULTUR MORGENAVISEN JYLLANDS-POSTEN
Tirsdag den 19 december 1995
Makværk!
Kunstdebat
Af STEEN KRARUP JENSEN
billedhuggerStop statens kunstfonds og Hein Heinsens makværk i Århus – opfordrer billedhugger Steen Krarup Jensen i dette indlæg.
Selv om Arhus Byråd ifølge de seneste forlydender vil skynde sig at træffe beslutning om realisering at forslaget til udsmykning af byens Store Torv og Lille Torv, er det endnu ikke for sent at stoppe projektet. Derfor skal der også fra kunstnerside siges fra nu. For Århus’ og århusborgemes skyld, men også for kunstnerstandens skyld. Statens Kunstfond og Hein Heinsen og hans fæller er nemlig med deres fremfærd (ikke kun i denne sag) godt i gang med at ødelgge standens renomme.
Hein Heinsen er ikke billedhugger og har aldrig varet det. Det skal ikke bagefter kunne siges, at der ikke var nogen, der sagde det.
*
Den hovedrystende modstand fra Århus’ borgere mod planerne om at realisere Hein Heinsens forslag til udsmykning af byens to centrale torve er massiv og med god grund. Forslaget er noget makværk, fortænkt og talentløst. Realiseres foretagendet vil det, i al den tid det får lov at eksistere, sprede sin kulde og tomhed og dermed være en massiv kilde til ubehag og fremmedgørelse i hjertet af Århus. De tunge og påtrængende elementer vil ganske givet (og desværre forståeligt) også appellere til aggressioner, hærværk og evindelg graffiti-bemaling, ligesom andre af Hein Heinsens og hans fællers kalamiteter på offentlige steder har gjort det.
Ser man ydermere på den beslutningsproces der er gået forud bliver helhedsbilledet kun endnu mere beskæmmende. Oven i kommer den betaling, “kunstneren” har fået for skitsen og økonomien til realiseringen. Fire millioner ville ganske vist være ingenting for en kunstnerisk forsvarlig, permanent skulpturudsmykning til et sted som det pågældende, men fire millioner for det der lægges op til, er misbrug at betroede midler.
*
Det vil selvfølgelig kunne udlægges som brødnid, at jeg som billedhugger kommer med en så konkret negativ vurdering af en “kollegas” arbejde. Men forholdet er det, at nogle af de toneangivende personer i dansk kunstliv gennem alt for lang tid har trukket utilstedeligt store veksler på standens kollegiale loyalitet. Det er på høje tid at sige fra. Ikke mindst fordi den måde, de herrer og damer (mis)bruger deres positioner på, skævvrider befolkningens forhold til bildende kunst. Hein Heinsens besynderligheder til Århus er dråben.
Hein Heinsen har siden begyndelsen af 1980-erne været den vel nok mest magtfulde person i dansk kunst. I begyndelsen af firserne blev han professor på det Kgl. Danske Kunstakademi. I løbet af kort tid blev også hans partnere (ved f.eks. udsmykningerne Fredens Port, Nørrebro, København og Frihedens Port, Hvidovre), Mogens Møller og Stig Brøgger professorer, ligesom hans veninde Else Marie Bukdahl blev rektor for samme akademi.
*
Med disse fire som de centrale spillere er akademiet i mange år blevet holdt i et jerngreb. Kunstnerisk og håndværksmæssig kunnen var pludselig helt underordnet på læreanstalten. Det, der betød noget, var pseudo- og modefilosofi og at holde masken og lade som om, det var forståeligt og meningsfuldt. Kliken udviste stor kunstpolitisk tæft og talent for intriger og dyrkede intenst forbindelser til private og offentlige pengekasser på området. Eksempelvis sad Else Marie Bukdahl (som stadig er rektor for Kunstakademiet selv om så mange års rektoransættelse er i direkte modstrid med Akademiets anordning) på et tidspunkt centralt i alle de tre største pengekasser på kunstområdet, Statens Kunstfond, Kulturfonden og Ny Carlsbergfonden. Fra det tidspunkt hvor Else Marie Bukdahl på grund af kritik af forholdet fandt det klogest at trække sig fra Kulturfonden, startede kliken en kampagne mod Kulturfonden. Fonden var pludselig skadelig for kunsten (læs: den gav undertiden midler til kunst, som ikke var godkendt af kliken), en kampagne som er fortsat siden.
*
I øvrigt er Hein Heinsen slet ikke billedhugger og har aldrig været det. Manden har hverken kunstnerisk eller håndværksmæssig kunnen og intet skulptørtalent. Han har aldrig arbejdet alvorligt med skulptur og har aldrig udført noget, som med rette på lidt længere sigt vil kunne kaldes original skulptur. Hvis nogen mener at være kvalificeret uenige med mig i dette, vil jeg gerne gøres bekendt med, hvilken egentlig skulptur Heinsen har udført, og hvor denne befinder sig.
Heinsen er teolog, men opdagede, at der på et tidspunkt var let spil for en gang Kejserens nye Klæder i dansk kunstliv ved hjælp af frækhed og modefilosofisk lirum-larum, ævle-bævle simulakrum, katten gør æg, hvilket også nydeligt afspejles i Heinsens lange forklaring til Århus-projektet, som ved nærlæsning for størsteparten opløser sig i meningsløst vrøvl.
Faktisk vil jeg med sindsro sætte ti kasser kolde juleøl på højkant til den, som kan finde en skulptur af Hein Heinsen, der kan anerkendes af et dommerpanel bestående at anerkendte udenlandske billedhuggere (uden forhåndskendskab til Heinsens danske position).
Århus Byråd lader sig tilsyneladende i høj grad lokke af, at Statens Kunstfond vil betale to og en kvart million af de godt fire millioner, projektet vil koste, og at en privat fond er villig til at betale mindst trefjerdedele million derudover. Århus Byråd finder måske, at Statens Kunstfonds og den private fonds tilsagn er tilstrækkelig kvalitetsstempling af projektet. Ser man imidlertid nærmere på dette, viser det sig dog, at den private fond afviser at tage stilling til den kunstneriske kvalitet af forslaget. For Statens Kunstfonds vedkommende ligger det lidt anderledes, men ikke mere betryggende.
*
Statens Kunstfond har helt fra starten, stået stejlt på, at man kun ville støtte en udsmykning til bemeldte sted, hvis den blev udført af Hein Heinsen. Det skal her nævnes, at netop Heinsen og nogle af hans “venner” med tilknytning til Akademiet og/eller Statens Kunstfond sammen med nogle få håbefulde medløbere udgjorde de 30-40 billedkunstnere, som for nylig gjorde billedkunstnerstanden til grin ved med brask og bram og en selvdød svane at kræve kulturminister Jytte Hilden afsat, fordi hun havde udnævnt en “forkert” formand (fra Århus) for Kunstfondens billedkunstneriske udvalg. Man skal ikke have særlig dybt kendskab til forholdene i den såkaldte “top” af dansk kunstliv for at få mistanke om at det, medlemmerne af Statens Kunstfonds Udsmykningsudvalg med insisteringen på Heinsen som kunstner til opgaven ønsker at gøre, er at befæste egen goodwill i den indflydelsesrige klike omkring Heinsen. Århus byrødder bør nægte at lade sig bruge på den måde.
Meldinger fra Århus Byråd har imidlertid ladet forstå, at man sandelig ikke kan sige nej til sådan en gave! Hvilket selvfølgelig er noget ansvarsforflygtigende sludder. Byrådet sagde faktisk for fire til fem år siden nej tak til netop en skulpturgave til Store Torv. Ved samme lejlighed udtalte Akademirådet (som Heinsen havde og har et nært forhold til) at skulpturel udsmykning af en plads af denne karakter burde ske efter en konkurrence. I dag går Heinsen ikke ind for konkurrencer, og Akademirådet holder mund.
Senest forlyder det, at byrådet vil tage endelig stilling inden nytår.Nu har Århus ventet på Heinsens kostbare skitse cirka et halvt år længere, end det var aftalt. Heinsen håbede tilsyneladende at den kritiske debat om beslutningsprocessen skulle forstumme, før han kom med skitsen.
Hvorfor så dette hastværk fra Arhus Byråds side nu? Er det fordi, byrådet håber at komme en alt for pinlig debat i forkøbet ved at vise “handlekraft”? Eller er det fordi, Statens Kunstfond presser på for at få sagen afgjort, før udvalgsmedlemmerne skiftes ud ved årsskiftet?
Som billedhugger i Danmark vil jeg gerne kunne se mine medborgere i øjenene. Med det ulækre sammensurium, der nu truer med at ødelægge en smuk plads i den by, der er min nærmeste større by, er grådighedens og talentløshedens arrogance simpelthen gået for langt. Dette må siges også fra kunstnerside, hvis vi kunstnere skal gøre os håb om nogensinde igen at opnå et anstændigt forhold til andre samfundsborgere.
De ikke kunstkyndige borgere, som tvivler på, om det eventuelt skulle være dem selv, som “bare ikke har forstand på kunst”, skal ikke tvivle. De skal heller ikke slås i hartkorn med rindalister og andre kunsthadere. Projektet er noget makværk, og en realisering ville være en skændsel.
Så klap lige hesten, Århus Byråd. Eller skyd den, den løber alligevel ikke mange omgange mere.
Efterskrift:
Siden ovenstående blev skrevet, har magistraten i Århus lovet, at der vil blive afholdt et borgermøde i Århus om sagen før en endelig beslutning tages. Det er et skridt i den rigtige retning, og det bør ikke udelukkes, at beslutningstagerne i Århus endda formår at vikle sig ud af Statens Kunstfonds favntag uden at behøve et borgermøde som alibi.Herover Hein Heinsens udsmykningsmodel. Herunder Store Torv i Arhus, som det ser ud nu.
Foto: KLAUS GOTFREDSEN