Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Tanker omkring en kunstudsmykning

Folkeskolens kunstpædagogik kan blive bedre og mere kritisk

Per Johan Svendsen

I forbindelse med realiseringen af en stor Syntese udsmykning på Hou Skole har redaktionen bedt mig om at skrive et par ord.
I november 1993 fuldførte kunst og kulturgruppen Syntese en stor billedkunstudsmykning på Hou Skole i Odder kommune. Projektet var en stor succes og involverede også børnene i en del af selve udsmykningen.

Selve det kunstneriske indhold tog udgangspunkt i bearbejdningen af lokalhistoriske begivenheder og myter og var både konkret og fabulerende i sit udtryk. Den pointe fangede både børnene og den øvrige lokalbefolkning i Hou uden besvær. Den skepsis, man som kunstner tit bliver mødt med, forsvandt efterhånden som projektet og udsmykningen tog form.

Nu er de kunstneriske metoder imidlertid ikke kun et spørgsmål om snæver faglig indsigt. Bag ved enhver kunstnerisk og pædagogisk handling ligger der bestemte holdninger, som for udenforstående kan være svære at få øje på, men som i virkeligheden er bestemmende for selve arbejdsprocessen og det færdige resultat.

Netop det faktum, at Syntese’s kunstneriske resultater i Hou nåede ud og blev accepteret af lokalbefolkningen, er et resultat af gruppens indsigt, som er erhvervet efter mange års hårdt arbejde, overvejelser, spekulationer, kronikker, debatter, søvnløse nætter og utallige kunstneriske forsøg.

Syntese’s opfattelse og udgangspunkt er, at vi netop nu befinder os i en kunstnerisk og kulturel periode, hvor der i samfundet og de kulturelle sfærer efterhånden hersker meget entydige og snævre holdninger til, hvad kunst er og bør være. En kritikløs postmodernistisk (og liberalistisk) vurdering af kunstens funktion har i det seneste årti bidt sig fast ikke bare i selve kunstens verden, men også bredt i de formidlende og pædagogiske kredse.

Mange af os i Syntese har – efter mange års erfaring i undervisning af både voksne og børn i de billedkunstneriske fag – opdaget, at netop de pædagogiske formidlere og formningslærere i stor udstrækning ubevidst giver en utopisk, ukritisk, og ensidig kunstopfattelse fra sig.
Det er selvfølgelig al ære værd, at pædagoger landet over kæmper for at give børnene indsigt i kunstneriske tematiske og sansemæssige processer; det kan ikke og skal ikke være anderledes, men det må også være helt klart, at ikke mindst de ældre elever i folkeskolen må have en grundig og seriøs orientering om, hvordan de reelle kunstneriske vilkår er i dag. Udviklingen af en moderne kunst- og kulturindustriel sektor betyder, at et stigende antal unge mennesker intuitivt og spontant vil søge den vej (måske 1/4 af elevmassen). Derfor er det skolesystemets pligt at oplyse og uddanne dem udfra en grundig og indsigtsfuld erhvervsvejledning, så de står så godt rustet som muligt. Og i den sammenhæng dur romantiske og forældede ideer ikke; tværtimod. Det er langt fra ualmindeligt, at unge mennesker med stor ildhu kaster sig over en kunstnerisk genre, hvorefter de bliver tvunget til at opgive uden at have andet end tågede, diffuse og urealistiske forestillinger om kunstens funktioner; og de kommer derfor i sidste ende til at opleve, at det er dem selv, der er noget galt med -overladt til deres egne frustrationer og nederlagsfølelser.

I forsommeren 1993 var undertegnede ansat til at undervise på et seminar i Frederiksdal for nordiske formningslærere og billedkunstlærere. Det var et vældigt godt tilrettelagt og kreativt kursusforløb, men der var ikke et eneste kritisk foredrag om kunstens funktion i det moderne samfund.

Og her er vi efter min mening ved en central problemstilling. Hele det kunstneriske pædagogiske formidlingsapparat er præget og gennemsyret af forældede kunstneriske opfattelser, der stammer fra bohemekunstens tidsalder fra forrige århundrede; som igen nøje afspejler samfundets grundlæggende skizofrene og dobbeltbundne opfattelse af kunstnerne – hvor man dels vælger at mytologisere og dyrke dem som guder, dels i praksis være ligeglad med hvilke elendige vilkår, de arbejder under.
Man kan være helt sikker på, at jo mere tavshed, der hersker om vilkårene for de kunstneriske producenter, og jo mere glamourøst indtrykkene af den kunstneriske proces er, desto hårdere bliver vilkårerne for kunstnerne og de kunstneriske aspiranter i den sidste ende.
Set ud fra et historisk perspektiv er der dog en logisk forklaring på, hvorfor pædagogikken ubevidst kommer til at reproducere en ukritisk tidsbunden kunstnerisk norm og opfattelse. Denne norm er resultatet af en langvarig historisk udvikling, der tager sin start med en begyndende individualisme i gotikken, over den kyniske frembrusende individualisme i renæssancen, til humanismens og oplysningtidens optimisme, kulminerende med den rendyrkede borgerlige enerdyrkelse, romantik og nationalromantik i forrige århundrede.
Herefter kommer der lidt kludder i den borgerlige romantiske udvikling med fremkomsten af en modernisme, der delvis (i et socialkritisk perspektiv) prøver at se tingene i en større sammenhæng – indtil romantikken i form af nyromantikken får en genfødsel med postmodernismens og dermed holdningsløshedens sejr i begyndelsen af 198o’erne. Materielt er den kunstneriske udvikling forløbet i skiftende afhængighedsforhold til de feudale magthavere, over den moderne bohemekunstners forhold til mæcenvirksomheden til det, vi kan kalde en moderne kunstnerisk kulturindustri. Det er den udvikling, som dansk kunstpædagogik direkte og indirekte står på skuldrene af.

Det skal i denne artikel understreges, at kritikken af kunstpædagogikken udover at være rettet imod folkeskolens kunstundervisning i lige så høj grad, om ikke mere, er rettet imod en kunstnerstand, der ikke længere kan gennemskue sin egen kulturpolitiske situation og funktion. Folkeskolen, Danmarks Lærerhøjskole og lærerseminarierne skal indse, at netop de som uddannelsesinstitutioner har et stadig større og tungere ansvar over for fremtidens unge på det kunstpædagogiske område. Så selv om den nyligt vedtagne Vejledning for Billedkunst efter min mening er et skridt i den rigtige retning, så må det stå klart, at dansk kunstpædagogik stadig kan gøres bedre.
Kunst, pædagogik, politik, erkendelse, forskning og videnskab er afhængige af og forbundne med hinanden. Og vi i Syntese tror, at tiden med al dens turbulens kommer til at betyde, at der igen bliver brug for nye kritiske og selvkritiske holdninger ikke bare inden for kunsten, men også indenfor andre fagområder, – ikke mindst kunstpædagogikken. Det må derfor være i den historiske og sociologiske udviklings perspektiv, at en dansk kunstpædagogisk videreudvikling skal ses.

Derfor:
– Skal kunstpædagogikken i højere grad have en kritisk indfaldsvinkel til kunstinstitutionernes og kunstnernes virke!
– Er der brug for øget forskning af kunstens historiske og sociologiske udvikling med henblik på at forbedre dansk kunstpædagogik!
– Er der brug for en forbedring af kunstpædagogikken på lærerseminarierne!
– Er der brug for en realistisk og saglig erhvervsvejledning i folkeskolen på det kunstneriske område!
– Er der brug for en holdningsændring i det daglige kulturelle og opdragende arbejde på skolerne.

Det kunne jo være temaer, som man kunne tage op på det nordiske sommerkursus NK i 1994 i Lillehammer: Tidens Signatur: Kunst- og kulturformidling til børn og unge.

Tilbage til Hou projektet. Syntese har i mange år været en af de få, om ikke den eneste billedkunstnergruppe, der har påpeget, at den modernisme, der engang var banebrydende i sit syn på virkeligheden, er blevet opsuget, pacificeret og gjort til et finkulturelt redskab for nye forskellige sociale lag indenfor vor tids kulturindustri.

Kunstbranchen har i årevis gentaget og propaganderet for den opfattelse, at kunst ikke må have noget indhold; og man har yderligere opretholdt denne illusion ved at investere millioner af kroner i stort set samme type kunstværker, således at gentagelsen alene har forført publikum til at tro, at denne form for kunstnerisk praksis var den eneste sande. Hou-projektet var fri for det gængse postmodernistiske og dekonstruktivistiske snobberi. Det var bl.a. med denne indsigt og bevidsthed i kufferten, at vi ville lave en anderledes kunst, som først og fremmest var lavet for borgerne og børnene i Hou. Dette var det vigtigste pædagogigske resultat; nu ved børnene i Hou Skole, at kunst ikke nødvendigvis behøver at være indholdsløs, forloren og kedelig.

Jeg kan til slut ikke nære mig for at påpege, at den kritiske lærdom og indsigt i udviklingens hellige navn er gået tabt indenfor mange fag. Indenfor dansk folkeskolepædagogik var f.eks. Broby Johansen’s indsigtsfulde og folkelige kunstforståelse engang et fast pensum på seminarerne. Han, om nogen, så tingene i et historisk perspektiv uden at forfalde til ensidige og overfladiske analyser af kunstens funktion. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at ovenstående artikel på mange måder står i gæld til hans kunstsyn- og metode. Men bliver han stadig brugt på lærerseminarierne, eller er hans viden, som så megen anden god lærdom, gjort til ubrugeligt politisk skrot; i så fald var det på tide at genopdage værdien af den kritiske og analytiske tradition (herunder den kritiske pædagogik), som er en væsentlig del af europæisk og dansk historie-og kulturhistorie.

Per Johan Svendsen er billedkunstner og underviser på Billedskolen i København (for børn) og Skolen for billedkunst i København (for voksne), og medlem af kunst- og kulturgruppen Syntese. Han vil i et senere nummer af Billedpædagogisk Tidsskrift skrive en artikel, hvori han uddyber de kunstneriske og pædagogiske processer i Hou-projektet.

Myten om bagerjomfruen, der hugger hovederne af 7 sørøvere (maleri/skulptur).