Kunstens vandrer gennem egnens historie. Omtale (Herfra min verden går, Hou Skole). jøk. Århus Stiftstidende.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
Kunsten vandrer gennem egnens historie
Elever og kunstnere lærer Hous historie at kende
ODDER – Projektet »Herfra min verden går« på Hou Skole giver børnene mulighed for at stifte bekendtskab med Hous historie på en sjov og anderledes måde.Projektets idé bliver at binde fortiden helt tilbage fra stenalderen sammen med nutiden. Indvendig bevæger kunstnerne sig langsomt fra stenalderen med start i en fløj i skolen og videre op gennem Hous historie med god brug af sagn og myter undervejs rundt på skolens vægge.
Kunstnerne står for den historiske del af projektet indendøre, mens børnene står for den udvendige udsmykning. De har besøgt personer, som i dag er en del af gadebilledet i Hou og tegnet dem. Tegningerne er blevet forstørret op og skåret ud i store træplader, som skal bemales og opstilles rundt om på skolens areal.
En hest gennembryder væg
For at skabe forbindelse mellem fortid og nutid, mellem kunstnernes arbejde og elevernes, skal en modelleret hest »springe« gennem væggen. Kunstnerne skal lave den indvendige del af hesten, mens børnene skal stå for den udvendige del.
Projektet skal slå færdigt 12. november, og derfor arbejder kunstnerne nærmest i døgndrift. Bortset fra Steen Krarup Jensen, som bor på egnen, er kunstnerne fra København eller Fyn, og de må bo i deres biler og hos bekendte, mens arbejdet står på.
I døgndrift
Kunstnerne har alle arbejdet hårdt op til starten med at fordybe sig i den lokale historie for at få idéer til udsmykningen. Det lokalhistoriske arkiv er blevet brugt flittigt, ligesom kunstnerne har været på besøg i egnens kirker og talt med historiekyndige folk og gamle mennesker med hukommelsen i orden.
Og der er blevet gravet sjove historier frem, som får nyt liv på væggene. En af de mere specielle er om »So-brylluppet« i Gosmer Kirke. Et hold håndværkere, der i forrige århundrede skulle restaurere kirken fik en arbejdsdag for meget at drikke. De klædte en so ud i bryllupstøj og giftede den væk med en murersvend. Det skabte stor opstandelse på egnen, håndværkere røg flere år i spjældet og kirken måtte genindvies på grund af besudlingen.
Så nu skal murersvenden og soen pryde en væg på skolen, og historien er typisk for de figurer, der er blevet valgt.
Stor familie
– Egnen her er fyldt med gode historier. Og så er det herligt at arbejde mellem alle børnene. Vi har tidligere været med til at udsmykke skoler, og man mærker straks her i Hou, at skolen har en god størrelse. Det er som at være i en stor familie, mener Steffan Herrik.
Kunstnerne er nærmest blevet eksperter på Hous lokalhistorie, og børnene hører for tiden masser af fortællinger fra fortiden. Og ind imellem får de sig en snak med kunstnerne og følger levende med i, hvad der sker af forandringer på deres skole.
Stor interesse
Men interessen strækker sig også ud i byen.
– Vi har flere gange oplevet, at folk kommer og melder sig med bidrag i form af historier eller lignende fortæller skoleinspektør Jette Egholm.
Hun glæder sig til, kun godt halvandet år efter hun satte sig i inspektørstolen, at vise det færdige projekt frem, når det skal indvies. Og det sker blandt andet ved at højskolemanden, foredragsholderen, kulturfondbestyrer m.m. Niels Højlund kommer og ser, hvad de 150.000 kr. kulturfonden bevilgede er gået til.jøk
FOTO: Jens Thaysen
Mandshøje træfigurer af nulevende personer i Hou, tegnet af skolens elever, skal pryde skolen udvendig.