OM KONSENSUSFORSLAGET. Pressemeddelelse. Buster Bruun, Per Johan Svendsen, Steen Krarup Jensen. Medio april 1998.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
Til alle medlemmer af Billedkunstnernes Forbund
Om “konsensusforslaget”
Forslagets eneste indhold er, at Akademirådet skal bestemme hvem og hvor mange, der må optages i BKF.
Derved opgives BKF som selvstændig faglig organisation.
At overlade det til andre at bestemme, hvem der må være medlemmer, er reelt en nedlæggelse af forbundet og start af et nyt, ikke selvstændigt BKF.
Kunstnersamfundet og Akademirådet er statsfinansierede institutioner med statsdefinerede opgaver. Den sammenblanding af statsinteresser og fagpolitik, der vil blive tale om, er mildest talt betændt og vil gøre forbundet politisk utroværdigt.BKF splittes i A- og B-medlemmer.
Dermed tilsidesættes et afgørende fagpolitisk princip. En fagorganisations vigtigste formål er at skaffe forbedrede grundvilkår for alle medlemmer.Der vil i endnu højere grad end i dag, være professionelle og aktive billedkunstnere, der ikke bliver medlemmer af BKF.
Fordi de ikke gider, da BKF bliver et ligegyldigt halehæng til Akademirådet. Eller fordi Akademirådet ikke bryder sig om de pågældende. Kunstnerisk, politisk, eller på anden vis. Disse dissidenter vil på sigt betyde en afgørende modstand mod Akademirådets magtmonopol, men processen vil forsinke de tiltrængte forbedringer af forholdene.Akademirådets sigte er mere magt.
Akademirådet
– administrerer i dag tipsmidlerne til kunstlivet og en lang række legater og har der ud over indflydelse på anvendelsen af en lang række offentlige og private midler til kunst.
– har afgørende indflydelse på uddannelsen, inklusiv ansættelse af lærere og optagelse af elever.
– bestemmer efterhånden, hvem der må være censorer på de censurerede udstillinger. Dette trumfes igennem ved trusler om at fratage censurerede udstillinger, som ikke makker ret, deres tilskud fra tipsmidlerne.
Med konsensus-limpinden regner personkredsen, som styrer Akademirådet, med også at sætte sig på BKF.Akademirådet er udemokratisk
Læs de regler, Akademirådet ønsker at arbejde efter (det grønne papir, udsendt før den ekstraordinære generalforsamling).
Reglerne er ude af trit med regler i resten af samfundet, og gør det nemt for selvsupplerende kliker at sætte sig på magten i lange perioder.
Kredsen omkring Akademirådet
– affærdiger gang på gang kritik ved at skyde folk rindalistiske motiver i skoene, når kritikken kommer udefra.
– antyder gang på gang brødnid og/eller kunstnerisk uformåenhed, hvis kunstnere drister sig til at kritisere. Også på BKFs ekstraordinære generalforsamling 28. 3. var der røster fremme om, at BKF medlemmer, som talte for et nej til forslaget, måtte mangle kunstnerisk selvtillid og være dårlige kunstnere.og værre endnu, anti-demokratisk
Læs publikationen “KUNST, DEMOKRATI OG DET OFFENTLIGE RUM”. (Udgivet af Akademirådet i november 1997, rekvireres på tlf. 33 74 49 00)
Dette skrift dannede grundlag for en høring arrangeret af Akademiet den 25. februar i år. Høringens udtrykkelige formål var “at styrke den kunstfaglige autoritets indflydelse”. Af publikationen fremgår det, at den kunstfaglige autoritet er samlet i Akademiet med Akademirådet som toppen, og at Akademirådet derfor bør have det afgørende ord i alle kunstneriske anliggender, samt at indblanding udefra vil være særdeles skadelig. Skriftet demonstrerer uvidenhed om samfundet og foragt for demokrati og for alle uden for de snævre Kgs. Nytorv cirkler, i en sådan grad at samtlige tilstedeværende repræsentanter for politiske partier (SF, Radikale, Socialdemokratiet og Konservative) med god grund tog skarpt afstand fra indholdet og advarede kunstnerstanden mod at følge den kurs, Akademirådet lægger op til.At lægge sig ind under Akademirådet, som der er lagt op til, er derfor vejen væk fra reel politisk indflydelse.
– En sikker vej til øget splittelse blandt billedkunstnerne og yderligere isolation fra resten af samfundet.
– Et farvel til de politiske muligheder for tiltrængte forbedringer af vilkårene inden for overskuelig tid.Stem nej til “konsensus”forslaget, mens tid er
Millinge/København/Odder, den 10. april 1998
Buster Bruun
Per Johan Svendsen
Steen Krarup Jensen