Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Billedkunstnerne kan bruge det eksisterende A-kassesystem

Ralf Mabillon og Ole Bach Sørensen påstår i deres respektive indlæg i sidste nummer af BKF- bladet (nr. 2 1995), at det bestående A-kassesystem ikke kan bruges af billedkunstnere.

Påstande om at billedkunstnere er så specielle, at de ikke kan være lønmodtagere, selvstændigt næringsdrivende, A-kassemedlemmer eller arbejdsløse (i diverse lovgivningers forstand), er blevet gentaget til bevidstløshed i bladet, og i øvrigt også af BKF-repræsentanter i andre sammenhænge. Men det bliver de ikke mere sande af. Det er myter, som det er på tide at banke en pæl igennem, da de skaber unødigt besvær for de kolleger, som tror på dem. Som dogmer er disse vrangforestillinger også med til at besværliggøre opnåelse af solide fagpolitiske løsninger, hvilket gør opgøret med dem desto mere påkrævet.

A-Kassespørgsmålet

Som billedkunstner kan man sagtens være medlem af en A-kasse. Det er rigtigt, at nogle billedkunstnere har haft A-kasseproblemer, men det er helt almindeligt i stort set alle fag, at folk, som i længere perioder er afhængige af arbejdsløshedsdagpenge, oplever, at systemet ikke passer lige præcis til dem og deres situation. De problemer, nogle billedkunstnere kan have, skyldes helt overvejende, at man har for lidt arbejde, eller at man har fået sit arbejde for dårligt betalt.
At der er tilfælde, hvor kunstnere skaber problemer for sig selv ved at fremture med forklaringer om, at netop de som kunstnere er helt specielle og derfor ikke passer ind i A-kassesystemet, er jo ikke et forhold, man kan klandre A-kasserne eller lovgivningen for.

Stop gratis arbejde

Manglende arbejde til ordentlig betaling er reelt det, der isolerer en del kunstnere i A-kassesammenhæng som i så mange andre forhold. Det er i den forbindelse beklageligt, at BKF-bladet i sidste nummer aktivt anbefaler medlemmerne at yde arbejde i Kulturby 96’s projekt ‘ÅBEN BY’ uden sikkerhed for betaling. Man kan hertil spørge: Er det en faglig organisations opgave at skaffe ulønnet arbejde til sine medlemmer? Er det ikke snarere Forbundets opgave at koncentrere sig om det mål, at alle de billedkunstnere, som kommer til at arbejde for det kulturindustrielle kompleks, Kulturby 96, får en anstændig betaling for deres arbejde?
Kulturby 96, som råder over mindst 5oo millioner kroner, er i virkeligheden helt afhængig af kunstnernes medvirken og ville få et betragtelig problem, hvis vi kollektivt og demonstrativt nægtede at deltage, fordi der ikke er anstændig honorering. Kulturby 96 rummer på den måde en usædvanlig god mulighed for, at vi som faggruppe stiller kontante, veldefinerede og relevante krav til vores største arbejdsgiver, det offentlige.

Jeg, et A-kassemedlem

Tilbage til A-kassespørgsmålet. Det er indlysende, at det ville være nemmere for de billedkunstnere, der har brug for det at få gavn af det eksisterende A-kassesystem, hvis de som selvfølge var sikret anstændige løn-og arbejdsvilkår, men derudover har billedkunstnerne ikke flere specielle problemer end mange andre faggrupper. Lad mig bruge min situation som eksempel: Jeg arbejder altid som lønmodtager slet og ret. At jeg er selvstændigt skabende kunstner (og også betragtes som sådan i f.eks. ophavsretslige sammenhænge) medfører ikke på nogen måde, at jeg også er selvstændigt næringsdrivende i A-kasse eller skattesammenhænge. Min arbejdsgiver er ofte et billedkunst-kooperativ (kunstnerstyret), der køber min arbejdskraft og sælger de malerier/udsmykninger, som jeg producerer. Når jeg er arbejdsløs, modtager jeg arbejdsløshedsdagpenge, præcis ligesom de 3oo.ooo andre arbejdsløse.
I arbejdsløsperioder beskæftiger jeg mig selvfølgelig stadig med maleriet i den forstand, at jeg vedligeholder og udvikler mine kunstneriske udtryk og min faglige kunnen. Det har jeg faktisk pligt til som arbejdsløs i henhold til lovgivningen, ligesom jeg har pligt til at være aktivt arbejdssøgende; f.eks. ved at vise min kunst frem på udstillinger m.v.
Dette fungerer rimeligt. A-kassesystemet er et udmærket sikkerhedsnet for mig og for mange andre billedkunstnere. Ligesom det er det for endnu flere selvstændigt skabende indenfor andre faggrupper som f.eks. musik, teater, journalistik, arkitektur m.v.
Jeg kender også billedkunstnere, som er selvstændigt næringsdrivende og medlemmer af A-kasser for sådanne, ligesom jeg kender kunstnere på iværksætterydelse. Heller ikke i disse tilfælde er kunstnere så specielle, som nogen vil gøre dem til. For nu at komme hele spektret rundt skal det lige nævnes, at der også er kunstnere, som har deres arbejde organiseret i A/S form – det kræver en del kapital, og bliver næppe brugt af folk for hvem A-kasse-spørgsmål er aktuelle. Men heller ikke selskabsregierne udelukker kunstnere.
Hvor det er bedst at placere sig i forhold til disse ting afhænger naturligvis af ens personlige forhold – indkomst, alder, behov for tryghed m.v. Det er rigtigt, at man også kan tale om stivhed og bureaukrati i dagpengesystemet og om urimeligheder og uhensigtsmæssigheder i forhold til den enkelte, såvel som i forhold til samfundets egentlige interesser, oftest som følge af den kontrol mod misbrug, der er i systemet. Men dette er der temmelig megen focus på fra mange sider. Som eksempler kan nævnes den heftige debat om ‘skraldemandsmodellen’ eller G-dagene eller den tilbagevendende snak om særlige problemer for f.eks. sæsonarbejdere. Og faktisk har de seneste ændringer af systemet gjort op med nogle af de dele af kontrollen, som reelt passiviserede dagpengemodtagere. Systemet kan stadig forbedres, og vil forhåbentligt blive det, blandt andet på baggrund af tilbagemeldinger fra folk som ’er’ i det.

I-Kassen

Jeg er godt klar over, at myterne om billedkunstnernes særlige problemer i forhold til A-kassesystemet til dels opretholdes for ikke at ødelægge de velmente forsøg på at få vedtaget en lov om den såkaldte l-kasse. Som l-kassen er lagt frem, lyder den da også mægtig behagelig: “Fuld understøttelsesret for halvt arbejde”. Vel netop derfor er det også i snart 15 år med jævne mellemrum proklameret, at l-kassen var “lige på trapperne”; som oftest fordi en nytilkommen politiker (for en kort stund) stillede sig positiv.
Hvis der nogen sinde vedtages noget som minder om l-kasseforslaget, vil det enten i sin substans være identisk med A-kasselovgivningen, eller også vil det være i en stærkt begrænset udgave.
Det korte af det lange er, at der ikke er nogen gevinst for standen ved at dyrke myter om, at aktive billedkunstnere ikke kan bruge de eksisterende forsikringsordninger. Vigtigere er det, som det forhåbentlig er anskueligjort i det ovenstående at få drøftet, hvordan vi som kunstnere kan få forbedret vore økonomiske vilkår og rettigheder. Det er på tide.
Lad os tage en konstruktiv og fordomsfri debat om disse ting her i bladet.

Per Johan Svendsen

Gurli Gottlieb: “Babel IV” træskulptur. Foto: Erik Pedersen.