Tekstudtræk fra indscannet dokument:

DEBAT

KUNST, KVALITET OG ELITE.

Machiavelli på dansk.

Der har raset en heftig debat bl.a. i POLITIKEN om kunstens forhold til offentligheden og kunstnerisk kvalitet i den forbindelse.

Der har været forskellige indfaldsvinkler i debatten. En af de interessante markeringer har kunsthistorikeren Laila Krogh stået for. Laila Krogh har i ramme alvor argumenteret for et statsligt kunstkontroludvalg, som skal styre den offentlige kunstneriske mangfoldighed, og begrænse det hun kalder den visuelle forurening.
Bag ved Laila Kroghs udspil ligger vel en fornemmelse af, at kunstlivet på grund af nye sociale og kunstneriske problemstillinger er ved at ændre sig fundamentalt.
Vi er vidne til udviklingen af en senmodernistisk kunst, der i sig selv bliver til et sammensat industrielt kompleks. Af mange forskellige årsager realiseres i disse år et veritabelt boom i anvendelsen af kunst i offentlig sammenhæng. Dette boom danner det økonomiske og materielle grundlag for opblomstringen af en statsliberal kunstindustri.
Indholdsmæssigt ser denne nye kunstindustri det som sin økonomiske og kulturpolitiske fordel, at bruge den romantiske myte om den kunstneriske ener, som er tættere end alle andre på den guddommelige oplevelse af naturen og de universelle kræfter.
I kølvandet på den kunstindustrielle udvikling har vi fået et lag af kunstbureaukrater og bureaukratkunstnere, der bag ved al den nyromantiske, filosofiske ordflom selv praktiserer kommerciel og kynisk rationalisme til fingerspidserne. Præcis på dette punkt er de langt fra de oprindelige romantikere, som netop vendte den borgerlige rationalisme og kommercialisme ryggen efter den blodige og mislykkede franske borgerrevolution i 1789. Romantikerne dengang dyrkede eneren og genikunstneren og demonstrede foragt for den snusfornuftige og beregnende borgerstand.
En lignende foragt kan man ikke beskylde nutidens elitekunstnere for at udvise.
De er kunstens Machiavelliske magttyper, der med snilde (som ræven) forfægter den frit eksperimenterende, uskyldige og rene kunst udadtil, mens de (som løven) indadtil er nidkære med at holde al kritik og konkurrence nede for at befæste deres eget netværk af forbindelser og positioner i kunst branchen. De mestrer dobbeltspillet.
Laila Krogh har haft travlt med at give en lang en række eksempler på, hvad hun mener er dårlig kunst i det offentlige rum. Hun fremhæver ved samme lejlighed eksempler på, hvad hun synes er fremragende kunst. Tilfældigvis er disse eksempler produceret af netop den kunstnerklike, som i dag reelt bestemmer, hvad der sker i dansk kunstliv. Og tilfældigvis har hun også fået opbakning bag sit synspunkt fra billedhuggeren Hein Heinsen, som netop regnes for at være en slags grå eminence bag selvsamme klike i kunstbranchen.
Dermed lykkes det at vende problemstillingen om kunstens forhold til offentligheden fuldstændig på hovedet. Det er dybest set ikke den kunstneriske mangfoldighed og kvalitet der i denne sammenhæng er hovedproblemet, men om offentligheden har nogen mulighed for at gennemskue kunstelitens manipulatoriske manøvrer, og om spørgsmål om kunstnerisk kvalitet reelt har nogen afgørende indflydelse, når de offentlige bevillinger til bildende kunst og kunstnerisk udsmykning fordeles og bruges.
Det er en elitær og fundamentalistisk tankegang, der ligger bag ved Laila Kroghs idealistiske korstogsfanfare.
Vi har set det før i kunsthistorien: f.eks. Ludvig d. 14. og hans kunstneriske håndlanger Le Brun, for hvem det i en periode lykkedes at ensrette barokkunsten og det franske Akademi gennem et nøje defineret sæt af æstetikregler og smagsnormer.
Selvfølgelig kom der dengang en kunstnerisk reaktion imod ensretningen.
Enevældens autoritære kunst og menneskesyn blev efterhånden underkendt af de bedste og mest betydnings fulde kunstnere. Der var tale om reaktioner, der dannede forudsætningerne for gennembruddet af modernismen. Idag er alle kunsthistorikere enige om, at perioden med Le Bruns stramme kunst- og sindelagskontrol ikke var en givtig kunstnerisk periode bl.a. fordi der ikke var plads til eksperimenter af nogen art.
Hvis vi endelig skal have et kunstnerisk kontrolorgan, vil det af hensyn til mangfoldigheden og kvaliteten i dansk billedkunst være en langt bedre ide, at lade dette undersøge den nye kunstelites manipulation af kunstbranchens institutioner (F.eks. Statens Kunstfond og dens repræsentantskab, Det Kongelige Danske Kunstakademi og Akademirådet), og dermed også dens tilraning (dispositionsret?) og misbrug af af de offentlige tilskudsmidler.

Per Johan Svendsen
billedkunstner