Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Debat

KAN OLE SPORRING SE realiteterne i øjnene?

Fensten den 28. maj 1996.
Jeg er blevet bedt om at svare på Ole Sporrings indlæg i dette blad med overskriften, “TABU!”
Indlægget indeholder mange løse påstande og insinuationer, som ikke bør stå uimodsagt. Så selv om jeg vil nøjes med at rette nogle generende fordrejninger og derefter forsøge at forholde mig til O.S.’s mistænkeliggørelse af billedkunstnere, der er a-kassemedlemmer, bliver mit svar nødvendigvis temmelig langt.

Først en kommentar til O.S.s generelle kritik af tidsskriftet KUNST og bemærkninger om beslutningsproces og debat:
At tidsskriftet KUNST i så vid udstrækning har beskæftiget sig med fagpolitiske spørgsmål skyldes primært, at der var spørgsmål, som ikke blev debatteret andre steder. Det er glædeligt, at der nu åbnes for debat i forbundets blad.

1. Om en effektivisering af BKF med sigte på organisering af alle, der faktisk arbejder på området skulle føre til “dannelse af en forening for de mere kendte billedkunstnere”, som O.S. skriver, er underordnet. Man kan ikke bygge en effektiv faglig organisation på absolut at ville tækkes nogen, som ikke har brug for organisationen.

2. At min artikel “Alle for Alle” i aprilnummeret af KUNST “mangler det helt centrale spørgsmål: Hvorfor vil BKF ikke anerkende DBF?”, skyldes ikke, at jeg ikke stillede spørgsmålet. Men Jane Ring ville ikke besvare det mere konkret, end det fremgik af interviewteksten. Men måske kan og vil Ole Sporring besvare spørgsmålet?

3. O.S. skriver, at jeg godt ved, “at DBF med god grund fra starten blev regnet for en gul fagforening, en splittelsesorganisation”. Nej, jeg har aldrig anset DBF for at være hverken gul eller splittelsesorganisation. Selv om jeg de sidste 6-7 år, som selvstændig næringsdrivende har været medlem af BKF og ikke af DBF, mener jeg fortsat, at DBF på flere områder har et mere straight fagforeningsgrundlag end BKF. Mestendels fordi BKF har nogle reminiscenser af logepræg, som står i vejen for fagpolitisk tankegang og løbende giver indre selvmodsigelser og uklarhed. Dette var i endnu højere grad tilfældet, da DBF i sin tid blev startet. Dengang var BKFs logepræg så stærkt, at f. eks. en 6-årig akademiuddannelse ikke kvalificerede til optagelse.

SIKRINGSORDNING?
4. Vedrørende behandlingen af forslaget til social sikringsordning i KUNST:
I forbindelse med det før omtalte interview med forbundsformand Jane Ring spurgte jeg, hvorfor det konkrete forslag til sikringsordning ikke havde været drøftet eller i det mindste offentliggjort i Billedkunstnernes Forbunds medlemsblad. Svaret var, at “man havde vurderet, at ingen gad at læse det, det var for langt og for tørt”. Hertil sagde jeg, at det gad jeg da godt, hvortil Jane Ring svarede, at jeg kunne få forslaget tilsendt. Men da jeg takkede og sagde, at jeg så ville foreslå redaktionen at trykke det i KUNST, var det pludselig en anden sag. Jane Ring mente ikke, at hun kunne udlevere forslaget til offentliggørelse. Derfor skaffede vi os i stedet en kopi af forslaget fra et medlem af folketinget.
Det viste sig, at forslaget i substansen er samme forslag som det, der blev fremsat allerede i begyndelsen af 1980’erne under navnet “I-kasse”, som har været luftet et par gange siden, og som er politisk håbløst. Derfor kom det i øvhullet med nogle kommentarer.

A-KASSEMEDLEMSKAB
5. I artiklen, “Syn for sagn”, i førnævnte nr. af KUNST, gennemgik jeg en ny rapport om kunstneres økonomiske forhold. At de, som mener, at a-kassesystemet ikke kan benyttes af kunstnere, er “vildledte”, er ikke noget, jeg “antyder” i artiklen. Det er noget, som fremgår af de undersøgelsesresultater rapporten fremlægger. Resultater, som svarer ganske godt til mine erfaringer og til virkeligheden i øvrigt, som jeg er bekendt med den. Med rapporten er det nu dokumenteret, at mange billedkunstnere er a-kassemedlemmer, også som kunstnere, samt at der ikke er nogen markant forskel på procenten af a-kassemedlemmer og dagpengemodtagere i og udenfor BKF, DBF osv.

6. O.S. understreger, at “Hvis SKI ikke følger sin artikel op med en konkret beskrivelse af hvordan billedkunstnere legalt kan benytte a-kasse, så vil mistanken om, at der er tale om systematisk svig være bestyrket”,
O.S.’s anstrengte (og anstrengende) forhold til disse spørgsmål har gennem alt for lang tid haft så stor indflydelse på BKF’s politik, at det har svækket forbundets muligheder for at bedre forholdene for medlemmerne. I håb om at være med til at løse op for dette problem skal jeg derfor efterkomme O.S.’s provokation og forsøge (ud fra mine erfaringer og kendskab til a-kassesystemet samt almindelig sund fornuft) at forebygge nogle misforståelser, O.S.’s udfald kunne give anledning til.
O.S. har de sidste ca. 15 år ofte udtalt, at billedkunstnere ikke kan betragtes som selvstændigt næringsdrivende og derfor ikke kan bruge de ordninger og regler af forskellig art (vedr. skat, forsikring mm.) der gælder for selvstændigt næringsdrivende. I følge O.S. er det endnu mere umuligt for billedkunstnere at være lønmodtagere.
Begge dele er noget sludder. Undertegnede er p.t. selvstændigt næringsdrivende billedkunstner og har tidligere været billedkunstner som lønmodtager (d.v.s. ansat til lønnet udførelse af billedkunstnerisk arbejde på vilkår der ganske ligner andre lønarbejderes vilkår). Alle professionelle billedkunstnere, jeg kender, er faktisk selvstændigt næringsdrivende eller lønmodtagere.
Der er forskel på at være selvstændigt næringsdrivende og være lønmodtager. Men det ene er ikke pr. definition er mere “kunstnerisk” eller “skabende” end det andet, og det er rent vrøvl at påstå, at ægte kunstnere hverken er selvstændige eller lønmodtagere.
Da jeg var lønmodtager, var jeg også medlem af en lønmodtager-a-kasse som følge af mit lønmodtagerarbejde som billedkunstner. I perioder modtog jeg også dagpenge som arbejdsløs billedkunstner. Jeg oplevede ikke, at det at være dagpengemodtagende billedkunstner var specielt mere problematisk, end det i det hele taget er at være dagpengemodtager.
Dagpengesystemet er komplekst. Det er rigtigt, at der er specielle forhold og problemer på billedkunstområdet, men det er der også på andre områder. Stort set alle fagområder, jeg har kendskab til, har deres specielle praksis og fortolkninger på området.
Som det også fremgik af den tidligere nævnte undersøgelse af kunstnernes økonomiske vilkår, er de billedkunstnere, som er a-kassemedlemmer i dag, spredt i en lang række a-kasser. Der er næppe tvivl om, at det både ville gavne det enkelte medlem og lette administrationen, hvis billedkunstnerne var samlede i en a-kasse, som så kunne oparbejde en ekspertise på området.
Ifølge O.S. fastslår “Betænkning nr. 1163, 1989, Kunstnernes sociale vilkår”, at billedkunstnere ikke kan være a-kassemedlemmer.
Denne betænkning blev afgivet af et udvalg, hvori O.S. var eneste repræsentant for billedkunstnerstanden. Sigtet med udvalgets arbejde var at foreslå I-kassen, som den hed på det tidspunkt, og udvalgets hovedkonklusion var da også, at en “I-kasse for Kunstnere” var løsningen. Dette var anden eller tredie gang I-kassen blev ført på banen. Den led dengang samme skæbne, som den tidligere havde gjort, og som den under navnet “Den sociale Sikringsordning for Kunstnere” gør lige nu.
Arbejdsministeriets udtalelse i den pågældende betænkning var bestilt arbejde til formålet. Udtalelsen var i øvrigt uklar og ude af trit med de faktiske forhold. Mig bekendt har udtalelsen da heller ikke forhindret nogen billedkunstner i at være lønmodtager, a-kassemedlem eller dagpengemodtager.

A-KASSERNES KONTROL
7. Naturligvis kontrollerer a-kasserne arbejdsløse kunstnere. A-kassesystemet indeholder en betragtelig mængde kontrol mod misbrug, som alle arbejdsløse er underlagt. Det, O.S. imidlertid synes at forudsætte, er at dagpengemodtagende kunstnere er forpligtede til ikke at røre værktøjet og til at holde sig på lang afstand af udstillinger.

Da jeg i sin tid modtog a-kassedagpenge som arbejdsløs billedkunstner, udførte jeg løbende værker til udstillinger, ligesom jeg deltog i udstillinger. Naturligvis med a-kassens vidende. Det er jo hverken nemt eller formålstjenligt at udstille hemmeligt. I a-kassen var der fuld forståelse for, at det at vise min kunnen på udstillinger var en af de måder, jeg som kunstner kunne være aktivt arbejdssøgende på. De udstillede værker var så at sige at betragte som jobansøgninger fra min hånd.
At det stadig er sådan, at billedkunstnere kan udstille og samtidig opfylde den betingelse for at modtage dagpenge, der består i at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, viste Det Sociale Ankenævns dom for ca. et halvt år siden i sagen mellem Løkken-Vrå Kommune og maleren Hans Erik Skovbjerg. I det tilfælde var der ganske vist tale om retten til at modtage bistandshjælp. Men det, Løkken-Vrå Kommune havde rejst tvivl om, var, om kunstneren stod til rådighed for arbejdsmarkedet, når han deltog i udstillinger, og rådighedsbegrebet i bistandssystemet er identisk med rådighedsbegrebet i a-kassesystemet.

STOP TÅBELIGHEDERNE
At O.S. højlydt og dumstædigt gentager påstande som, “selvstændigt skabende billedkunstnere kan ikke være lønarbejdere ” og “ægte billedkunstnere kan ikke modtage arbejdsløshedsdagpenge uden at gøre sig skyldige i a-kassefusk/svindel”, kan naturligvis undertiden forårsage forvirring hos nogle a-kasseadministrationer og skabe unødigt besvær for nogle billedkunstnere. Specielt når billedkunstnerne er spredt i en mængde forskellige a-kasser, som ikke specielt er eksperter på billedkunstområdet. Det er nemlig en særdeles alvorlig sag for en a-kasse, hvis den udbetaler dagpenge til medlemmer, som ikke er berettigede hertil.
I de tilfælde, jeg kender til, har sådanne anfald af forvirring dog heldigvis “kun” ført til tidsspilde, for de involverede parter. Et eksempel:
En billedkunstner på a-kassedagpenge fik, via et vellykket udstillingsarrangement, sine værker voldsomt eksponeret i dagspresse og TV samtidig med, at O.S. og hans meningsfæller var ude på et af korstogene mod dagpenge til billedkunstnere. Konstellationen medførte, at a-kassen stoppede udbetalingen af dagpenge.
Herefter blev der foretaget en konkret og særdeles minutiøs undersøgelse af vedkommende kunstners forhold og af forholdene omkring det pågældende udstillingsarrangement.
A-kassens udgangspunkt for undersøgelsen var, at vedkommende i virkeligheden ikke var lønarbejder, men selvstændigt næringsdrivende. Da alle sten var blevet vendt, erkendte a-kassen imidlertid, at der ikke havde været grund til at begrænse vedkommendes dagpengeret, vedkommende var arbejdsløs og aktivt arbejdssøgende lønmodtager, og ikke på nogen måde selvstændigt næringsdrivende. De tilbageholdte dagpenge blev efterbetalt, så sagen endte godt, men den kunne have været undværet.
O.S’s begrundelse for vedholdende at forsøge at mistænkeliggøre de billedkunstnere, der har gavn af vort samfunds sociale sikkerhedsnet, er tilsyneladende, at O.S. mener, at man ved at kaste et skær af kriminalitet over kolleger, som er medlemmer af en a-kasse, har kunnet opnå goodwill for I-kassen/Sikringsordningen.
I virkeligheden var I-kasse-/sikringsordningsbestræbelserne dødfødte fra starten, og O.S. har haft alle muligheder for at erkende dette.
Hvis O.S. fortsat pure nægter at se realiteterne i øjnene, er der måske ikke noget at gøre ved det. Men disse usolidariske tåbeligheder bør ikke fortsat præge BKF’s politik til skade for de mange BKF-medlemmer, der er a-kassemedlemmer, og de sikkert lige så mange, der kunne have gavn af at blive det.

HVAD SÅ?
Forbundet bør bruge kræfterne på at skaffe medlemmerne bedre indtægtsmuligheder og bedre efteruddannelsesmuligheder samt hjælpe de medlemmer, der har behov for det, med at bruge det til rådighed stående sociale sikkerhedsnet og i samarbejde med andre fagorganisationer forbedre dette eller i det mindste modvirke deciderede forringelser.
Mulighederne er til stede. Men resultaterne kommer først, når forbundet handler som et fagforbund, søger sin styrke og bruger den og bevidst undgår forhold, hvor man havner som gidsel for helt andre interesser.
Forbedring af indtægtsmulighederne er vigtigst. Bedre indtægtsmuligheder vil i øvrigt også mindske a-kassebehovet og problemerne i den forbindelse.

Steen Krarup Jensen

Med disse indlæg er der sat foreløbigt punktum for debatten om kunstnere kontra A-kasse.

red.