Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Debat

BKFS TROVÆRDIGHED OG EKSISTENSBERETTIGELSE ER TRUET!

Svar til Jane Balsgaards indlæg i BKFs medlemsblad nr. 2

SELVMODSIGELSE
I sidste nummer af BKFs medlemsblad viser Jane Balsgaard (uforvarende) med sit indlæg, at det er umuligt at opnå kvalitativ sortering af medlemmerne i en faglig organisation for kunstnere, og at påstande herom fører til selvmodsigelser, og gør mere skade end gavn.
JB skriver, at det ingen hemmelighed er, at der er medlemmer i Kunstnersamfundet, som ville have svært ved at blive optaget i BKF i dag, samt at de kvalitative krav desuden skal skærpes fremover. Samtidig generer det tilsyneladende ikke JB, at medlemsskab af Kunstnersamfundet umiddelbart giver adgang til medlemsskab af BKF, nej, JB var endda formand for den BKF-best-relse, som op til sidste generalforsamling foreslog, at medlemsskab af den selvsupplerende loge Kunstnersamfundet skulle være det eneste og afgørende kriterie for optagelse i BKF. Det hænger ikke sammen, men viser tydeligt, at påståede kvalitetskrav altid vil være bøjet af andre interesser, for eksempel af akutte politiske hensyn. Især af dem der taler mest om stramning, censur og anerkendelse.
JB anviser videre forfatterne som et godt eksempel på, hvorfor der efter hendes mening fagpolitisk er brug for kunstneriske kvalitetskriterier. Ifølge JB er det godt, at der idag eksisterer to organisationer på forfatterområdet, hvoraf den ene organisation forsøger “at adskille de seriøst arbejdende forfattere fra dem, der engang har skrevet en bog”.
Faktisk blev forfatterne fagpolitisk styrket op igennem 70’erne, da Forfatterforeningen dengang droppede alle kunstneriske kvalitetsvurderinger og mangedoblede foreningens medlemstal. Den senere splittelse med to forfatterorganisationer har kun betydet, at der i dag råder stor fagpolitisk forvirring på området, hvilket viser, at kvalitetssnakken desværre svækker forfatternes fagpolitiske muligheder.

DEN UHELDIGE OFFENSIV
Opfattelsen af kunstnerisk kvalitet er i sidste ende et individuelt spørgsmål, og anerkendelse og kvalitetsvurderinger vil altid være påvirkelige af såvel politiske som personlige forhold og forbindelser. Påståede kvalitetskriterier har aldrig og kommer aldrig til at fungere i en fagpolitisk organisatorisk sammenhæng.
Man har forsøgt at indbygge kvalitetpåstanden i forslaget til “Forsikringsordningen for de skabende kunstnere”, hvilket er en af hovedårsagerne til, at denne ordning ikke er politisk gennemførlig. Man kan aldrig objektivt definere, hvem der kan se sig fortjent til at blive optaget. Derfor er det også uheldigt, at BKFs bestyrelse på det seneste har forsøgt at mobilisere billedkunstnerstanden med de argumenter, at et gennembrud for forsikringsordningen var nært forestående, og at kvalitetsspørgsmålet nærmede sig sin endelige løsning via BKFs forhandlinger med Kunstnersamfundet.

ANERKENDELSE ER IKKE LIG MED KVALITET
At definere kvalitet som værende lig med anerkendelse, ved at have udstillet på f.eks. de censurede udstillinger eller de “anerkendte gallerier” er i sig selv uheldigt, både kunstnerisk og fagpolitisk.
Kunstnerisk censur har aldrig været nogen garanti for kunstnerisk kvalitet. Matisse og hans jævnaldrende kammerater, Derain, Vlaminck, Van Dongen m.fl. fik omkring århundredeskiftet hele det anerkendte kunstliv på nakken, da de efter at være kasserede på de officielle udstillinger startede “de uafhængiges udstilling” som var baseret på, at alle og enhver kunne sende sine produkter ind, uden nogen jury-bedømmelse. I dette som så mange andre tilfælde viste det sig senere, at det kunstneriske talent fandtes udenfor de officielle, anerkendte sammenhænge.
Forvekslingen af anerkendelse og kunstnerisk kvalitet i fagpolitiske sammenhænge medfører, at det enten er tilfældighedernes spil, der råder, eller i værste fald indspisthed, klikedannelse og kammerateri.
Det betyder ikke, at kvalitetsdiskussionen ikke er vigtig, men den eneste måde hvorpå en fagorganisation for kunstnere kan medvirke til højnelse af den kunstneriske kvalitet, er ved at arbejde for bedre kunstneriske uddannelser og efteruddannelser, samt ved at sørge for social sikkerhed og først og fremmest ordentlig betaling for udført arbejde. Det er det, vi skal bruge faglig organisation til, kunstpolitik og kvalitetsslagsmål hører hjemme andetsteds.

POLITISK FORSTÅELSE I FOLKETINGET
Den 18/4 inviterede Det Radikale Venstre til debatmøde i Folketingets Landstingssal under titlen ‘Skal kunststøtteordningerne fornys?’ I panelet var der oplæg fra Jan Haugaard (formand fra den nu nedlagte produktionspulje), John Frandsen (tidligere formand for Statens Kunstfond) og Jan Balling (Danske Billedkunstneres Fagforening). Ved mødets slutning argumenterede RVs kulturpolitiske ordfører Elsebeth Gerner Nielsen knivskarpt for, at kunstnerne kan bruge de eksisterende forsikringsordninger, og meddelte at man fra RVs side derfor ikke ville arbejde for en særlig “Forsikringsordning for de skabende kunstnere”.
Dette er en fornuftig melding fra Det Radikale Venstre, som viser en politisk forståelse for, at kunstnerne selvfølgelig kan de bruge de eksisterende forsikringsystemer, og at enhver snak om i-kasse og andre særlige forsikringsordninger derfor ikke er brugbar eller konstruktiv.
Jeg bemærkede, at BKFs bestyrelse også var repræsenteret ved mødet. Bl.a. var formand Jane Ring tilstede, så bestyrelsen kan ikke undskylde sig med uvidenhed om de politiske realiteter.
Endelig har Kulturminister Jytte Hilden i en afslutningstale på konferencen “Samspillet mellem det offentlige og private på kulturens område – fælles virkefelter og værktøjer” på Den Europæiske Filmskole d. 8-9 maj slået fast, at en “Forsikringsordning for de skabende kunstnere” ikke bliver til noget. På denne konference var der ligeledes ledende BKF’ere tilstede, bl.a. Ole Sporring som repræsenterer BKF i kontaktudvalget.

BKFS EKSISTENSBERETTIGELSE

Hvis BKF fortsat insisterer på den førte “isolationspolitik” vil forbundet i løbet af kort tid få sig et alvorligt troværdighedsproblem.
BKF kan ikke blive den nødvendige effektive organisation, før forbundet erkender nødvendigheden af at droppe al snak om kunstneriske kvalitetskriterier som grundlag for faglig organisation. Med hensyn til social sikring bør BKF satse sine kræfter på at bruge de eksisterende forsikringsordninger. Det handler i sidste ende om forbundets pligt til at hjælpe de enkelte billedkunstnere med praktiske råd i forhold til den eksisterende arbejdsmarkedslovgivning. BKF har i dag muligheder for at ændre sin politik på dette område. Men hvis vi ikke ændrer den nuværende kurs (som tydeligvis ingen steder fører hen) vil forbundets eksistensberettigelse som fagorganisation ophøre.

Per Johan Svendsen