Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Drop forsøgene på at lave kvalitative optagelseskriterier

Debatten om en forbedring af billedkunstnernes vilkår forplumres konstant ved, at repræsentanter for Billedkunstnernes Forbund bruger enhver lejlighed til at argumentere for en faglig afgrænsning af en art, som man har inden for helt andre fagområder, hvor man er nødt til at have præcise faglige kriterier, for at disse områder kan fungere optimalt og ansvarligt samfundsmæssigt set (f.eks. lægebranchen).

Disse områders faglige forhold kan ikke overføres til de kunstneriske fagområder. Kunstneriske kompetencer og kunstneriske udtryk er pluralistisk funderede og individuelle i deres karakter. Tænk bare på diskussionerne om den kunstneriske kvalitet af så forskellige kunstneres arbejder, som f.eks. Asger Jorn, Robert Jacobsen og Marcel Duchamp.

Det er i denne forbindelse værd at lægge mærke til, at ikke alle kunstneriske organisationer blander kunstneriske kvalitetskriterier sammen med arbejdet for den nødvendige organisering. Som et eksempel kan nævnes musikerne, som ikke anvender kunstneriske kvalitetsvurderinger i den faglige organisering; heller ikke når det gælder medlemmernes forhold til a-kasse-systemet. Her anvendes kun arbejdsmæssige/økonomiske optagelseskriterier. På musikområdet ser man mig bekendt heller ikke komponister og tekstforfattere anvende kunstneriske kvalitetskriterier i deres forsøg på faglig organisering.

At man endnu ikke fra BKFs side har opdaget fordelene ved at droppe “de kunstneriske kvalitetskriterier” betyder, at BKF er på vej ud i en situation, hvor man risikerer at ende som en splittet og handlingslammet organisation.

Fra BKFs bestyrelses side argumenterer man for, at kunstnerne ikke kan fungere i forhold til arbejdsmarkedslovgivningen. Som en følge deraf argumenteres for specielle økonomiske ydelser som f.eks. den politisk umulige “forsikringsordning for de skabende kunstnere”. Dette har givet anledning til yderligere forsøg på at skærpe “de kunstneriske kvalitetskriterier”.

I samme forbindelse har man via kontaktudvalget kastet sig i armene på Kunstnersamfundet. Hvilket er absurd da Kunstnersamfundet (som statsinstitution) slet ikke er gearet til føre fagpolitik.

De såkaldte konsensusforhandlinger ser da også ud til at være gået i stå på en måde som medfører ufrugtbar debat om opdeling af BKFs medlemmer i A og B kategorier i forhold til Kunstnersamfundet.

Sammenblandingen af kunstnerisk kvalitet og fagpolitik fører gang på gang forbundet ud i blindgyder. Dette er ikke holdbart.

løvrigt er der vel ingen, der for alvor tror på, at medlemskab af Kunstnersamfundet er garanti for ophøjet kunstnerisk kvalitet eller særlig “professionalisme”?

Drop de hule kvalitetskriterier, og lad os lave en stærk faglig organisation, der kan skabe resultater. Det er der brug for.

Per Johan Svendsen