Sagen SYNTESE kontra Unibank.Omtale (Retssag. Den lange rejse, Charlottenborg, København 1989) Syntese. BILLEDKUNSTNERNES FORBUND – 39. årgang NR. 5.OKT. -NOV. 1991.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
Sagen SYNTESE kontra Unibank
berammet til domsforhandling ved 1. instans.
Københavns Byret 5., 6. og 9. decemberSom det nok er de fleste medlemmer af BKF bekendt, fører Syntese retssag mod pengeinstituttet Unibank. Målet er at få dom for, at en kreditor ikke må kræve kunstværker beslaglagt fra en igangværende udstilling, sådan som Sparekassen SDS gjorde det fra udstillingen »Den Lange Rejse« på Charlottenborg.
Sagen er nu 2 år efter dens start berammet til domsforhandling (med vidner, beviser o.s.v.) 5., 6. og 9. december 1991.
Det har været en omfattende affære at komme så langt.
Forberedende retsmøder, formaliteter, udsættelser i stribevis. Modparten har med forskellige juratekniske krumspring forsøgt at få retten til pure at afvise sagen. Vores tillid til retssystemet i en sag som denne var på forhånd ikke alt for solid. Men de muligheder for juridiske spilfægterier og forhalinger, der er for den, som har rigeligt af penge til advokathyre, har vist sig at overstige vore fantasier… Ve den arme synder (læs: uformuende privatperson) som alene og ved rettens hjælp vil forsøge at forsvare sig mod overgreb fra en stor bank eller en anden kapitalkoncentration.
Ovenstående taget i betragtning, er det en sejr for os, at sagen overhovedet er blevet berammet.
Da vi i 1989 protesterede mod den brutale udlægsforretning, viste det sig, at det ikke var første gang, en nidkær incassoadvokat var dukket op på en kunstudstilling efter læsning af avisernes kultursider.
Der var flere foregående eksempler. Men ingen havde til da orket for alvor at tage kampen op mod den absurde praksis. Kunstneren, som skyldner, har typisk ikke noget stort psykisk overskud lige i den situation.
Som sagen har formet sig, er der primært tale om en retslig afprøvning af, om en kunstudstilling som sådan er ophavsretsligt beskyttet. Specifikt: Om udstillede kunstværker, i det mindste så længe udstillingen løber, er sikret mod overivrige kreditorers fysiske beslaglæggelse.
Vi og vores advokat, højesteretssagfører Jørgen Jacobsen, mener, at sagen er af særdeles principiel karakter, og at det er i alle kunstneres og udstillingssteders interesse, at den får det bedst mulige udfald.
Ud over at fremlægge beviser (videomateriale fra og model af udstillingen m.m.), har vi derfor bebudet indkaldelse af vidner, som bredt repræsenterer »billedkunstlivet«: Kunstnere samt repræsentanter for institutioner, foreninger og udstillingssteder, folk som fra forskellige vinkler har et indgående kendskab til sagens aspekter.
– Med sagen så grundigt belyst, som den så skulle blive,
– med en så dygtig advokat som Jørgen Jacobsen,
– med vores egen vilje til midt i al juraen at fastholde det egentlige, principielle indhold,
– og ikke mindst med den moralske opbakning, vi får fra andre kunstnere regner vi faktisk med at kunne vinde sagen.Alt andet ville også være absurd.
Det er tidskrævende og ikke mindst økonomisk bekosteligt at køre en sag som denne. Hvad det sidste angår, har vi fået lidt støtte fra et par fonde og fra et par faglige organisationer.
MEN…
Jævnfør indsamlingsannoncen nedenfor i bladet, har vi brug for yderligere økonomisk støtte.
For en ordens skyld skal her gentages, hvad vi har pointeret gennem hele sagen:
Vi mener ikke, at kunstnere ikke skal betale deres gæld. Den udlægspraksis, vi reagerede mod, var imidlertid aldeles vanvittig. Ud over at påføre skyldneren unødig skade forulempede den også sagesløse udenforstående – samtidig med at den ikke engang gavnede kreditoren.DEN OPHAVSRETSLIGE BESKYTTELSE AF UDSTILLINGER SKAL SIKRES
Grotesk beslaglæggelse af kunstværker på Charlottenborg i 1989.
Trods modpartens akrobatiske forsøg på at få sagen afvist er den nu, efter 2 år, berammet til domsforhandling.
Sagen har påvirket praksis på området.
Men der er brug for en dom.
Omkostningerne ved at gøre en retssag indviklet og langstrakt er pebernødder for en stor bank, men det er dyrt for os at føre sagen effektivt. Derfor:
STØT SYNTESES RETSSAG MOD UNIBANK
Giro 4 50 37 59
Synteses Indsamling
Lundtoftegade 111 st.tv.
2200 København N.
Det har vist sig, at nogle (som har konti i Unibank) kan være nervøse for »repressalier« fra bankens side.
Derfor skal det understreges, at ingen, uden hver enkelt persons udtrykkelige samtykke, får at vide hvilke personer, der støtter Syntese økonomisk i sagen.
Indsamlingen foretages med polititilladelse.
HILSEN SYNTESE