Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Så vandt vi “Syntesesagen”

Det var noget af en sejr for billedkunstnerne og for BKF især. Faktisk var det det etablerede samfund, der tog hatten af for billedkunstnerne.
Sagen startede, da et pengeinstitut fjernede 5 billeder fra en igangværende udstilling med Kunst- og Kulturgruppen “Syntese” i Udstillingsbygningen ved Charlottenborg 1989.
“Syntese” anlagde sag mod Unibank. fordi “Syntese” gjorde gældende, at Unibank krænkede ophavsretten ved at gribe ind i den helhed, som en udstilling udgør.
I januar 1992 faldt dommen i Byretten, som afgjorde, at Unibank godt måtte fjerne værker fra en igangværende udstilling, fordi kunstneren ikke kunne klare sit mellemværende med banken. “Syntese” ankede sagen, og den gik videre til Landsretten.
Men da sagen skulle op i Landsretten i januar 1993, erkendte “Syntese”, at de hverken havde penge eller kræfter til at gennemføre sagen.
BKF overtog derefter sagen. Udstillingslivet i Danmark kunne ikke leve med en afgørelse, som den, der faldt i byretten. Og da BKF arbejder for at forbedre billedkunstnernes vilkår, var det oplagt for os at gå ind i sagen.
I sådan et tilfælde, er det godt, at have en ophavsretsfond. BKF’s bestyrelse ansøgte derfor Ophavsretsfonden om penge til at føre sagen. Vi valgte derefter at gå ind i sagen på det principielle, som drejede sig om en kreditor må amputere en igangværende udstilling.
Den 3. marts 93 faldt dommen. Vi fik medhold i at en udstilling er et ophavsretsligt beskyttet værk i henhold til ophavsretslovens paragraf 1. Det positive udfald i sagen, skyldes ikke mindst de velrenome-rede personer, der stillede op som vidner for BKF i Landsretten. Det var Henning Damgaard Sørensen fra Udstillingsbygningen ved Charlottenborg. Bent Karl Jacobsen fra Akademirådet. Jens Erik Sørensen fra Århus Kunstmuseum. Patricia Asbæk fra Gallerisammenslutningen. Preben Hygum Jacobsen repræsenterede Kunstanmelderne. Det var en glædelig sejr for billedkunstnerne og for BKF.
Hvis vi havde tabt sagen, havde vi været nødsaget til at gribe til aktioner.
Konsekvenserne for gallerier, museer, kunsthaller og kunstnersammenslutninger ville være omfattende.
Charlottenborg ville ikke kunne påtage sig at arrangere udstillinger med danske kunstnere.
Kulturministeriet ville være tvunget til at gennemføre en ændring af loven osv. Kriterierne for at sammensætte en udstilling ville ikke længere være kvalitet, men udstillingerne ville blive sammensat ud fra den enkelte kunstners forhold til sit pengeinstitut.
Billedkunstnerne skal naturligvis betale deres gæld, ligesom alle andre mennesker skal det. Men arbejdsvilkårene er sådanne, at vi rent faktisk skal tage penge med, når vi går på arbejde.
For at gennemføre en udstilling, må man optage lån i banken, eller på anden måde låne penge for at dække alle de udgifter, der opstår i forbindelse med en udstilling. Billedkunstnerne financierer store dele af det kulturelle liv for egen regning og risiko. En ophavsretssag som denne kunne give anledning til at diskutere, om det er rimeligt?

Jane Balsgaard
Formand for BKF