Hvordan skal jeg nogensinde kunne betale hvad jeg skylder. Omtale (Retssag. Den lange rejse, Charlottenborg, København 1989). Alex Steen. Kunstavisen.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
Hvordan skal jeg nogen sinde kunne betale hvad jeg skylder
Efter Syntese-dommen kan jeg faktisk ligeså godt holde op med at udstille, siger maleren Flemming Vincent, som er den egentlige ophavsmand til retssagen
af Alex Steen
Maleren Flemming Vincent korsede sig, da dommen faldt i sagen mellem Syntese og Unibank, og hvor det var sidstnævnte, der løb af med sejren.
– Hvad skal jeg nu stille op med mig selv. Dommen er jo ensbetydende med, at Unibank – med rettens velsignelse – kan stille med Kongens Foged, politi o.s.v.. så snart jeg viser mine billeder på en udstilling.
Flemming Vincent rystede på hovedet:
-Jeg får jo ikke en ærlig chance til at komme ud af min gæld eller bare at få betalt noget af på den.
De vil jo være over mig, så snart jeg viser mig, og tro, at de kan hente værdier, selv om de ikke er gode til at omsætte mine billeder.
– Hvad mener du med det?
– Et af de billeder, de har lagt beslag på, har de ladet gå videre til et så åndssvagt sted som Sagførernes Auktioner i Farimagsgade, hvor de ikke har begreb om billeder. Jeg tror, Unibank fik 600 kr. ind på et maleri, som skulle have kostet det ti-tyve-dobbelte.
– Hvad siger du ellers til dommen?
– Faktisk handler den slet ikke om mig. Den sag, ‘Syntese’ her har kørt, er mere principiel og fuld af perspektiver. Den handler om kunstnernes udstillingsfrihed og gruppernes mulighed for at stå for et ansvar. Når jeg havde afleveret mine billeder til ‘Den lange rejse’, og de var sat op med kollegernes, i en kunstnerisk sammenhæng, var det egentlig ikke mine, mens udstillingen stod på. Jeg havde overdraget gruppens ophængningsudvalg ansvaret.
– Jeg synes, Syntese-sagen er vigtig, ikke bare for mig og Syntese, men for alle landets kunstnere. Vi bør kunne udstille frit. Så må kreditorerne henvende sig før udstillingen eller efter den… Men hvis denne dom får lov at stå, er det ensbetydende med, 90 pct af Danmarks kunstnere er i fare for at blive fjernet på udstillingerne. Det kan hverken gallerierne eller de store udstillingsbygninger være tjent med. Godt sagen er blevet appelleret. Vi må håbe, advokaterne højere oppe i systemet har mere sans for kulturargumenterne, der er i denne sag. Men jeg er fuld af tvivl, når det gælder systemet.Flemming Vincent er ikke den store berømte maler, men Syntese-sagen har bragt ham frem i forreste frontlinie. Den store gæld, han slæber rundt med, har ikke det mindste med kunsten at gøre, men skyldes et forsøg på at skabe et levebrød, så han og familien havde noget at leve af.