Syntese søger professorat. Omtale (Kollektivt professoret 1994). Torben Weirup. Berlingske Tidende.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
Syntese søger professorat
Udsigt til ny ballade på Kunstakademiet efter at omdiskuteret kunstnergruppe søger professorat kollektivt.
Af TORBEN WEIRUP
Den omdiskuterede kunstnergruppe Syntese søger kollektivt det professorat på Kunstakademiet, der bliver ledigt, når billedhuggeren Bjørn Nørgaard holder op.
Dermed er der formodentlig lagt op til endnu en omgang ballade om magtforholdene på Det kongelige danske Kunstakademi i lighed med Eric Andersens ansøgning for nogle år siden.
Som det var tilfældet med Eric Andersens mere eller mindre åbenlyse happening, der skulle opfattes som en kritik af forsteningen på Akademiet, må man formode, at Syntese ser sig i opposition til de herskende strømninger på billedkunstskolerne.
Synteses store udstilling, »Den lange Rejse« på Charlottenborg for et par år siden viste i hvert fald et kunstudtryk, der må formodes at være Akademiet temmelig fremmed.
Det var i øvrigt den udstilling, der blev forstyrret af, at kongens foged hentede et billede, fordi maleren Flemming Vincent skyldte Unibank penge. Syntese vandt senere sagen i Højesteret og fik dermed fastslået, at et billede er en del af en udstillings helhed.
På spørgsmålet om, hvorfor Syntese søger et professorat som kollektiv, svarer et af medlemmerne, tatovøren Erik Reime, at det er, fordi gruppen arbejder som et kollektiv.
Men så ligger der vel også en kritik af den nuværende praksis, hvor en person bestyrer et professorat?
»Kritik og kritik. Det kan vel altid være en idé at prøve noget nyt, og vi mener, at vi ved at fordele arbejdet i mellem os kan supplere hinanden bedre end en stakkels enlig professor,« siger Erik Reime. Udover Erik Reime består Syntese af tre billedhuggere, tre malere, en kunsthandler og en revisor.
Har Syntese ikke mere brug for en advokat?
»Nu håber vi ikke, der kommer så mange retssager i fremtiden, men vi mener, at en revisor er nyttig, hvis man vil vide, hvordan man begår sig i hverdagen.«
Kunstakademiets rektor, Else Marie Bukdahl, bekræfter, at Akademiet har modtaget Synteses ansøgning, og at et fagkyndigt udvalg nu skal se på de juridiske aspekter i sagen. Hun erindrer ingen fortilfælde, men garanterer, at Akademiet vil »se åbent og korrekt på ansøgningen« og vurderer, at afgørelsen vil foreligge om fire-fem uger.
Ser du Synteses ansøgning som en kritik af forholdene på Akademiet?
»Nej, Jeg ser det som en ny måde at søge en stilling på. Det er altid en god idé med nye synspunkter, og så er samfundet sådan indrettet, at noget kan lade sig gøre, og andet kan ikke lade sig gøre,« siger Kunstakademiets rektor, Else Marie Bukdahl.