Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Magten og kunsten

UNIBANK BURDE sættes i skammekrogen og Københavns Byret sidde efter. Det forekommer umiddelbart at være en langt retfærdigere dom end den, den danske kunstverden er blevet ydmyget med i den aktuelle, såkaldte Syntese-sag.

Men jura står tilsyneladende ikke altid i det ønskelige forhold til moral. Ifølge i hvert fald byretsdommer Morten Englers fortolkning af lovens ord -retsgrundlaget, som det også kaldes – havde pengeinstituttet Unibank retten på sin side, da man ved fogedens hjælp og under politibeskyttelse brød ind på Charlottenborg i sommeren ’89 og tvangsfjenede fem kunstværker af Syntese-maleren Flemming Vincent. Han stod efter en konkurs i gæld til Unibank.

Institutionen Københavns Byret har med Syntese-dommen cementeret en mangelfuld, ja lige ud tåbelig lovgivning, som indlysende bør ændres, sådan som også både Billedkunstnernes Forbund og Charlottenborgs formand, maleren Henning Damgård-Sørensen bebuder at ville tage initiativ til.

At indvadere en kunstudstilling og pille enkeltværker – delelementer – ud af en ophængning, der i sin sammensætning i sig selv er et kunstnerisk udtryk blev i retten af samme Damgård-Sørensen sammenlignet med at pille elskeren ud af en teateropførelse. Kollegaen Niels Sylvest fra Billedkunstnernes Forbund brugte det billede, at det svarede til at rive sider ud af en bog.

Af samme grund er det i kunstverdenen – hvad bl.a. galleriejeren Susanne Ottesen klarlagde for retten – en ubrydelig lov, at eksempelvis en køber af et kunstværk først tager sit billede med hjem, når udstillingen er slut. Susanne Ottesen gik så vidt som til at fastslå, at hun ville foretrække at droppe en handel i tilfælde, hvor køberen stillede krav om at pille indkøbet ned af udstillingsvæggen.

Men kreditoren Unibank mente sig ikke desto mindre i sin gode ret til at gøre udlæg i udstillede kunstværker af den insolvenserklærede Vincent. En handlemåde, der mildt sagt er både dum og klodset, og som først og fremmest må forklares med, at det pågældende pengeinstitut tænker ikke bare anderledes end kunstnere. Men direkte uetisk. Men det er der altså lov for, at man godt må her i landet.

OG SÅ HAVDE sagen endda slet ikke behøvet at udvikle sig så grumt. For det første kunne byretsdommeren have valgt at tolke ophavsretslovens paragraf 2 til fordel for kunstnerne. Dommeren erkendte, at også selve ophængningen af den iøvrigt sammenhængende billedfortælling, udstillingen udgjorde. var omfattet af ophavsretsloven. Ifølge dommerens vurdering kunne fjernelsen af Vincents værker imidlertid ikke opfattes som en krænkelse af udstillingen som sådan. Hvorfor han i dommen betegner Unibanks tvangsfjernelse som – nok i princippet uønskelig – men i den aktuelle situation »nødvendig« og »forsvarlig«.

Nu får vi at se hvad Landsretten siger, når sagen som følge af Synteses beslutning om at anke dommen behandles her. For det andet må sammenstødet på Charlottenborg og den senere retsbehandling i høj grad forklares med netop de mentale forskelle, der ofte eksisterer mellem – generelt sagt – følelsesbetonede, irrationelle kunstnertyper og juridisk skolede, økonomisk tænkende mennesker. Hvis parterne havde kunnet tale sammen, var konfrontationen aldrig sket.

Et eksempel: Forud for fogedforretningen sendte Unibank et brev til Flemming Vincent, hvori man efterlyste en erklæring, der kunne forsikre banken om, at kunstværkerne ville blive overdraget banken efter udstillingen. Maleren havde forskanset sig i sit helt private sorte hul efter den i hans øjne pinlige affære at være årsag til, at en udstilling med over hundrede kolleger skulle spoleres på grund af hans private pengeroderi. Så han reagerede ikke på brevet. Da de øvrige Syntese-folk blev oplyst om dets eksistens, var fristen overskredet. Et nyt eksempel: Ifølge Synteses talsmand, billedhuggeren Sten Krarup Jensen, blev der et par dage før fogedforretningens gennemførelse under et møde på udstillingen mundtligt indgået en aftale med Unibanks advokat om, at billederne var bankens efter udstillingen. Den aftale mener advokaten ikke at have indgået. Ingen af parterne lyver formentlig. Man fortolker bare samtalens indhold forskelligt. Eftersom kommunikationen ikke lykkedes, handlede magten udfra sit univers.

DER ER EN pæn portion provokationslyst gemt i den revolutionære kunstnergruppe Syntese, som ikke kan beskyldes for at have kørt sagen mildt op. Man kan have flere meninger om revolutionskunst. Men den aktuelle klagesags principielle vigtighed synes indiskutabel. Man kan ikke byde hverken Charlottenborg eller andre kunstformidlere og galleriejere arbejdsforhold, der aldrig giver vished for, at en udstilling kan hænge intakt tiden ud. Kreditorer har kløe i fingrene, og kunstnere er nu engang forgældede. At undersøge deres privatøkonomi forud for hver udstilling er lige så praktisk umuligt, som det er vanvittigt at hindre en kunstner i at udstille og dermed forsøge at sælge sine billeder.

Det er ikke just i disse tider på mode at stille spørgsmålstegn ved det bestående. Byrettens dom viser, at det heller ikke altid betaler sig. Syntese-folkene bør så meget desto mere roses for ikke bare at-læne sig tilbage. I selskab med øjeblikkets magelige flertal. Den sidste oprører er gudselov ikke klemt flad endnu. Og det kan da fortsat heller ikke helt udelukkes, at der eksisterer en retfærdighed, der er større end den bestående juras. Det er bl.a. op til politikerne at bane vejen for den.

dam