Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Ars bana 

SYNTESE ER, som det ligger i selve navnet, en gruppe af kunstnere, der kæmper for at skabe en helhed ud af enkeltdele. Det er et revolutionært, internationalt orienteret kollektiv, det ikke har tid til at pusle med de finere nuancer i åkandeme, som de selv har udtrykt det. På denne led er de i helt selvfølgelig opposition til den – i en helt anden forstand syntetiske – kunst, der dominerer væggene i de danske pengeinstitutter. Det er en glat og uangribelig for det meste konkret, men, når bølgerne går højt, facilt ekspressionistisk billedverden, der helst ikke skulle skræmme kapitalen og småsparerne væk. Blandt vrimmelen af stilarter er det vel egentlig muligt at tale om en særlig kategori, der kunne kaldes bank-kunst, konjunktur-kunst eller noget helt tredie. Ars banca – vita brevis.
Den slags kan Syntese ikke, og der er næppe stor sandsynlighed for at det billede, som de forleden iført nissehuer forærede Unibank – »Beslaglæggelsesforretningen på Charlottenborg 1989« – vil få en fremtrædende placering i pengeinstituttets lokaler. Det er for råt, og vil kunne give kunderne ubehagelige forestillinger om deres egen muligt truende og måske uafvendelige insolvens.
Baggrunden for dette historiske billede er den historiske retssag, som Syntese i to år har ført mod Unibank, fordi pengeinstituttet, der dengang hed SDS, i august 1989 gennede Kongens Foged ind på en kunstudstilling på Kongens Nytorv. Syntese’s udstilling på Charlottenborg hed »Den lange rejse«, og den stakkels pantefogeds opgave var på pengeinstituttets foranledning at gøre udlæg i den gæld, som maleren Flemming Vincent havde pådraget sig ved et fejlslagent forsøg på at drive restaurationsvirksomhed. Fogeden og politiet efterlod sig fire nøgne søm på udstillingen efter at have bortført bl. a. maleriet »Russisk roulette«, mens de måtte opgive at flytte en 300 kg tung skulptur med titlen »Portræt af et samfund«. Det »samfund« var uflytteligt, fordi man i hvert fald for to år siden ikke kunne få flyttemænd til at arbejde under politibeskyttelse.

ØKONOMIEN I SAGEN er tilsyneladende ikke det afgørende for banken, der på en auktion opnåede det latterlige beløb af 500 kr. stykket for to billeder med den ellers på det seneste ret indbringende signatur: Vincent. Det er selve princippet, mener banken, og det mener Syntese så sandelig også. Gruppen har hyret højesteretsadvokat Jørgen Jacobsen til at få banken til at betale 200.000 kr. i erstatning for beslaglæggelsen. Det er ikke pengene, men princippet, der er afgørende, mener gruppen, og på det punkt er den helt enig med Billedkunstnernes Forbund, der som mange andre har bidraget økonomisk til retssagen.
Dommen ventes afsagt engang i januar i Københavns Byret af dommer Morten Engler, og den imødeses med spænding af de fleste indehavere af ophavsrettigheder. Kernepunktet er naturligvis, om en udstilling kan betragtes som en kunstnerisk helhed, hvis droit moral, krænkes, når enkelte elementer af den fjernes, og kun de nøgne søm er tilbage på væggene i et væsentligt – næsten alteragtigt – afsnit af udstillingssammenhængen.
Jørgen Jacobsen har erkendt, at loven på området kan forekomme uklar, men ingen af hans vidner har et øjeblik været i tvivl om, at der var tale om et overgreb på udstillingsammenhængens moralske ret. Det er også indlysende.

MEN MÅSKE ER det en »Lex Vincent«, der er behov for. Eller en »Lex Jensen«, hvis vi nu skal se historisk på det. I august 1986 bad den fynske maler, Jan Jensen, den daværende kulturminister H. P. Clausen og den daværende formand for Folketingets kulturudvalg, Ingerlise Koefoed, om at ændre ophavsretsloven, fordi Kongens Foged havde »arresteret« for 170.000 kr. af hans malerier på grund af gammel gæld.
Siden er der vist ikke sket noget, og den aktuelle sag handler først og fremmest om et så flygtigt begreb som den kollektive ophavsret. Må man flytte et enkelt element i et udstillingsforløb, der er en integreret helhed med en revolutionær overskrift og en kunstners værk som et markant midtpunkt, hvori udstillingsforløbet oven i købet er markeret med pile. Her tænker vi selvfølgelig på den uflyttelige skulptur, der portrætterede »et samfund«, og den »russiske roulette«, som fogeden og politiet relativt ubesværet kunne bortføre.
Nej!
Principrytterne buldrer frem fra begge lejre med fældede lanser, og bankverdenen kan med en vis uflyttelig ret hævde, at den ikke har krænket nogen ophavsret, da den ikke har retoucheret på skyldnerens arbejde. Billederne blev fjernet få dage før udstillingens lukning (vel mest fordi banken frygtede at kunstneren skulle få dem fragtet ud af en bagdør), så det er vel næppe den store skade, der er sket.
Men princippet er da ligegodt stadig vigtigt. Det er vanskeligt at acceptere, at fogeden ikke også skal kunne fjerne gældstyngede kunstneres videomaskiner og materialer (der ofte er mere omsættelige end kunstværkerne), men det er uacceptabelt, at fogeden for et tåbeligt princips skyld skal kunne bryde ind i en helhed, der har defineret sit mål i selve navnet: Syntese.
De fire nøgne søm kræver satisfaktion, og den må oven i købet gerne være symbolsk. Byretsdommeren, der nu håndterer fogedforretningen har sin egen sunde fornuft og en række solide vidneudsagn at bygge på. og en rimelig afgørelse betyder måske, at det endnu engang ikke bliver nødvendigt at ændre ophavsretslovgivningen. Men det kan blive et krav fra både kunst- og bankverdenen at højere retsinstanser indrages, og så vil det på et tidspunkt blive et politisk problem.
Det er ikke normal praksis på denne plads at procedere i en uafsluttet retssag. Så alle anklager mod kapitalen og Ars Banca er hermed frafaldet og overladt til systemets eget uflyttelige selvportræt.
Men spørgsmålet er, om fogeder ikke også – ligesom flyttemændene – kan nægte at arbejde under politibeskyttelse, når arten af deres opgaver er åbenlyst imbecil.

Jak.