Tekstudtræk fra indscannet dokument:

FORBIFARTEN

■ Peter Øvig i retten

Malerierne som vendte hjem

Mens den høje landsret tænker over Syntese-sagen, er stridens æble trillet hjem til kunstneren, som ikke vil male mere for Unibank

Efter to dages retsmøder trak de tre ærværdige dommere i Østre Landsrets 5. afdeling sig i går tilbage for at dømme mellem kunst og kapital.

»En meget kompliceret sag,« kalder dommerne selv Syntese-affæren, som startede for godt tre år siden, da Unibank med fogedens hjælp tvangsfjernede fem kunstværker af maleren Flemming Vincent fra en udstilling på Charlottenborg.
Og mens dommerne lægger hovederne i blød på ubestemt tid, er fire af de omstridte kunstværker i al stilhed havnet hjemme hos Vincent.
»Unibanks advokat, Per Skelbæk, havde simpelthen glemt at forlænge pantet. Så nu står malerierne hjemme hos mig igen,« fortalte Flemming Vincent efter retsmødet i går.
Sammen med politiet og kongens foged mødte Unibank i sommeren 1989 op på Syntese-gruppens udstilling »Den lange rejse« på Charlottenborg og slæbte under stort hurlumhej afsted med fire af Vincents malerier plus hans 300 kilo tunge alterskulptur ‘portræt af et samfund’. Flemming Vincent skyldte Unibank penge, og derfor mente banken sig i sin gode ret til at negle hans værker fra udstillingen.
Siden solgte Unibank et enkelt af malerierne på sagførerauktion til en latterlig pris. Men selv om advokaten altså glemte de øvrige værker, har Unibank tilsyneladende ikke mistet interessen for Vincents kunst.
»De har tilbudt mig at slå en streg over min gæld, hvis jeg ville male seks nye billeder til dem,« fortæller Flemming Vincent.
Men Unibank ville – ifølge Vincent – have indflydelse på hans motivvalg, og det accepterer en fri kunstner naturligvis ikke.
»Det ville jo være fiduskunst, hvis banken skulle være med til at bestemme, hvad jeg skal male,« som Vincent siger.

Den missionske fornuft
Syntesegruppen tabte i januar en byretssag mod Unibank, men med hjælp fra Danske Billedkunstneres Forbund har de nu ført sagen videre ved Landsretten. Billedkunstnerne mener, det kan få helt uoverskuelige følger, hvis en kreditor rask væk kan pille billeder ned af væggen midt under en udstilling.
Tirsdag hørte landsdommerne kunstnernes vidner, og i går talte parternes to advokater hver deres sag – kunstens mod kapitalens.
Kunstnernes advokat Jørgen Jakobsen, hvis røde slips matchede kanten på den fornemme kappe, lagde ud med
at appellere til den sunde fornuft og »den rimelige ordning af det praktiske liv«. Og han støttede sig til en anekdote, han fandt i et juridisk skrift fra trediverne:
En indremissionsk familie bedyrer, at det ikke er i overensstemmelse med deres tro at arbejde om søndagen.
»Hvad så med køerne, skal de ikke malkes om søndagen?« bliver familien spurgt.
»Det har vi en bette vantro til at klare,« svarede den sundt fornuftige familie.
Jørgen Jakobsen har krævet 200.000 kroner i erstatning fra Unibank til Syntese, og i hans procedure argumenterede han for, at både almindelig sædvane og gruppens ophavsret var blevet alvorligt krænket.
»Vi har hørt næsten til lede fra vidnerne, at det er en uacceptabel ødelæggelse af en udstilling, hvis noget fjernes,« sagde Jørgen Jakobsen.
»Synteses udstilling var en fælles manifestation med et overordnet budskab, som det havde taget dem to år at stable på benene. Efter at Flemming Vincents værker var blevet fjernet var udstillingen helt amputeret – med pile, der pegede mod tomme pladser og tekster, som ikke gav mening.«
»Alle vidnerne har sagt, at man ikke kan leve med, at den praksis bliver lovlig. Ikke mindst bliver det svært for forgældede kunstnere at komme til at udstille. Og det er de fleste kunstnere i starten – hvis ikke dem alle,« sagde Jørgen Jakobsen, mens landsdommerne skottede til uret på væggen. Klokken nærmede sig tolv, og så skal dommere helst have deres frokost.

Banken som kunstner
Unibanks advokat, Per Skelbæk, der blev assisteret af bankens juridiske chef – en høj mand med H. C. Andersen profil og lange fingre, der i to dage udsøgte sig nye gajoler – mente Unibank havde været i sin bedste ret. Banken havde fogedretten i ryggen.
»Vi foretog ikke selvtægt, men gik netop til domstolene med sagen,« sagde Per Skelbæk. Advokaten fortalte, at Unibank i pressen var blevet opmærksom på udstillingen, hvor Vincents værker »fik pæn omtale og derfor måtte antages at have en vis værdi.«
»Vi havde al mulig grund til at komme ud af starthullerne og få hentet billederne på udstillingen. Det kan man se af det faktum, at det var nødvendigt med politibeskyttelse under afhentningen. Kunstnerne havde ikke respekt for de lovlige myndigheder og modsatte sig både politiets og fogedens tilstedeværelse. Vi ville aldrig have fået fat i malerierne, hvis ikke vi havde hentet dem, mens vi vidste, hvor de var.«
løvrigt mente Per Skelbæk ikke, det »er værre for en kunstudstilling at få fjernet værker, end det er for så mange andre at få afhentet noget, de disponerer over.«
Advokaten mente heller, at ophavsretten var krænket:
»Ophavsretten beskytter kunstneriske, ikke-materielle værdier. Men banken foretog netop ikke en kunstnerisk handling.«
Og sådan et argument har jo unægtelig en rørende charme.

RETUR – De omstridte Syntese-malerier, som Unibank hentede fra en udstilling, nu igen hjemme hos kunstner Flemming Vincent (t.v.), der her venter foran Landsrettens 5. afdeling sammen med kollegaen Per Johan Svendsen.

Foto: Ernst Nielsen