Syntese fører sag til tops. Omtale (Retssag. Den lange rejse, Charlottenborg, København 1989). Per Dabelsteen. Politiken.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
Syntese fører sag til tops
Kunstner tabte retssag til SDS men sammenslutningen vil kæmpe videre
Af Per Dabelsteen
ARRANGØRER af kunstudstillinger venter i spænding på udfaldet af en retssag, der skal afgøre, om det var lovligt at beslaglægge og fjerne fire malerier og en skulptur fra en kunstudstilling på Charlottenborg 3. august i fjor.
Det var billedkunstneren Flemming Vincent, der under stor tumult fik fjernet værker af kongens foged på begæring af Sparekassen SDS. Fogedretten gav SDS medhold i, at værkerne kunne beslaglægges og fjernes til dækning af en gæld på flere hundrede tusinde kroner, som Flemming Vincent har i SDS efter en konkurs med en restauration.
Flemming Vincent lagde efterfølgende sag an mod SDS, men tabte sagen i Landsretten. Kunstnersammenslutningen Syntese, der stod bag udstillingen ’Den lange rejse’ på Charlottenborg, har imidlertid også anlagt sag mod SDS.
— Vi mener sagen har principielle aspekter. Der var tale om en kollektiv udstilling, og fjernelsen af de fem værker ødelagde helheden. Vi vil derfor have afprøvet det lovlige i fremgangsmåden. Et er at tage pant i et kunstværk, noget andet er efter vor mening at fjerne det fra en igangværende udstilling, siger Steen Krarup Jensen fra Syntese.
Både Syntese og bestyrelsen for Charlottenborg har rettet henvendelse til Kulturministeriet for at få en vurdering, men ministeriet har med henvisning til retssagen afvist at udtale sig. I henvendelserne til ministeriet peges der på, at en lovændring kan blive aktuel.
— Hvis vi taber sagen, bliver konsekvensen den, at arrangører af kunstudstillinger fremover på forhånd må udspørge hver enkelt udstiller om deres privatøkonomi. Ellers kan man jo risikere, at en udstilling ødelægges ved beslaglæggelser. Det er helt uholdbart. Derfor vil vi prøve at få sagen ført helt til tops i systemet, siger Steen Krarup Jensen.
Foreløbig kører sagen ved Københavns Byret, men Syntese prøver nu med advokat Jørgen Jacobsens hjælp at få sagen flyttet til landsretten, så der bliver mulighed for en evt. appel til Højesteret.
Først om et halvt års tid kan det første egentlige retsmøde ventes, men indtil da vil Syntese prøve at få debat om sagen. Én støtteindsamling er startet og sammenslutningen har købt aktier i SDS, således at man kan få adgang og lejlighed til på sparekassens generalforsamling d. 13. marts at få en diskussion om sagen.
— Et barokt aspekt ved hele sagen er i øvrigt, at udstillingen på Charlottenborg var finansieret via en kassekredit i SDS, siger Steen Krarup Jensen.