Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Kunsten må gå til venstre!

SYNSPUNKT

Af Per Johan Svendsen

Mennesket er normalt udstyret med æstetisk sans og abstraktionsevne, som gør at vi uafbrudt får associationer, oplevelser og fornemmelser af forskellig karakter. Det er disse egenskaber, der spontant sætter os i stand til at fantasere ud over den erkendte viden, de materielle behov og de sociale mønstre som vores liv formes af.

Efter fascinationen over forskellige oplevelser melder spørgsmålet sig altid, hvorfor? I de fleste tilfælde må betragteren alligevel opgive en større analytisk indsats. Det forholder sig sådan, at vi hele livet igennem bliver gennem-bombarderet med med sanse- og synsindtryk i form af modsigelsesfyldte strukturer, systemer, bevægelser, forandringer, farver, lyde og lugte.

Normalt vil vi i hverdagen hurtigt bare karakterisere disse hændelser med begreberne naturbegivenheder og samfundsoplevelser. Men sandheden er jo, at det er vældige udsnit af materien, som mennesket på forskellige måder og under forskellige samfundsmæssige forhold må bearbejde. Vore begreber og vore talemåder slår ganske enkelt ikke til, når vi skal forklare samspillet mellem mennesker og materie.

Det er her, kunsten kommer ind. Kunstens umiddelbare indfaldsvinkel og opgave er ikke bare at fortolke tingenes indhold, men også at systematisere og analysere de former, de fremstår i, sådan som de optræder for os gennem sanserne. Det er på det grundlag, at form, indhold og æstetik skal kædes sammen.

Hele den moderne kunsts gennembrud er et glimrende eksempel på dette. Omkring slutningen af forrige århundrede skulle de lænker, som borgerskabet havde indespærret og monopoliseret kunsten i, sprænges. Tiden var moden til, at kunsten skulle orientere sig bredere, mere videnskabeligt og kritisk. Borgerskabets nationalromantiske guldalderkunst og salonfims blev latterliggjort, og en brutal blotlæggelse af den samme klasses prestige, penge og magtinteresser var en realitet.

Inden for de eksakte videnskaber var man i gang med opdagelserne af de abstrakte lovmæssigheder inden for atomfysik, lysets bevægelsesmønstre, materiens og universets strukturer og matematikkens systemer. Desuden udviklede den kapitalistiske masseproduktion sig med eksplosiv hast. Det var på denne baggrund, at en del af den moderne kunsts selvforståelse blev, at alt skulle gå vældig stærkt.

Der gik ikke en dag, ikke et minut, hvor der ikke blev opdaget nye sammenhænge mellem æstetik, form og funktion. Arkitektur og funktionalisme, musik og nye nodesystemer, teater og visualisering, billedkunstens opdagelse af nye billedgrundformer og teknikker, nye sprogformer i litteraturen og så videre.

Den vigtigste opdagelse for modernismen var, at mennesket i sit arbejde og i sit øvrige virke kunne være sig stadig mere bevidst i sin æstetiske bearbejdelse af materien. Det var ganske enkelt et brud på borgerskabets kulturmonopol.

Men netop dette stormløbs første sejr overfor et reaktionært borgerskab skyggede i virkeligheden for dybe og grundlæggende modsigelser i modernismen selv. Eksperimentet for eksperimentets egen skyld blev en del af bevægelsens ideologiske grundlag, samtidig med at der fandtes en tydelig foragt for det materielle liv, sådan som det formede sig for millioner af undertrykte arbejdere. Det parløb, som kunsten gennemførte sammen med videnskabelige kredse, gjorde, at kunstnerne meget let havnede i et åndshovmod, der betød, at de på længere sigt blev et let offer for en ny ’tilpasset moderne reaktion’.

Modernismens foragt for tidligere tiders naturalisme og realisme førte kunstnerne over i en historieløshed, som har vist sig at være fatal for modernismen selv. De opfattelser, der lå til grund for opgøret med reaktionen, er ironisk nok blevet til nye lænker for kunsten.

Den revolutionære avantgardes første stormløb mod konservative kunst- og kulturopfattelser blev tidligt splittet mellem en idealistisk marxistisk kontra en mekanisk marxistisk retning (surrealisme mod socialrealisme). En splittelse og et brud, som aldrig blev lægt, og hvor forbrødringen kun er sket i spontane øjeblikke – senest i 60’erne og 70’erne, men disse forsøg har kun været overfladiske.

Samtidig og temmelig paradoksalt er den samfundsmæssige udvikling, når det gælder brug af æstetiske virkemidler, ufortrødent galoperet videre i højt tempo. I den forstand har modernismen sejret sig til døde. Man skal ikke glemme, at det meste af det design og den smagsnorm, vi bruger i dag, bygger på den tidlige avantgardismes indsats.

Visuel information, visuel behandling og visuel kommunikation ser vi for eksempel anvendt i det tegnsprog, som bruges i trafikkoordinering – og i det hypermoderne symbolsprog, som reklamen effektivt formidler. Denne branche bruger dimensioner, kompositioner og overraskende momenter, der ikke står tilbage for fordums avantgardister. Man har overhalet modernismen indenom.

Kunstnerne af i dag er på denne baggrund blevet et halehæng til den historiske udvikling, forvirrede ud over alle grænser. De er kastet ud i en situation, hvor de ædes op af den individuelle konkurrence. De løber med lukkede øjne ind i de kunstinstitutioner, som i deres ydre opretholder et skær af moderne avantgardisme, men som reelt er ærkereaktionære og kommercielle organer.

Den praksis, de fleste gallerier og de statskapitalistiske kunstinstitutioner udøver, er i realiteten et groft misbrug af kunstnere. Disse apparater går i spidsen i bestræbelserne på at føre en del-og-hersk politik, for at underbetale kunstnerne og for på ny at spærre kunsten og æstetikken inde i de fine saloner.

Modernismen har altid haft to iboende uforenelige ideologiske hovedretninger i konstant og uforsonlig kamp. Den ene er den, der har ønsket borgerlig anerkendelse, og den anden er den, som har ønsket radikal revolutionær forandring. For øjeblikket har en borgerlig og reformistisk ideologi klart overtaget i de kunstneriske kredse – senest i form af postmodernismen.

Af den modernisme, som i sin tid propaganderede for sandhed og forandring, er der kun tågesnak tilbage. Kunsten må, hvis den vil bryde med denne tilstand, gå til venstre for igen at genskabe muligheden muligheden for et nyt stormløb mod de reaktionære og finkulturelle bastioner. Kunsten har altid været centralt placeret i de ideologiske kampe, og det er et ansvar, som den må være sig bevidst – alternativet er, at den bruges koldt og kynisk af reaktionen.

Kunstnerne må op på mærkerne og blande sig i den politiske kamp. Det kræver i første række opgør med ‘Ligegyldighedens traume’, som præger mange fra de ‘postmodernistiske’ generationer.

Tegning: Per Johan Svendsen