På https://www.etlilleland.dk/indspilninger kan sangen høres og tekst og noder hentes.

Østjyde har skrevet årets danske sang

Af Annette Andersen

Det er langt ude på landet. Midt i det blide østjyske landskab. To fasaner suser hen over en gårdsplads, forbi hoveddøren, smykket med fasan og andre fugle. Her bor manden bag en ny fædrelandssang.
Billedhuggeren, revy- og tekstforfatteren Steen Krarup Jensen vandt sammen med komponisten Jakob Freud-Magnus kategorien fædrelandssang i »årets ­danske sang« i Spil Dansk konkurrencen.
Komponisten er søn af tyske indvandrere, tekst­forfatteren en københavner, der har slået rod i det ­østjyske.
»Jakob, der er anden generations indvandrer spurgte sin far, hvorfor de blev i ­Danmark og fik svaret: Fordi vi fik børn, og så groede vi fast. Vi skulle måske lave om på »I Danmark er jeg født« og i stedet skrive »I Danmark har jeg født«, for det er ­børnene, der får én til at slå rod. Det er også årsagen til, at vi er blevet i Østjylland«, siger Steen Krarup Jensen.

En sang, der samler
Den bundne opgave i konkurrencen var at skrive en fædrelandssang. Et ambi­tionsniveua, der kunne virke skræmmende, men kom­ponist og tekstforfatter har arbejdet sammen før, også om fædrelandsange.
»Han sender mig melodien, og så hører jeg den igen og igen. Jeg hører den, når jeg sidder her i køkkenet og drikker min morgenkaffe, og så har jeg den i øret, når jeg går ud i skoven eller en tur langs vandet. På et eller andet tidspunkt kommer der nogle linjer« fortæller Steen Krarup Jensen.
Den ene linje tager hurtigt den anden. Det svære er at vælge.
»Det kan blive bedre, ­tænker man, og bliver ved og ved. Pudsearbejdet fortsætter lige til, man når ­kvalmestadiet, og så er den færdig«.
Resultatet er med dommerkomiteens ord en fædrelandslandssang tilsat dansk lune. Den »tager et kærligt aftryk af Danmark, af dansk kultur og den danske ­folkesjæl.« Og den kærlige tone er ifølge tekstforfatteren bevidst:
»Hvis det er en sang, vi skal synge sammen, skal det ikke være noget, der får nogen til at blive røde i ­kammen. En fædrelandssang er for alle, og jeg skriver om det, jeg kan lide ved ­landet. Man kommer jo til at holde at holde af det, af ­landskaber og særtræk. Man er jo dansk, når man har boet her hele sit liv.«
Steen Krarup Jensen revser gerne sin samtid, eksempelvis tidens forbudstendenser, men vælger i fædrelandssangen at fokusere på det, der samler.
»Selv i dag efter, at fjern­synet har bombarderet os med søbemad i så mange år, er der stadig en væsentlig kulturel og sproglig forskel mellem en landsby ved ­Thisted og Nørrebro, som gør at folk faktisk har svært ved at forstå hinanden. Det er imponerende, at der kan være så stor forskel i så lille et land. Da jeg flyttede hertil, talte jeg københavnsk, og jeg oplevede, at folk sagde »hva’r?«, men det mest ­imponerende var at opdage, at når man siger noget til folk ude på landet, så husker de det flere år senere. Også selv om jeg måske bare sagde noget for at sige noget og for at udfylde en pause. Det var et chok.«

Lyden af sten
Det er flere år siden, at billedhuggeren kastede sig over skriveriet. De senere år har skriveret taget over på grund af en skade i den ene arm.
»Billedhugning giver en god jordforbindelse. Specielt stenhugning. Der kan man virkelig mærke, at man har fødderne på jorden. At skrive er en helt anden proces. Det giver luft under vingerne. men jeg håber stadig at jeg bliver i stand til at hugge i sten igen, for bare lyden….«
Steen Krarup Jensen skrev sine første revytekster til Vigga og Christoffer Bro i Mogenstruprevyen midt i 80erne. Senest har han ­skrevet til Op i revyen med operaens »Der er intet nyt under kjolen«, der netop i dag spiller i Ebeltoft. På vej ud i lyset er også nogle børnerim, der har ligget i en skuffe i flere år:
»Jeg skriver alt. Lige fra børnerim til reklamer og taler for folk, der ikke kan skrive selv. Så længe jeg kan stå inde for det, kan jeg ­skrive stort set hvad som helst,« siger Steen Krarup Jensen.
Han satser på at være i København, når sangen ­bliver uropført af DR Underholdningsorkesteret og pigekoret 25.oktober, men mest af alt håber han på, at sangen bliver sunget.
»Næste år er udnævnt til sangens år, og det er godt, for det er synd, at fællessangen er gået i glemmebogen. Man sidder der til bryllupper og begravelser og pipper. Selv selskabssange ender i pipperi med mindre, der er nogle, der virkelig kan synge.«