Tekstudtræk fra indscannet dokument:

INFORMATION ONSDAG 9. AUGUST 1989

Vi kunne da sagtens male åkander

Men den vilde kunstnergruppe Syntese, hvis Charlottenborgudstilling Den Lange Rejse er blevet grundigt kritiseret i medierne, vil ikke hænge over blankpolerede flygler i Hellerup og mener iøvrigt at have vinden i ryggen: I 90erne vil der uundgåeligt, mener gruppen, komme et oprør mod 80ernes nyliberalisme, overfladiskhed og selvtilstrækkelighed

Af HANNE DAM

Med hele den styrke, der ligger i at opleve sig selv som et højeksplosivt centrum for en kommende, sejrende bølge –en ny venstreopposition – og med al den selvtillid, der ligger i overbevisningen det er os, der kan se, og de andre, der er blinde, griber kunstnergruppen Syntese med kyshånd en tilbudt lejlighed til at give Informations anmelder Bent Irve svar på tiltale i anledning af hans kritiske anmeldelse af gruppens udstilling »Den Lange Rejse« på Charlottenborg.
Opmuntret af et besøgstal på omkring 15.000 og en markant opbakning indenfor kunstnermiljøet – gruppen voksede under planlægningen af »Den Lange Rejse« fra en kerne på ti malere til et hundrede deltagere – trodsede Syntese i et kort indlæg i lørdagsavisen traditionen om, at kritikeren har det sidste ord.
Eftersom indlægget boblede af meddelelsestrang, og landskabet mellem kunstner og kritiker kan betegnes som et journalistisk set forsømt mineområde, er denne artikel et forsøg på at gengive en samtale, som blev ført med malerne Per Johan Svendsen og Flemming Vincent indimellem arbejdet med at pille »Den Lange Rejse« ned.
Kunstnergruppen Syntese blev dannet i 1982 af foruden Vincent og Svendsen kunstneren Steen Krarup Jensen.

Og så er han borgerlig…
Kunstnerne i Syntese beskylder først og fremmest Bent Irve for at gå på kunstudstilling med solbriller på. Manden kan i hvert fald ikke se, fastslår gruppen. Og hvad værre er – han er borgerlig. Det er nu forresten den øvrige anmelderstand herhjemme også, mener gruppens talsmænd. Men at Information af alle aviser lader »finkulturelle smagsdommere« forurene spalterne…
»Der må være et oprør på vej i den ellers progressive redaktion«, håber kunstnergruppen.
Bent Irve tillod sig i sin anmeldelse den 18. juli af »Den Lange Rejse» at fastslå, at udstillingen tog sig ud som en »mellemting mellem et billigt varehuS og et gøglermarked.« Ligesom han under overskriften »Syntesen, der udeblev« anklagede gruppen for at sætte budskabet, ikke udtrykket i høj sædet: »Den kunstneriske fordringsfuldhed kan man godt glemme hjemme, for her er meningsudsagnene vigtigere end den form, de får«, skrev han.

Kunst er et våben ikke en sovepude
Kunstnergruppens værker karakteriseres af Irve som fortællende realisme. Såvel malerier som skulpturer er præget af et stærkt samfundsengagement og følelse for al form for undertrykkelse – det være sig vilkårene for den danske arbejder, den ecuadoreanske indianer eller truede samer. Selv siger gruppen, at den sagtens kan male åkander. At alle medlemmer er skolede og i stand til eksempelvis at male de abstrakte billeder, der giver adgang til gode anmeldelser, solide indkomster og hvide vægflader over flyglerne i Hellerup.
Men som Flemming Vincent, aktuel fra den forløbne uges fogedforretninger på Charlottenborg, præciserer: »Det er vi ikke interesseret i. For hænger man først der, er man blevet til tapet og investering. For os er kunst et våben. Ikke en sovepude. Vi pisker kunstnerne op til at tage et ansvar for samfundsudviklingen.«
Per Johan Svendsen: »Hele kunstmiljøet er blevet borgerliggjort i den forstand, at man siger: »Vi maler kun abstrakt.« »Kunst er ikke politisk.«
»Bent Irve pådutter os at være indsnævrede i vores kunstopfattelse. Men vi er lige det modsatte: Vi har tværtimod lavet en kæmpesyntese på Charlottenborg. Vi gider ikke lave den samme fadæse som de dogmatiske socialrealister og rummer derfor også det abstrakte. Har Irve overset det? Vi har det hele med: Kunst tilbage til minimalisme, til de sovjettiske konstruktivister – surrealister og socialrealister. Vi kæmper for at præstere en ny syntese af politisk og eksperimenterende kunst.»

Vi kommer også op over flyglerne
– Hvorfor er det borgerligt at male abstrakt?
Vincent: »Det behøver det heller ikke at være, men borgerskabet har taget den abstrakte kunst til sig. Og så mister kunsten sit bid. Vi vil garanteret også komme op over flyglerne, hvis vi holder ud længe nok.«
»Se på avangardisterne, de var revolutionære, men blev siden taget til sig af borgerskabet. Dengang Picasso startede, var det abstrakte en progressiv erfaring, som borgerskabet i første omgang vendte sig imod. Se på Cobrafolkene, de var erklærede marxister. Dadaisterne var antiborgerlige osv.«
– Irve beklager, at I prioriterer meningen over udtrykket. Gør I det?
Vincent: »Nu skal du høre: Vi inviterer en masse mennesker herind, fordi vi vil lave en stor installation: En sammenføjning af de enkelte værker til en lang fortælling med ord og pile imellem billederne. Såkaldt »fin« kunst hænger måske ved siden af grafittimaleri. Der er ikke udøvet censur overfor udstillerne.«
– Men de er vel inviteret udfra et kriterium?
Per Johan Svendsen: »Udfra et ønske om liv og forskellighed. Og så skal de afgjort male godt.»
– Og I mener ikke, at den “fine« maler desavoueres af den vrede sprøjtemaler?
Vincent: »Nej, hvorfor dog det? Folk er da ikke dumme. De kan da sagtens se, hvad der er god og dårlig kunst. Men det er ikke det vigtigste i denne her forbindelse. Det er her Irve bliver borgerlig: Han vil have, at tingene skal se ud på en bestemt måde. Han vil kun have det fine, vi kan gå og smage på i timevis.»

Vil servere det store kolde bord
– Det er altså ikke vigtigt for jer at vise færdigheder af høj kvalitet?
»Jo. Jo. Men det vigtigste er, at tilskueren får den store, følelsesmæssige oplevelse. At form og farve vælter ud af væggene og gennemryster kroppen. Så skal budskabet såmænd nok bundfælde sig.
« Per Johan Svendsen: »Vi har arbejdet i Latinamerika og er under stærk indflydelse af bl.a. latinamerikansk litteratur: At besøge vores udstillinger må gerne være lige så mangfoldigt, oprørsk, liderligt osv. som at læse Marquez’ romaner. Man får ikke  serveret på en lille tallerken: Man får det store kolde bord.»
»Vi har gæster, der har gået her i timevis, og som fortæller, at de blev deprimerede, da de kom herind. Men som ikke desto mindre svævede ud på enlyserød sky. Ligesom når man ser en god film. Så siger man: Nu skal jeg….« Man bliver simpelthen engageret.«
– Hvad vil SYNTESE?
Vincent: »Forandre verden til en bedre, hvor økonomien ikke styrer hele lortet. Der står alt for store økonomiske tab på spil for de magthavende grupper til, at de tager det første skridt. Man skal ikke vente, at andre end befolkningen selv siger stop for eksempelvis krig og forurening.»
»Billedkunsten har altid været et spejl, der blev holdt op for befolkningen. Det, der sker i morgen, det maler vi i dag. Så hvis ikke vi ruster op…»

Vil ikke ligge på maven
Per Johan Svendsen: »Vi gider ikke ligge på maven for anmelderne. De tror, at de skal bestemme, hvem der skal være både konge og pave. De mener, de er herrer over, hvad der skal overleve, og hvad der skal dø. Og hvordan billedkunsten skal udvilde sig.» I virkeligheden befinder de sig stadigvæk på Skagensmalernes niveau. De vil have et kunstnerrniljø med bohemer og intriger og er fuldstændig uinteresseret kunstnernes samfundsmæssige engagement.«
»Vi mangler nogle løver, der som Brandes i sin tid under kultturradikalismen tør gå imod den vedtagne norm. De kritikere, vi har i dag, vælter sig allesammen – måske lige med undtagelse af den iøvrigt ikke ukritiske Gunnar Jespersen – rundt i den samme pærevælling: Flotte farver. Og så går vi hjem.»
– Det hele skal bare være æstetisk?
»Simpelthen. Kritikken bygger på nogle borgerlige, udhulede myter om, hvad moderne kunst er. Og jeg er slet ikke enig i, at kunstnere altid er oprørske. Her i 80erne er vi blevet enormt tilpassede. Det borgerlige samfund har taget den moderne kunst til sig. Fabrikledelsen køber ind og hænger op, og malerne maler, som de aldrig har malet før. Men det har kostet frækheden for manges vedkommende.«

Vil udefylde det ideologiske tomrum
– Hvorfor brugte I ikke jeres pressemøde til at informere om jer selv?
Vincent: »Altså: Der stod et bord med nogle saltstænger og noget at drikke. Ellers skete der med vilje ikke noget som helst.»
– Irve bebrejder jer, at I, der har så mange meninger, ikke gjorde rede for dem?
»Det gjorde vi ikke, fordi vi mener, han skal åbne sine øjne og gå ind og se udetillingen. Han efterlyste, at vi skulle sætte os ned og besvare spørgsmål. Sikke noget pjat. Vi er billedkunstnere. Det er ikke sproget, det handler om.«
– I mener, billeder og skulpturer taler for sig selv?
»Helt afgjort.»
– Hvad bygger I den optimisme, der bobler ud af jer, på?
Per Johan Svendsen: »På den indflydelse, der ligger i at have en bred opbakning. Vi har fået kontakt med en masse kunstnere, der længe har været frustrerede over udviklingen i 80ernes danske kunstmiljø. På en måde har vi skabt en ny venstreopposition i dansk kunst. En opposition, som omfatter gamle maoister, trotskister, anarkister, VS’ere – ja helt op til socialdemokrater.»
»Vi er mange, der beklager det ideologiske tomrum i dansk kunst. Al den overfladiskhed, postmodernisme og pis og papir. Den går ikke i 90erne. Interessen for den her udstilling viser, at vi har ramt rigtigt.«
»Folk prøver at forstå udviklingen i samfundet, men får et stadig ringere liv som følge af nedskæringer. De er modtagelige for den kampvilje og fantasi, vi kommer med«, siger Per Johan Svendsen.
»Jeg er overbevist om, at der i 90erne vil komme et nyt oprør imod nyliberalismen, individualismen, selvtilstrækkeligheden osv. Det må nødvendigvis komme.«

MALERE KØRER KANONEN I STILLING – Per Johan Svendsen og Flemming Vincent fra kunstnergruppen Syntese giver den danske anmelderstand skudsmålet »borgerlig«. »Vi kan ikke bruge kritikerne til noget«, siger de (Foto: Ernst Nielsen)

Kunst er ikke en diæt for eliten

Hvis vi skulle udstille efter Bent Irves kriterier, ville Charlottenborg hensygne, siger bestyrelsesformand
Bestyrelsesformanden fod Udstillingsbygningen på Charlottenborg, maleren Henning Damgård-Sørensen, lægger ikke skjul på, at han, hvis han sad i censurkomiteen, ikke ville give ret mange af kunstnergruppen Syntese’s medlemmer adgang til Charlottenborgs forårsudstilling.
»Jeg ville nok kassere flertallet af de billeder, der var med på udstillingen »Den Lange Rejse.« Ikke desto mindre opfatter jeg det show, gruppen har lavet her på Charlottenborg som en vigtig kulturel manifestation«, siger han til Information.
Vilkårene på Charlottenb,org er, at lokalerne lejes ud til faste grupper som PRO og Corner, suppleret af en udstillingsaktivitet, som hvert år fastlægges af bygningens bestyrelse.
Henning Damgård-Sørensen beklager, at Charlottenborg kun har kunnet give Syntese 40.000 kr. til gruppens udstilling.
»Jeg vurderer ikke »Den Lange Rejse« udfra en normal kunstudstillingssammenhæng og vil ikke udelukke, at der kan findes energier i det her samfund, som jeg ikke kan få øje på. Jeg synes, Syntese er af stor vitalitet og bl.a. er væsentlig, fordi den stiller det relevante spørgsmål: »Hvad er kunst?» I modsætning til Bent Irve anser jeg nemlig ikke kunst for at være smørsmagevirksomhed. Eller en diæt for eliten. Kunst er en folkelig proces, der handler om energi og engagement.»
»Hvis vi skulle udstille efter Bent Irves kriterier, ville bygningen hensygne», mener Damgård-Sørensen. Henning Damgård-Sørensen fremhæver desuden det væsentlige i, at en utraditionel udstilling som »Den Lange Rejse» trækker et andet end det sædvanlige publikum ind i bygningen.

dam

HENNING DAMGÅRD-SØRENSEN – Billederne ville ikke slippe igennem censuren på forårsudstillingen (Foto: Ernst Nielsen)