Spalteplads. Debatindlæg. Thomas Thurah. Information.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
Debat
Spalteplads
DA NU Peter Laugesen er gået i gang med at bringe orden i tingene, i Chinatown og i litteraturkritikken: Det er ikke rigtigt, at »ingen andre har sagt et kvæk« i anledning af Søren Ulrik Thomsens artikel om kunstnere, kritikere og anmeldere (i nævnte rækkefølge). Informations kronikredaktør valgte ikke at trykke en kronik, jeg har skrevet dels som en replik til Thomsen, dels som en videreføring af diskussionen. Det skal redaktøren nu ikke høre for; Information har andre forpligtelser end de litterære.
Men Laugesen skal ikke fortvivle, for debatten behøver ikke at ende hér. Litteraturmagasinet STANDart lægger gerne spalteplads til, vi har nemlig – i modsætning til et dagblad – ingen andre forpligtelser end litteraturen.
Invitationen gælder ikke bare »tvangsironikeren« Peter Laugesen (men selvfølgelig også ham), men også Per Johan Svendsen, som tørster efter at iklæde Søren Ulrik Thomsen en dosmerhat, fordi han »har været en del af den kunstneriske højrefløj« og tilmed har fortiet det i seks år (!). Thomsen er selvfølgelig også velkommen, med eller uden hat og med eller uden sin »standhaftige tinsoldat«, Hans Richard.
Alle interesserede kan blot sende deres bidrag til nedenstående adresse inden den 5. februar.
THOMAS THURAH
Redaktør af Litteraturmagasinet STANDart
Dronning Margrethesvej 59,
8200 Århus N