Politi fjernede hans maleri. Omtale (Retsag. Den lange rejse. Charlottenborg 1989, København). Kurt Dahl. Land og Folk.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
4. august 1989
INDLAND
Politi fjernede hans maleri
Syntese-kunstnerne forlanger erstatning: politi og foged fjernede med magt malerier på Charlottenborg
Af Kurt Dahl
Et dusin uniformerede betjente assisteret af et par civile kolleger afhentede torsdag eftermiddag fire af maleren Flemming Vincents værker på udstillingen »Den lange rejse« på Charlottenborg i København.
Det var Sparekassen SDS, som via fogeden ønskede at få indkrævet en del af sit tilgodehavende hos Vincent.
Tre minutter efter et møde i Københavns fogedret kl. 12.00 ankom politistyrken sammen med fogeden, Annette Burkø, til Charlottenborg, hvor kunstnerne lod dem passere.
– De strøg ind og pillede mine billeder ned, meget professionelt. De prøvede også .at manøvrere min skulptur med, fortæller en chokeret Flemming Vincent til Land & Folk.
Forinden havde et andet medlem af Syntese, maleren Jens Jørgen Thorsen energisk forsøgt at smide fogeden ud igen, fordi hverken hun eller politiet jo »havde betalt entré«.
Ved udgangen opstod der håndgemæng, da en del af de tilstedeværende medlemmer af Syntesegruppen, der ialt tæller ca 100 kunstnere fra ind- og udland, ville forhindre politiet i at stikke af med billederne.
En herboende, norsk kunstner måtte demonstrere noget af den balletkunst, han lærte som helt ung, for ikke at blive trampet ned af politiet.
Om den usædvanlige foged-happening siger Per Johan Svendsen fra Syntese-gruppen:
– Det er ligesom, hvis politiet skred ind og fjernede tubaen midt i symfoniorkestrets koncert. Ordensmagten har jo ødelagt vores udstilling!
Kunstnerne havde i flere dage været klar over, at noget var i gære. Fogeden stillede op tre gange, inden hun altså i går fik arrangeret møde i retten og dermed formel lov til at hente hjælp hos politiet i den spektakulære gældssag.
– Sparekassen SDS og deres advokat, højesteretssagfører Per Skelbæk, har virkelig vist, at de har sans for happenings, siger Flemming Vincent. At politiet har det, vidste man jo i forvejen, tilføjer han.
– Selv SDS har åbenbart opdaget, at det her er en fremragende udstilling og én af deres »klienter«, aItså jeg, har succes med sine billeder, siger Flemming Vincent, der egentlig godt vil vide, hvad politiet og SDS nu agter at stille op med hans værker.
Syntese-gruppens udstilling, der slutter på søndag og er én af de mest bemærkelsesværdige politisk orienterede udstillinger af sin art i mange år i hele Nordeuropa, må nu undvære Vincents billeder.
– Udstillingen er ødelagt, helt klart. Vi opfordrer folk til at komme og se med egne øjne. De kan trygt komme, politiet ér gået igen. Men vi bliver da nødt til at overveje en erstatning fra politiet og SDS på det her, siger Per Johan Svendsen.
Maleren Flemming Vincent foran den tomme væg, hvor et af hans billeder hang. Nu hænger det hos politiet, fogeden – eller SDS. (Foto: Nordfoto).