Fra ide til virkelighed. Fra bogen Lidt om Herfra min verden går. Chris, Anders og Hanne Hansen. Hou Skole. Primo december 1993.
Hvis ingen PDF bliver vist nedenfor, så prøv at opdatere siden.
Eller download filen (åbnes i nyt vindue).
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
FRA IDE TIL VIRKELIGHED
Den første strøtanke om at få gjort Hou Skole mere spændende kom frem på et fremtidsværksted, som skolen holdt i februar 1992. Her deltog interesserede forældre, lærere, skolebestyrelsen og Jette Egholm, der endnu ikke var tiltrådt som skoleinspektør. I september måned samme år blev der arbejdet videre med ideen på en pædagogisk dag, hvor lærere og skolebestyrelse deltog. Her blev der nedsat en initiativgruppe med Bente Jensen fra skolebestyrelsen som projektleder. Gruppens øvrige medlemmer var Jann Worm og Kitte Hay Jørgensen fra skolebestyrelsen, inspektør Jette Egholm samt en repræsentant fra Hou Kulturcenter.
Gruppen påtog sig arbejdet med at gå videre med den spæde ide.
Initiativgruppen tog kontakt til skulptør Steen Krarup Jensen i Fensten, der fandt ideen bag »Herfra min verden går« mere end spændende. Han kontaktede sine kolleger i kunst- og kulturgruppen Syntese, der ikke et øjeblik var i tvivl om, at projektet havde deres interesse. Den første ansøgning til Kulturfonden (også kaldet Højlundfonden efter formanden) blev sendt den 31. oktober 1992. Initiativgruppen var kommet frem til et budgetudkast på 500.000 kroner, som den bad fonden støtte ideen med. Men Kulturfonden ønskede ansøgningen udbygget, inden der kunne blive tale om at sende penge til Hou.
Det skortede ikke på lokal interesse og støtte til projektplanerne. Blandt andet meddelte Egmonthøjskolen, Lokalhistorisk Arkiv, Odder Museum og menighedsrådene for Gosmer og Halling, at de fandt ideen god og ville bakke op med støtte og arbejdskraft. Efterhånden som initiativgruppen, der nu havde tæt kontakt til Syntese via Steen Krarup Jensen, fik arbejdet videre med ideen, voksede tallene i budgetudkastet til 700.000 kroner. Kunstnerne havde, inden den næste ansøgning blev sendt sidst i januar 1993, besøgt skolen og egnen, der viste sig at være et sandt historisk skatkammer.
Men Kulturfonden lod sig ikke sådan overliste af gode ideer og pengekrævende projekter. Fonden fandt ideen interessant og gav tilsagn om at ville støtte med 50 procent af det totale beløb, hvis skolen selv fik samlet 150-200.000 kroner ind. Ligesom Kulturfondens støtte afhang af, at projektet skulle være afsluttet inden udgangen af 1993.
Flemming Vincent, maler:
– En skole egner sig fint som udstillingssted. Den ligger jo lige midt i folks hverdag.På baggrund af Kulturfondens foreløbige tilsagn fattede Odder kommune interesse for ideen i Hou og bevilgede i første omgang 30.000 kroner til »Herfra min verden går«. Samtidig begyndte bidrag fra lokale sponsorer i foråret at dryppe i kassen, men midt i juni begyndte initiativgruppen pludselig at tvivle på signalerne fra Kulturfonden. Skoleinspektør Jette Egholm og Jann Worm fra initiativgruppen startede derfor resolut bilen og aflagde fondens formand, Niels Højlund, en visit i hans hjem i Grumstrup en aften sidst i juni. Her foreslog han dem at udskyde projektet til det nye år, og de to udsendte fra Hou vendte slukørede hjem til resten af initiativgruppen, der sad på pinde for at høre om besøget. Da de hørte om Højlunds forslag stemmede de hælene i jorden og sagde: – Nej, sørme nej. Nu skal det være.
Endnu et brev til Kulturfonden gav bonus. Ingen lange skrivelser og ikke så meget snak. En check på 75.000 kroner dumpede i skoleårets start ned i Hou -med lovning på yderligere 75.000 kroner senere, når projektet var kommet i gang.
Så skulle der pludselig løbes stærkt for at få »Herfra min verden går« dels på skinner dels på skemaet. Lærerne havde allerede så småt taget hul på lokalhistorien i undervisningen, hvor der blandt andet blev læst højt og fortalt historier. Men nu skulle der virkelig bruges kræfter og tid for at få projektet sat i gang og i sammenhæng med både undervisning og skolens dagligdag. Da det hele først var sat i værk fortsatte pengene med at dryppe i kassen fra velvillige sponsorer. Det samlede beløb var ved redaktionens slutning den 1. december 1993 på 360.000 kroner, men det endelige regnskab var på det tidspunkt ikke gjort helt
Nutidshistorie.
»Bag havnekiosken«, kalder Joakim Worsøe dette parti fra Hou.