Kunstnergruppen Syntese svarer igen på SDSs generalforsamling. Omtale (Retssag. Den lange rejse. Charlottenborg 1989, København). Hanne Dam. Information.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
Kunstnergruppen Syntese svarer igen på SDS’ generalforsamling
Kunstnerne, der takket være SDS fik billeder pillet ned af fogeden, har købt aktier og planlægger en optræden
Af HANNE DAM
Kunstnergruppen Syntese lægger op til, at Sparekassen SDS ikke får en helt almindelig generalforsamling den 13. marts. Billedkunstnerne har med baggrund i den fogedforretning, SDS iværksatte i sommer overfor maleren Flemming Vincent på Synteses Charlottenborg-udstilling, opkøbt aktier i SDS for at kunne blande sig på generalforsamlingen.
»SDS er folkets sparekasse, og det er ikke vores indtryk, at folk i almindelighed finder det rimeligt, at SDS lod fogeden gå ind og pille Vincents malerier ned af væggen. Vi stiller derfor nogle forslag, som vi gerne vil have generalforsamlingen til at debattere«, forklarer maleren Steen Krarup Jensen, til Information.
Flemming Vincent har gæld i SDS, hvorfor sparekassen ved at hente hans billeder forsøgte at inddrive 200.000 kr. af den endnu større samlede gæld.Kræver en undskyldning
I de forslag, kunstnerne lægger frem den 13., står bl.a., at det pålægges SDS’ ansvarlige ledelse at give kunstneren Flemming Vincent en offentlig undskyldning og returnere de beslaglagte billeder.
Generalforsamlingen opfordrer – ifølge et andet forslag – sparekassens ledelse til at indskærpe overfor bankens juridiske afdeling, at den »aldrig mere skal gribe til beslaglæggelse af kunstværker fra en igangværende udstilling med henblik på inddrivelse af tilgodehavender, idet man ved sådanne handlinger krænker ytringsfriheden,« som det hedder.
Aktien i SDS, plus omkostninger, har ifølge Krarup Jensen kostet Syntese den nette ubetydelige sum af 408 kr.
Flere af gruppens enkelt-medlemmer og venner har også købt aktier i SDS, hvorfor der i indkaldelsen til generalforsamlingen efter Synteses forslag følger en stribe forslag af samme skuffe. Et opfordrer til at opmuntre Syntese med en »hædersbevisning« for dens »debatskabende« virksomhed. Et andet til at få afsluttet den verserende retssag hurtigst muligt.Må godt pille værker af skyldnere ned
Der er blevet anlagt flere retssager i anledning af beslaglæggelsen. Således har Flemming Vincent netop tabt en personligt anlagt ankesag mod fogedforretningen.
»Det betyder, at vi nu har en landsretsdom for, at man godt må pille kunstværker ned af udstillingsvæggen, hvis kunstneren skylder ude i byen. For os er konsekvensen, at man, når man skal tilrettelægge en udstilling, ikke blot bør interessere sig for kunstnerens kvalitet, men lige så meget for hans økonomiske forhold. Det er helt absurd,« mener Steen Krarup Jensen.
En retssag, anlagt af Syntese overfor SDS, er stadig uafsluttet. Syntese slår på, at SDS ved at pille Vincents billeder ned, ødelagde det kollektivt anlagte værk, udstillingen var præsenteret som.