Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Farverigt efterår på Charlottenborg

Charlottenborg: Efterårsudstillingen. Daglig 10−17. Til 14. okt.

I modsætning til Charlottenborgs forårsudstilling er efterårsudstillingen ikke en åben censureret udstilling, men forbeholdt indbudte kunstnere, der tidligere har gjort sig bemærket. Udvalget omfatter i år 21 malere og grafikere, 3 billedhuggere, 9 kunsthåndværkere, 4 fotografer og en række arkitekter og tegnestuer.
Udvalget er mere vildt og farverigt, end man er vant til på efterårsudstillingen, men man må sine steder spekulere over, om smartness ikke er nok så fremherskende som egentlig dristighed. De »vilde« malere har jo forlængst holdt deres indtog i kunstens mest etablerede haller, og deres lyngennembrud for et par år siden har bragt mange store, saftigt smurte lærreder ind på diverse udstillinger, således også her.
Sjældent er en tendens så hurtigt kommet til at virke fastslået. Den første befrielse er dampet af, og »vildskaben« blevet en stil, der allerede opfordrer til vurdering af, hvor vejene frem synes at åbne sig.
Lige for tiden er de svære at få øje på hos Inge Ellegaard, en tidligere centralt placeret kunstner. Der er hverken form eller vildskab i hendes store lærreder. Den ubehjælpsomme, tegneriske form virker ikke umiddelbar, men som en lidet overbevisende gestikuleren, og farverne står døde og klistrede mod hinanden. Hos Doris Deserie Bloom er der ikke noget, der klistrer. Mørke, ekspressive og dog så sikkert anbragte farvemasser pointeres af grafittilignende skriblerier, der som en snebyge fyger over lærredet. Der er en dynamisk, naturinspireret voldsomhed i hendes maleri, der ikke kun er store, men monumentalt grebet an, og som lover godt for den videre udvikling.
Også Judith Fischer-Hansen har en overbevisende ophængning, i hvis lysfyldte universer farverne eksploderer mod hinanden. I Klavs Nørbæk Pedersen har udstillingen fundet en fabulerende, lyssynet ekspressionist, der i sit maleri forener det figurative med abstraktionen. Hans ophængning er koloristisk velafvejet og poesifyldt og virker som en afrundet helhed.
Blandt grafikerne er der grund til at fremhæve Aka Høegh med sine karakterfulde portrætter, ofte forenet med billeder fra den grønlandske hverdag eller myteverden.
Tove Anderbergs organiske, blomsteragtige keramik virker velgørende blandt den øvrige keramiske kunst, hvoraf meget er kunstfærdigt kantet og skarpt. Der er langt fra tale om en dyrkelse af det enkle og naturlige, men snarere en forkærlighed for kunstnerlige indhak og vinkler på de mest naturstridige steder.
Et rum på udstillingen er viet en installation af Willy Ørskov i pap, plastic, gips, jern m. m., »Farvel til Akademiet« hedder den afgående skulpturprofessors værk. Der er ikke tale om en koncentreret opsummering af Ørskovs hidtidige virke, men snarere om en opremsning af muligheder, hvad angår materiale, konstellationer og associationer, som virker sært vrængende i forhold til Ørskovs tidligere arbejder.
Og endelig udstillingens angivelige sensation, gruppen »Syntese«. Det er fire kunstnere, der gerne vil forskrække publikum med voldtægtsscener og frådende angreb på kunstens hellighed. Meningen er antagelig at afsløre kunstneren som en slags åndsluder. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke kunstpublikummet efterhånden forventer at blive forskrækket og generet på den anførte måde, og om ikke de fire Syntesekunstnere i deres egen sensationslystne, for ikke at sige sensationsliderlige, måde at føre sig frem på selv er indfanget af systemet.

Hanne Abildgaard

Klavs Nørbæk Pedersen: Natur.