Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Billedstorm på Charlottenborg

Kunstudstilling

Af Anders Kold

Den Lange Rejse er titlen på den kunstmanifestation, der frem til 6. august har omformet Charlottenborgs udstillingslokaler til en blanding mellem et cirkustelt og en russisk kirke. Billeder alle vegne, farvekraft fra gulv til loft, men også håbløst dilettanteri blandet med enkelte virtuose anslag.

De udstillende består af enkelte kendte navne og en majoritet af folk, hvis kunstneriske kendetegn er svære at opregne, engagementet synes at være den afgørende faktor. For der er ikke tale om en kunstudstilling i gængs forstand, i så fald fortjente den heller ikke en anmeldelse, snarere et polemisk initiativ, et manifest.

Nu er det formodentlig folkene bag Den Lange Rejse, gruppen Synteses afklarede holdning, at de står for mangfoldigheden, dilettantismen og det lidt skæve i skøn forening med den professionelt udøvendes værk. Og kaotisk er det. De udstillendes billeder er blandet som et spil kort. Et demokratisk træk?

I stedet for at give beskueren indtryk af tøjlesløs og frodig energi, får man nemt fornemmelsen af et nøje arrangeret rod, hvis rødder ligger i 1960 ternes og ikke 80 ‘ ernes tankesæt. Hvad der i 60’erne kunne virke vildt og anderledes står her lidt halvdødt hen.

Og ikke blot rammerne, men også selve budskabet –for det er en budskabernes kunst – udtrykker reelt en ret begrænset mangfoldighed. Alle synes optændt af en hellig glød, og med få undtagelser er det de udstillende magtpåliggende at udpege dem, der tjener mange penge, kirken og alle, der måtte eje en uniform, som absolutte samfundsonder.

Flemming Vincents “Portræt af et samfund” kan stå som en udmærket repræsentant for dette holdningssæt, endskønt hans værk kvalitativt hæver sig langt over gennemsnittet. Den indledende sammenligning med gøgl og russisk ortodoksi finder her et talende udtryk: halv spillemaskine, halv ikonostas (billedskærm).

Den gennemgående tone er hermed behandlet, og i selve den kunstneriske udformning er det ikke overraskende den figurativt hårdtslående og farvekradse tendens, der formidler de letfattelige budskaber. Og måske denne á la plankeværkstil i virkeligheden er det mest og eneste folkelige i Syntesegruppens stil.

Ser man på indholdet, og det bør man, må det udstillede appellere til en ret beskeden gruppe af befolkningen. Men det er jo et af kunstens privilegier at kunne stille sig uden for og over alt, i hvert fald et håndhævet princip. Man får i øvrigt allerede ved indgangen en smule af røgen fra bålet i næsefløjene, idet der her findes boder for Palæstinakampagnen og Nicaraguakomiteen.