Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Solidaritet nr. 3/ 1991

“Gud er neger − og hun har nogle dejlige nødder”

Det hed den første udstilling, kunstnergruppen Syntese lavede. Gruppen bestod på det tidspunkt af Per Johan Svendsen, Flemming Vincent og Steen Krarup Jensen og blev dannet i 1982.

− Vores første udstilling var i Herning. I stedet for at lave en udstilling, hvor der ville komme 10 besøgende, fandt vi ud af, at vi ville finde alle ligtornene i Herning og træde på dem. Herning er meget indremissionsk, så derfor kaldte vi udstillingen “Gud er neger − og hun har nogle dejlige nødder. ” Det havde vi så skrevet med grøn og rød tapetklister på vinduet. Derudover havde vi proklameret, at Jørgen Thorgaard ville komme til ferniseringen.
Det var en sjov udstilling, der var både politi og slagsmål.

−Vi mødte hinanden, da vi stiftede DBF “Danske Billedkunstneres Fagforening”, for at gøre op med myten om, at kunstnere var frie. Vi kæmpede for, at kunstnere skulle have løn − altså en timeløn ligesom gruppeteatre får − og at der skulle sættes penge af på kommunale budgetter til udsmykning og den slags. Vi så det som en fordel for billedkunstnerne, i stedet for at vi allesammen er individualister, der kim sælger vores produkter. Selvfølgelig ville jeg da gerne være berømt og sælge en masse billeder. Men jeg er også et produkt af den politiske udvikling på venstrefløjen siden begyndelsen af 70’erne, og den politiske kamp er selvfølgelig den vigtigste. Hvis jeg ikke havde et politisk miljø og en politisk position at kæmpe ud fra, ville jeg være temmelig ensom og rådvild.

Opgør med dogmatismen
−Anyhow, vi stiftede Syntese som en kunstnergruppe, der forsøgte at køre op imod de nye borgerlige strømninger, postmodernisme og transavantgardisme i 80’erne. Det var dem, der blev kaldt de nye vilde, og det var ikke en skid vildt. Det var et kommercielt felttog, inden for kunstmiljøet, som rev temmelig mange progressive kunstnere med sig. Vi kørte faktisk en dobbelt krig, for vi ville også gøre op med den dogmatiske, socialrealistiske kunst på venstrefløjen. Men først og fremmest var det et opgør med de nyborgerlige. Vi ser os selv som værende til venstre for SF.
Vi lavede en række udstillinger op igennem 80’erne, der vakte temmelig meget debat, og også nogle skandaler. Vi lavede for eksempel en udstilling i Helligåndskirken i 1984, hvor vi blev smidt ud, fordi vores billeder handlede for meget om sex og revolution. Sådan var det sgu hele tiden. Lige meget, hvor vi kom frem, var der ballade. Vi var nok også meget aggressive, der var aldrig fred i gruppen. Det borgerlige kunstmiljø og anmelderne havde svært ved at placere os, for vi var de rigtig vilde. Der var slagsmål på vores udstillinger, injurietrusler, alt muligt. Vi var helt vilde i varmen.

Postmodernismen
−Postmodernismen skjulte sig bag en fin filosofisk terminologi. De sagde, at alt var ligegyldigt, at der ingen sandhed var, at man kun kunne sanse verden. Det er jo bare gammel borgerlig individualisme hældt på nye flasker. Men de var kyniske og rationelle nok, når de skulle ind i kunstmiljøet. Museerne har lavet firsernes kunstskandale ved at købe og købe deres billeder uden at vide, hvad de skulle stille op med dem. Kejserens nye klæder.
−Der har været en del splittelse i Syntese. En del af det skyldes nok, at det mest er Flemming, Steen og mig, der har forstået den økonomiske og ideologiske dybde af oprøret mod den borgerlige kunstnermyte. Vi lavede sågar engang en udstilling, hvor der ikke stod navn på billederne. Det var virkelig en befrielse, at folk gloede på billederne, i stedet for at se efter, om de kendte maleren. Alt det, har vi jo været igennem. Det har været hård kost for de andre at se, hvor hidsigt vi har gået til den med at tage røven på det etablerede. Men vi hader alt det snobberi.

Retssag
Lige nu er vi i gang med flere projekter. Vi har taget kontakt til “Komiteen mod krig i Golfen” for at lave noget sammen med dem, etablere et kunstforum. Baltisk Forum vil vi også gerne have tættere kontakt til. Nogle af os tegner til “Giraffen”, det er bare skide godt. Vi laver en gruppe der kan levere grafik, plakater, aktionsmaleri.
Og så er vi midt i en retssag. Baggrunden er, at vi lavede en udstilling på Charlottenborg, der hed “den lange rejse”. Den handlede om tre revolutioner i tid og rum, og vi havde samlet revl og krat af progressive kunstnere. Og så midt i det hele kom kongens foged for at tage Flemming Vincents billeder, fordi han skyldte så mange penge væk. Vi lagde straks sag an, fordi de har lavet et overgreb på kunstneres rettigheder. Det er jo lige som at tage trompeten fra et orkester midt under en koncert, fordi manden skylder nogle penge væk. Man kan ikke bare fjerne nogle billeder fra en kollektiv udstilling.
Sagen kommer nok op til efteråret. Vi vil føre Jens Jørgen Thorsen, Jørgen Nash, Erik Fischer fra Kobberstiksamlingen, Per Haudenage fra Oslo, Hugo Arne Buch fra Louisiana og Peter Laugesen, der er kunstanmelder i Information som vidner. Den sag skal vi jo vinde, men det er første gang sådan en sag bliver kørt, så det betyder noget hele kunstnerstanden. − For øvrigt gav den udstilling også noget splittelse. Efter min mening − og det må du godt skrive − var det mest kunstnermisundelse. Hold kæft, hvor var der meget strid. Dagen efter ferniseringen skred jeg. Op og lave gavle.

Kunstens isolation
− Det har altid været os magtpåliggende at bryde billedkunstens isolation. For eksempel havde vi på Charlottenborg inviteret forskellige foreninger til at være der sammen med os. Det var kun Nicaraguakomiteen, Palæstinakampagnen og Mellemfolkeligt Samvirke, der kunne, fordi det var midt i sommerferien. Men den slags skaber noget liv. Kunst i dag er jo fuldstændig livløst.
Desværre har vores splittelser ødelagt lidt af vores tilknytning til Nicaraguakomiteen og de sydamerikanske komiteer, det vil vi godt have rettet op på. Kunstnere skal gøre mere for at bryde ud, de sgu så isolerede. Det er anderledes medeater og musik.

Kunst og marxisme
Omkring det erkendelsesmæssige, er der nogle myter om, at kunst ikke kan forklares, at det skal udelukkende skal sanses og opleves. Men allerede det, at kunstanmeldere skriver om kunst, viser jo, at det kan forklares objektivt, så der er noget galt. Man kan godt have et videnskabeligt, analytisk forhold til kunst, uden at det går ud over sanseligheden, og dermed kan man også bruge marxismen. Det er nyborgerlighed, der er trængt igennem, når man siger, at man kun kan sanse og opleve kunst som individer.

Kunstner på fløjen
Jeg håber, at de politiske grupper, der ligger til venstre for SF, en dag vil identificere Syntese som deres kunstnere, det er en strategi jeg har. Men det har ikke altid været let at være kunstner på fløjen. Specielt var det svært i 70’erne, fordi der var mange forkerte forestillinger om, hvad en venstreorienteret kunstner er. Der var kun erfaringer fra arbejderismen i Sovjet.
Jeg tror nok det var lidt anderledes i VS på et tidspunkt, hvor man tænkte lidt bredere Men jeg har også mødt mange VS’ere, der var fuldstændig mekaniske oven i hovedet, hvad deres kunstsyn angik. “Laver du proletarisk kunst eller laver du ikke proletarisk kunst” − færdigt arbejde. Og det er jo døduinspirerende. Men jeg fandt ud af på et tidspunkt, at man kan jo ikke klandre venstrefløjen for, at den ikke har forstand på kunst. Man kan jo ikke forlange, at en slagteriarbejder eller en faglært arbejder automatisk skal kende til den slags. Det må være kunstnerens opgave at forklare og sætte kunsten ind i nogle relationer, nogle forklaringsmodeller. Men selv om jeg synes, det har været svært og røvirritererende at være billedkunstner på venstrefløjen har det først og fremmest været godt, netop fordi man har haft nogle i virkeligheden meget inspirerende politiske diskussioner.

Laila Walther

Tegning: Per Johan Svendsen