En sang til hele Danmark. Dorthe O. Haugaard. Fyens Stiftstidende.
På https://www.etlilleland.dk/indspilninger kan sangen høres og tekst og noder hentes.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
En sang til hele Danmark
Jakob Freud-Magnus fra Glamsbjerg skrev melodi til Danmarks nyeste nationalsang
23 sep. 2007 Dorte O. Haugaard
– En melodi kan ikke udtrykke nationalfølelse, kun en stemning. Der er kun syv toner, og vi ved faktisk ikke, hvad der er, der gør, at de påvirker mennesker sådan, siger komponisten og musikkonsulenten Jakob Freud-Magnus fra Glamsbjerg. – Foto: John Fredy.
Jakob Freud-Magnus fra Glamsbjerg har skrevet melodien til, hvad der kan blive Danmarks nye nationalsang.
“Et lille land og lige midt i verden” hedder sangen, som er netop blevet indspillet i to udgaver af Danmarks Radios underholdningsorkester og bliver uropført af samme og sandsynligvis sunget af tusindvis af mennesker over hele landet til “Spil Dansk Dagen” den 25. oktober.For sangen, som Jakob Freud-Magnus’s mangeårige samarbejdspartner, billedhuggeren og digteren Steen Krarup Jensen fra Odder, satte ord til, er vinderen af KODA’s Spil Dansk konkurrence, der i år havde nationalsangen som overordnet tema.
– Det var en udfordring, som vi syntes, vi måtte tage op, fortæller komponisten.
Med en blanding af ydmyghed og en troldsplint i øjet gik de i gang med at diskutere, hvad sådan en sang skulle være for en.
– Nationalisme og fædrelandskærlighed kan jo nærmest virke lidt provokerende i dag, forklarer han.
Måske også derfor emmer linjerne i de syv små vers ikke bare af idyl, men også af humor, ironi og dobbelttydigheder.
Højstemt ikke patetisk
Og hvad er en dansk melodi?
De to mænd nåede frem til, at det i hvert fald skulle være en, der kan synges af mange uden at den blev banal. Den skulle helst også være lidt højstemt, men i hvert fald ikke patetisk eller så krigerisk som “Kong Christian”.
Efter et par kasserede forsøg sendte Jakob Freud-Magnus et forslag til Steen Krarup Jensen (på grund af afstanden foregåren stor del af samarbejdet på e-mail).
Der gik ikke mere end et par dage, før en stribe verselinjer kom retur, og den nye nationalsang var ved at tage form.
Selv om “Et lille land og lige midt i verden”, vandt konkurrencen, tror Jakob Freud-Magnus nu ikke, at det om kort tid bliver hans melodi, der gjalder ud over stadion eller i OL-byerne, eller synges af et kor efter Dronningens eller statsministerens nytårstale eller måske ved sankthansbålene.
– Jeg tror ikke, man sådan lige slår “Der er et yndigt land” af pinden.
Omvendt har offentliggørelsen af vindersangen allerede affødt mange henvendelser fra folk, der gerne vil have tekst og noder, eller vil have ham ud og fortælle om, hvordan den nye sang blev til.
Ingen nybegynderJakob Freud-Magnus er er uddannet indenfor musik- og filmvidenskab, børn og medier.
Selv om han lever en rimelig anonym tilværelse på Holger Bisgårds Vej og til daglig arbejder som konsulent for blandt andet daginstitutioner, er han langt fra nogen begynder i komponistfaget. Sammen med Steen Krarup Jensen har han også en cd i støbeskeen med nye børnesange indsunget af operasangeren Lisbeth Kjærulf.
En nation af små poeterMen han forsøger også at give sangen og modet til at komponere melodier tilbage til voksne mennesker.
Selv om mange voksne vægrer sig ved at synge – i hvert fald højt og offentligt, betyder den særlig danske tradition med lejlighedssange, at vi stort set alle har været med til at skrive sang til tante Inge eller Kaspers konfirmation.
– Man kan sige, at vi er en nation af små poeter. Og det er da en fantastisk tanke, siger Jakob Freud-Magnus.