Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Debat

Tabu

Billedhugger Steen Krarup Jensen er i sidste BKF blad fremme med et forslag om, at vor formand og bestyrelse bør have kraftigt forhøjede honorarer. Formanden 400.000 kr. årligt de andre mindre. Det skulle klares ved ukritisk at åbne for medlemstilgang. Så ville 2000 villige betalere strømme til i forventning om, at BKF kan skaffe dem deres investering mangefold igen. Hvordan BKF på den måde vil få evne til at koste rundt med Lykketoft og AP Møller fremgår ikke. Og der er heller ikke regnet på, om det ville føre til masseudmeldelser og dannelse af en ny forening for de mere kendte billedkunstnere.

Dette var et mindre interessant eksempel på SKJs skribentvirksomhed.

De sidste år har mange uopfordret modtaget tidsskriftet “Kunst”, hvor SKJ er en meget skrivende medredaktør. Når “Kunst” kan udsendes gratis med farvetryk og glat papir, tyder det på ganske store ressourcer i økonomi og energi. Det sidste nummer ligner da også et kunsttidsskrift med navne som Anders Kirkegaard og Peter Laugesen. Desuden bringes stof om kunstnernes forhold. Det er alvorlige emner, derfor kan den særprægede behandling af dem ikke blive ved at stå uimodsagt.

“Kunst” udgives af Kunstnernes hus Århus. Huset styres af amtets medlemmer af henholdsvis DKL, BKF og DBF. Det skulle nok kunne fungere for et udstillingshus. Men i en redaktion er det vanskeligt at forestille sig tre så forskellige organisationer arbejde sammen. Ikke desto mindre åbner bladet med en helside: “Meld Kunsten ind i samfundet” underskrevet “redaktionen.” Her angribes ubenævnte “tunge billedkunstinstitutioner” summarisk for meningstyrani m.v, og der opfordres til åben og fordomsfri debat og til oprydning i tabuer. Hvordan håndterer SKJ selv denne målsætning?

I samtalen “Alle for Alle” mellem SKJ og tre formænd mangler de helt centrale spørgsmål: Hvorfor vil BKF ikke anerkende DBF? Hvad er det konkret, de to foreninger er uenige om? Dette tabu berøres ikke, og påstanden om, at en sammenlægning BKF-DBF vil styrke kunstnerne, står frit svævende. SKJ var med i DBFs stiftelse i firserne, han ved godt, at DBF med god grund fra starten blev regnet for en “gul fagforening” en splittetsesforening. I SKJ artiklen “Syn for sagn” om en undersøgelse af kunstneres økonomi fremføres at “nogle” mener at A-kassesystemet ikke kan benyttes af kunstnere, selv om undersøgelsens tal viser, at halvdelen af svarerne har modtaget dagpenge, og at knap en tredjedel angiver at være a-kassemedlemmer som kunstnere. Altså: SKJ antyder at disse “nogle” er vildledte. I betænkning 1163 Kunstnernes sociale vilkår 1989 oplyste Arbejdsministeriet, at godkendelse af billedfaget (billedkunst) som fagligt lønmodtagerområde ikke kan lade sig gøre (Kap. III.c. side 23 Arbejdsministeriets lovgivning) . Men det er jo længe siden, og Arbejdsministeriet har måske ændret holdning. Da Per Johan Svendsen i BKF 1995 nr. 3 skrev at A-kasse er anvendelig for billedkunstnere, stillede jeg en række spørgsmål for at få påstanden uddybet og konkretiseret. PJS svarede fornærmet, at de spørgsmål kunne være ødelæggende for de kunstnere, der benytter a-kassesystemet. Ikke engang navnet på a-kassen oplyste han. Utilsigtet udløste PJS den konklusion, at hans recept for kunstnere i a-kasse ikke tåler dagens lys.

Jeg har en vis forståelse for nødlidende enkeltpersoners uhæderlighed i kamp for overlevelse, derunder a-kasselusk og skattefusk. Men det er ikke en vej i opbygningen af et samfund. Hvis ikke SKT følger sin artikel op med en konkret beskrivelse af hvordan billedkunstnere legalt kan benytte a-kasse . så vil mistanken om. at der er tale om systematisk svig være bestyrket. SKJ må være i stand til at skaffe forklaring på hvordan a-kassen definerer kunstneres arbejdsløshed, og hvordan/om den kontrollerer den i praksis. (Mine spørgsmål til PJS).

Det er en god redaktionel disposition i samme nummer af “Kunst” at bringe en gennemgang af Dansk Kunstnerråds forslag til social sikringsorden for skabende kunstnere. Men SKJ placerer den i sin skraldespand “Øvhullet”, hånligt og med rød håndskrift. Forslaget kaldes “hemmeligt” selvom det er offentliggjort. O.s.v.. Uanset at der sidder BKF og DKL medlemmer i Husets bestyrelse er artiklen ensidigt negativ. Lad være at det måske bliver vanskeligt at få den politiske tilslutning. Så ville det være seriøst at analysere vanskelighederne. Forslaget bygger på ligestilling med det kære A-kassesystem korrigeret med de dispensationer fra arbejdsløshedsdefinitionen, som er nødvendiggjort af kunstnernes særlige funktionsmåde som både erhvervsarbejdende og udtryksskabende. Hensigten er legalt at give kunstnerne ligestilling i tryghed. Ingen ægte kunstner vil kunne akseptere at skulle ophøre med virksomheden, selv om der periodisk ikke er indkomster. Det er en elementær funktion af den indre nødvendighed, der er en forudsætning for kunst. Vi har lov til at forlange at andre – f.eks dygtige respektable håndværkere med en anden holdning til deres virke – også kalder sig noget andet end “skabende kunstnere”. SKJ reaktion er besynderlig.

Kære Steen Krarup Jensen. Hvis du mod forventning kan fremlægge den konkrete beskrivelse af hvordan skabende kunstnere / billedkunstnere – med ærlig hensyntagen til deres særlige arbejdsformer – kan indtræde i og benytte a-kassesystemet, så vil Kunstnerrådets forslag være lykkeligt overflødigt.

I dag betaler kunstnerne arbejdsmarkedsbidrag af den personlig indkomst uden at have mulighed for at få del i de goder dette bidrag skal dække.

Og så er det måske for meget at bede dig om lidt solidaritet og respekt for beslutningsproces og debat i BKF.

Ole Sporring