Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Hvad vil KUNST?
Kan man det?

Om kommunikation af kunst, hul i en mur og højt humør.

KUNST udkommer nu på 4. år og har udviklet sig fra at være en sort/hvid folder i 2.000 eksemplarer til den publikation, du sidder med i hånden. Specielt det sidste halvandet års tid har vi givet den en skalle. Der dukker nye muligheder og udfordringer op, hver eneste gang vi har opnået en forbedring, så det går fremad.
Redaktionens målsætning er flersidet:

Vi vil præsentere læserne for forskellige kunstneriske udtryk, og bestræbe os på at gøre dette på en måde, så det faktisk kan give en oplevelse af, hvad der er tale om, helst med nogle reelle oplysninger og med så lidt kunstanmeldelses-tågesnak som muligt.
Dette giver nogle begrænsninger.
Dels er der paradoksalt nok ofte problemer med at fremskaffe billedmateriale, som både er egnet til trykning, og som samtidig faktisk kommunikerer, hvad der er tale om.
Dels florerer der nogle ubehagelige uvaner i de måder, kunst og kunstneres arbejde omtales, anmeldes osv. på i diverse medier i dag. Man møder mange tekster, som enten er skrevet „med venstre hånd – uden hovedets medvirken”, eller som mest handler om at demonstrere skribentens evne til at producere blomstrende sprog. Som kunstsamleren John Hunov sagde i et interview til KUNST (nr. 2, 1995) „Kunst er blevet petit la-la stof”.

Hvad disse ting angår, vil vi aldrig kunne blive 100% tilfredse i ret lang tid ad gangen. Men vi har skudt os ind på nogle forbedringer, og vi kan blive endnu bedre.

Vi vil også gerne opdyrke en tradition for åben debat på kunstområdet.
Desværre er der i dansk kunstliv opstået massiv centralisme, som medfører problemer, hvis man ønsker åben debat. Det er nemt at få folk til at udtale sig om, hvad der er galt, og hvad der burde gøres – på tomandshånd. Men så snart der bliver tale om at få udtalelserne formuleret skriftligt eller citere dem, bliver der tyst. Selvcensuren hos folk i kunstlivet, som ikke er placeret på indflydelsesrige poster, er nærmest en pinagtig selvfølge.
I sammenhæng hermed er arrogancen hos dem, der sidder på posterne (og den smule flæsk, der er) af betragtelige dimensioner. Det er for nemt at vige uden om ubelejlige spørgsmål.
Det er lykkedes KUNST at overliste disse mekanismer et par gange blot ved at offentliggøre beskrivelser af forhold, som i forvejen var offentlige hemmeligheder. Derfor bliver KUNST faktisk læst rundt om i snirklerne, og på den måde kan KUNST måske medvirke til, at nogle paver og paveaspiranter begynder at tage nogle spørgsmål alvorligt, hvilket vil være positivt. Måske vil det også medvirke til en øget sløring af arrogancen, hvilket vil være negativt, hvis der kun er tale om slør, og kan gøre det besværligt på en ny måde at få forholdene debatteret. Dog næppe mere besværligt end at det må kunne lade sig gøre at udvide det hul, der er prikket i den sten i dansk kunstlivs grødmur, som består af tavshed. KUNST har ikke alle de rigtige svar, men vi har nogle indlysende spørgsmål, og trods stilheden er der ikke så få, som kan se, at selvcensuren ikke nytter, og andre, som om end modstræbende kan se skriften på væggen. Der er en voksende erkendelse af, at lukketheden er uholdbar.
Så selv om der på grund af de nævnte problemer er ting, vi gerne ville have haft med i dette nummer, som ikke er med. er vi i højt humør og parate til at komme igen med fornyet styrke i næste nr. (nr. 1, 1996), som kommer på gaden ved nytårstid. Selv om det er besværligt. Det er nemlig også interessant og morsomt.

Redaktionen