Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Professoral syntese

Det skal nok passe afgående professor ved Kunstakademiet, Bjørn Nørgård, at han åbenbart anses for at så grandiost et talent, at der skal hele ni mennesker til at afløse ham på posten. Så mange er der i hvert i kunstnergruppen »Syntese«, der sendte en kollektiv ansøgning til den ledige stilling efter Bjørn Nørgård.

Eller rettere var. Det fagkyndige« udvalg ved akademiet har allerede afvist »Synteses«s ansøgning, blandt andet med den begrundelse, at en tjenestemandsstilling ikke kan deles mellem ni personer. Hvorfor egentlig ikke? Tænk hvilken økonomisk gevinst. Kunstakademiet kunne opnå ved at ansætte ni professorer til én professorløn, Niendedels-professorerne ville da kunne være til tjeneste ved stort set alt foreliggende arbejde på akademiet. Og hvis man fortsatte med den praksis ved besættelsen af Kunstakademiets øvrige tre-fire professorater, kunne man nå op på et antal lærere der var omtrent lige så stort som elevantallet. Så ville undervisningssituationen blive næsten ligesom i folkeskolens specialklasser, hvor hver enkelt samspilsramt elev har sin egen lærer. Men så dumme er de jo ikke på Kunstakademiet. Eller kloge! Her holder man den klassiske professorale aura lysende omkring hin enkelte, geniet.
Nuvel, spøg til side. Kunstnergruppen Synteses purile happening er næppe seriøs og løber heller ikke risikoen på Kunstakademiet, hvor de så seriøse, at selv den mindste franske filosof nærmest pr. automatik får mesterklasse. Der bliver tænkt overordentlig meget på Kunstakademiet, og det er næppe den filosofiske forelæsning, der er de ni Syntese-medlemmers force. Om det rent kunstneriske er det, er imidlertid også et åbent spørgsmål. Så alt i alt kan Kunstakademiet ikke klandres for den manglende syntese i forholdet ni til én.