Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Antitese

SOM PART – eller snarere øjenvidne – i sagen på anklagemyndighedens vegne må det være på sin plads – denne – for undertegnede at optræde i rollen som djævelens advokat.
Unibanks advokat, Per Skelbæk, gjorde det ikke djævelsk godt i sin procedure forud for afgørelsen onsdag i Østre Landsret, da retten underkendte en byretsdom og tilføjede banken et tab på yderligere 40.000 kroner i sagsomkostninger oveni det tab på 4,7 milliarder kroner, som den behornede bank tidligere har lidt. Thi ellers ville denne ledende betragtning blive én »hvadvardetnuvisagde-betragtning«, og det ville være temmelig forudsigeligt.

Hvad ved vi? Vi ved, at maleren Flemming Vincent skyldte SDS og Privatbanken, der blev fusioneret i en enhjørning, skyldte de vekslende banker en masse penge, og at banken og Kongens Foged ledsaget af et massivt opbud af politibetjente i begyndelsen af august 1989 stormede kunstnergruppen »Syntese«s udstilling »Den lange rejse« og fjernede fem af skyldneren Flemming Vincents værker.
Vi ved også, at værkerne havde foruroligende titler som:

Generalerne

Alle kan trænge til en Hof

Skyde Forbi

Russisk Roulette

Portræt af et samfund

Sidstnævnte værk var en skulptur af alteragtig karakter og centrum i udstillingen, og hvad kan være mere nærliggende, end at samfundet fjerner et portræt, der ikke ligner det billede, som samfundet har af sig selv, når portrættøren ovenikøbet står i gæld til samme samfund? Er der ikke også en vis symbolværdi i, at det eneste af de beslaglagte værker, som Unibank er i besiddelse af er netop »Russisk Roulette«? Kan en forarmet kunstner tillade sig at efterlade et så flosset image af et pengeinstitut, der i forvejen er i dyb nød? Her spørges der bare, men:

YDERLIGERE VED VI, at den kunstner, der optræder på televisionens billedreportager af samfundets storm på »Den lange rejse«, er notorisk christianit. Han forsøger at lukke døren for den danske ordensmagt stormtog på Charlottenborg, men bliver naturligvis overmandet. Og så er han nordmand! Med en ustyrlig trang til langrend i de hjemlige fjelde. Hans etniske herkomst nævnes kun af hensyn til dansk retsbevidsthed, men det er ligegodt tankevækkende, at det er en fremmed mand, der på skærmen portrætterer modstanden mod det danske samfunds håndhævelse af retfærdigheden. Hvad ved vi mere?
Jo, vi ved, at Østre Landsret i sin domfældelse af Københavns Byret og implicit det danske samfund har støttet sig til vidneudsagn fra noget, der i domsudskriften hedder »personer med fremtrædende placering i kunstlivet«. Hvem er vi så, spørger vi? Det er bl.a. en såkaldt galleriejer ved navn Susanne Ottesen, en såkaldt forfatter og kunstkritiker, der i domsudskriften kaldes Per Laugesen, formanden for Billedkunstnernes Forbund, Jane Balsgård, maleren Niels Sylvest, den tidligere overinspektør for Den kongelige Kobberstiksamling Erik Fischer, Charlottenborgs formand Henning Damgård-Sørensen, Jens Jørgen Thorsen, Per Johan Svendsen og Steen Krarup Jensen fra »Syntese«, galleriejer og formand for Gallerisammenslutningen Patricia Asbæk, maleren Bent Karl Jakobsen, direktøren for Århus Kunstmuseum, Jens Erik Sørensen og undertegnede underhund. Og hvad ved vi så om sådan en flok verdensfjeme æsteter? Vi ved, at nogle af os skutter os lidt verdensfjernt ved »Syntese«s mediebevidste fremfærd og grofthuggede udtryksformer. Vi er vel for fine til at indrømme, at det egentlig er dårlig smag, men det var vi for fine til at fortælle landsretten. En behornet savskærer for den gode smag må gøre gældende, at den tidligere tjener og kok, maleren Flemming Vincent, der alteragtigt beskrev det samfund, som samfundet fjernede, har sagt farvel til hus, kone og bil og i tre år ikke har malet andet end – uden beregning – en dekoration af fiskernes landingsplads i Sydhavnen. Er den slags noget at samle på?

NU VED VI, at vi og Billedkunstnernes Forbund – med fornem distance til kunstnerens privatøkonomi – har landsrettens dom (der næppe vil blive appelleret) for, at samfundet, bankerne, fogeder og ordensmagten ikke med lovlig hjemmel kan fjerne værker fra en udstilling, før den er lukket. Det spolerer sammenhængen, mener landsretten i overensstemmelse med vidnerne. Unibanks advokat, Per Skelbæk, lykønskede pænt sagsøgerne med dommen efter afsigelsen, men en rigtig djævelsk advokat ville nok have stillet sig selv og samfundet spørgsmålet: – Er det rimeligt, at en talentfuld kunstner også bruger sit talent til at berøve en underskudsramt bank og et samfund fem millioner kroner, uden at der gribes ind?
Skal det være det rene anarki?
Ja, det skal det. Thi Østre Landsret underkendte Københavns Byret med ordene:
»Indstævnte, Unibank A/S, skal enerkende, at man var uberettiget til den 3. og 4. august 1989 at fjerne følgende fem kunstværker fra Kunst- og Kulturgruppen »Syntese«s igangværende udstilling på Charlottenborg:«

Og så følger titlerne på generalerne, dem der skyder forbi, dem der trænger til en Hof, portrættet af et samfund og den russiske roulette, som Unibank sidder tilbage med.
Fandens osse. Han må se sig om efter en ny advokat.

Jak.