Kunstnere overvejer ankesag. Omtale (Retssag. Den lange rejse, Charlottenborg, København 1989). RB. Politiken.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
Kunstnere overvejer ankesag
Retssag kostbar at gennemføre
KUNSTNERE landet over ser frem til torsdagens bestyrelsesmøde i Billedkunstnernes Forbund, hvor det afgøres, om en omstridt ankesag mellem kunstnergruppen Syntese og Unibank som planlagt skal gennemføres i Østre Landsret.
Sagen har principiel karakter, idet den skal afgøre, om kunstneres værker kan konfiskeres, mens de udstilles.
Den daværende sparekasse SDS fik i august 1989 kongens foged og politiet til at konfiskere fem værker i en udstilling på Charlottenborg, fordi kunstneren skyldte sparekassen 200.000 kroner.
Syntese havde arrangeret udstillingen, hvor op mod 100 kunstnere deltog. Gruppen mente, at konfiskationen krænkede den samlede udstilling og anlagde erstatningssag mod SDS.
Dommen fra Københavns Byret i januar sidste år gav pengeinstituttet medhold, fordi retten skelede mere til kreditorloven end til ophavsretsloven. Syntese ankede dommen til Østre Landsret og har nu bedt Billedkunstnernes Forbund om at overtage sagen, som skal køre den 2. og 3. februar.
– Vi har simpelthen hverken tid eller råd til at fortsætte alene, så vi håber, at vores forbund vil overtage sagen, siger billedhuggeren Steen Krarup Jensen fra Syntese.
Retssagen i byretten kostede gruppen cirka 40.000 kroner, hvor forbundet bevilgede 20.000 kroner, mens kunstnerne selv betalte den sidste halvdel af udgifterne.
Siden satte forbundet 50.000 kroner af som underskudsgaranti i forbindelse med ankesagen, hvoraf de 26.000 allerede er udbetalt som honorar til Synteses advokat, Jørgen Jacobsen, der har forberedt ankesagen.
Men det meste af betyrelsen i forbundet blev skiftet ud i december, og Steen Krarup Jensen frygter, at de nye folk vil afvise sagen, fordi de simpelthen ikke har nået at sætte sig ind i den.
– Jeg kan ikke sige ret meget før mødet i morgen. Vi vil meget gerne gå ind i sagen, men det er jo også et spørgsmål om økonomi og tid for os, siger forbundets forretningsfører, Anne Marie Nehammer. (RB)