Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Syntesedommen

NS: Der er blevet afsagt en dom i syntesesagen. Udstillingen var hængt op på Charlottenborg som en helhed, hvor det var uomgængelig nødvendigt, at udstillingen optrådte som en helhed. Det var tydeligjort med pile og bindeord. Det kan med dommen lade sig gøre, at en kreditor fjerner ting fra en udstilling og dermed ødelægger den kunstneriske helhed. Det er noget ophavsretsmæssigt. – Kunne du tænke dig at tage initiativ til en ophavsretslovændring?

GR: Det er nok lidt svært at se det hele for sig, fordi – hvordan ville det være, hvis det drejede sig om separatudstilling? Ville du mene, at forholdet havde været anderledes, hvis det havde drejet sig om fire-fem kunstnere, der udstillede i hvert sit rum?

NS: Nej. jeg mener egentlig, at den lovgivning skulle være så enkel, at alle udstillingshelheder inden for billedkunst aldrig kunne spoleres.

GR: Jeg kan ikke rigtigt juridisk gennemskue, om ophavsretten kan bruges til det. Jeg synes måske, det mere kunne have med droit morale at gøre. Noget med almindelig anstændighed snarere end at kunne gå juridisk ind med ophavsretslovgivning. Vi har en lidt tilsvarende sag, som ikke kommer i retten. Den fik megen omtale. Det var Marianne Grøndahl, den store fotograf. Hun fik overrakt en stor pris på 100.000 kr, og da mødte også nogle offentlige myndigheder – måske skattevæsenet – op ved prisoverrækkelsen og forlangte deres andel. Må de det? Ja, forvaltningsmæssigt måtte de åbenbart – men hvis vi sagde: jamen må man juridisk? Det er der også faldet dom i nu, – men kan man være det bekendt? Kunne man ikke have fundet en mere, taktuld, kløgtig måde at inddrive sine penge på? Jeg vil vanskeligt kunne gå ind med juridiske vurderinger. Det jeg synes, vi kan komme med, det er nogle mere generelle overvejelser om den takt, hvormed de offentlige myndigheder indkræver de nødvendige beløb.

NS: Den droit morale og den taktfuldhed, du taler om, den findes ikke i en bog, der hedder droit morale, som man så kan slå op i, når det er nødvendigt. Der er masser af mennesker, gallerimennesker og Charlottenborgs udstillingsbygning selv plus andre udstillingsbygninger, statslige eller kommunale, som nu siger: hov, nu tør vi ikke tage den kunstner ind, før vi har undersøgt, om hans økonomi er i orden.

GR: Man burde jo i virkeligheden gå ind et helt andet sted, nemlig i en juridisk rådgivning af kunstnere, som sidder i en afgifts- eller skattefælde. Det burde ikke komme så langt. Det er det, der er sindsoprivende. En kunstner burde ikke komme så langt i gældssætning, at sådanne voldsomme indgreb blev nødvendige. Jeg ved ikke, hvor meget forbundene gør med hensyn til rådgivning på området.

NS: BKF har faktisk et mandagshold af jurister, som man kvit og frit kan henvende sig til. Men sagen og dommen har givet anledning til en masse ballade og ramaskrig.

GR: Og den får os til at tage en fornyet diskussion, om det virkelig behøver at komme så vidt. Jeg har kendskab til navngivne og glimrende kunstnere i Danmark, som også har utrolige problemer med husleje og med terminer, hvor gode venner – og iøvrigt også bankforbindelser – går ind og siger: nå, min ven, nu er den altså helt gal. Og lige før pantefogeden kommer, bliver der lavet en gældssanering. – Sådan en syntesesag rejser spørgsmålet: hvad kan vi gøre for at undgå, at det kommer dertil? Jeg er overbevist om, at de myndigheder, der er involveret i sådant siger, at det ikke burde ske, det burde ikke kunne komme så langt.