Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Enhjørningens hemmelighed

Unibank har med sin beslaglæggelsesaktion gjort kunstergruppen Syntese en stor tjeneste

KOMMENTAR
Af MORTEN SKRIVER

I SIN LEDER torsdag den 9. januar om retssagen mellem kunstnergruppen Syntese og Unibank forekommer det mig, at Hanne Dam giver udtryk for en fuldkommen misforstået opfattelse af sagens egentlige betydning og sammenhæng.

Billedkunsten har siden det moderne gennembrud i slutningen af forrige århundrede fået en væsentlig del af sin kultiske dynamik og energi gennem billedet af kunstneren som en person, der lever på kanten af samfundet, i opposition til det etablerede, bestandigt ifærd med at overskride grænser. Denne avantgardistiske tradition lever stadigt indenfor billedkunsten, selvom den længe har haft karakter af en tom myte, al den stund at dadaisterne for snart en menneskealder siden overskred de sidste grænser, der lod sig overskride inden for denne kunstart. Som følge heraf er et af billedkunstens virkelige problemer, at det er blevet stadigt sværere, at opnå den chok-effekt og det offentlige røre som ifølge traditionen forventes i forbindelse med lanceringen af nye interessante varer på kunstmarkedet.

UNIBANK HAR derfor med deres beslaglæggelsesaktion utilsigtet gjort Syntese en stor tjeneste. Sagen har lidt af samme heroiske karakter som Wilhelm Freddies kamp mod myndighederne, da politiet i sin tid beslaglagde hans erotiske buste, og som enhver kunsthistoriker ved, er det den slags sager, der er med til at skabe moderne klassikere. Men ikke nok med det, Syntese, der så vidt jeg er orienteret, baserer deres arbejde på en marxistisk ideologi, har tillige fået bekræftet deres fjendebillede, af det kapitalistiske system, ja, de er endda blevet betegnet som revolutionære i en leder i Information, og sidst men ikke mindst har de fået PR i et omfang, som, i lyset af deres måde at agere i sagen på, i allerhøjeste grad falder i deres smag.

Sagens reelle indhold er imidlertid speget. Den bygger på den luftige idé, at kunstobjekter, selvom de er fremstillet med salg for øje ligesom smykker eller andre luxusvarer, når de er udstillet, skulle have en finere eller mere urørlig status end varerne i en guldsmedeforretning. Hovedargumentet i denne forbindelse synes at være at kunstgenstandene på den udstilling hvorfra de blev fjernet, var en del af en særlig og betydningsfuld helhed, men den helhed der er tale om, når Syntese til lejligheden møblere Charlottenborg med deres forskellige kunstgenstande, er næppe principielt anderledes end den helhed der bliver dannet af de udstillede objekter på en biludstilling i Bella-centret.

LIGESOM publikum på biludstillingen objektivt set ville få deres oplevelse reduceret, hvis et af årets trækplastre var blevet fjernet af en emsig kreditor, således vil også fraværet af billeder på Synteses udstilling i en eller anden forstand have medført en reduktion af de besøgendes oplevelse, men at påstå, som det er blevet gjort, at det at fjerne billeder fra en sådan udstilling svarer til at fjerne førsteelskeren fra et teaterstykke eller rive sider ud af en roman, er simpelthen demagogisk vrøvl.

Syntese forsøger at vride så meget ud af dette show som de kan, og det er fuldt forståeligt. Mere ubegribeligt er det imidlertid at Hanne Dam bruger historien til, på lederpladsen i Information, at kolportere en forloren og sentimental opfattelse af kunstudstillingen som en hellig sfære indenfor hvilken landets almindelige love og regler ikke burde gælde, og endnu værre blir det når hun samtidigt får betegnet kunstnerne som i hovedsagen irrationelle, følelsesbetonede og forgældede. Det lyder nærmest som om der var tale om en gruppe psykisk handicappede som samfundet burde yde særlig beskyttelse og omsorg.

EFTER MIN mening er det i denne sag folkene fra Unibank der burde roses og forsvares for deres aktion. Med et intuitivt sværdhug har de skabt et sjældent tydeligt og effektfuldt mediebillede. Ved at forsøge at inddrage deres fordringer i et offentligt rum der åbenlyst havde karakter af en slags salgsmesse, har de peget direkte og illusionsløst på kunstgenstanden som et kommercielt objekt, og herved er det lykkedes dem, ihvertfald for et øjeblik, at synliggøre virkeligheden og den sande nutid i størrelsesforholdet 1:1.

Hvis denne affære skulle give anledning til en leder i Information, burde den have handlet om den mærkelige psykiske mangeltilstand, der får mennesker, i dette ellers højt udviklede samfund, til på påfaldende primitiv vis at omgås en vis type håndlavede objekter, som var det fetichfigurer, der kræver særlig ærefrygt og opmærksomhed, blot fordi nogen har besværget dem med det magiske ord kunst.

Morten Skriver er billedkunstner og lærer på det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstnerskole.