Retssag med fuld kulør. Omtale (Retssag. Den lange rejse, Charlottenborg 1989) Ole Lindboe. Politiken.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
Retssag med fuld kulør
Kunstnergruppe i retten
Af Ole Lindboe
KØBENHAVNS Byret får fuld kulør på, når retten i dag slår dørene op for en højst kontroversiel retssag, nemlig kunstnergruppen Syntese mod Unibank. Sagens stridspunkt er, at Unibank i august sidste år fik beslaglagt fire malerier og en skulptur, da Syntese udstillede på Charlottenborg.
Det gjaldt værker af billedkunstneren Flemming Vincent, som på daværende tidspunkt skyldte Sparekassen SDS penge. Fogedretten gav SDS medhold i, at der kunne gøres udlæg i billederne, og fogeden afhentede da under stor tumult Vincents arbejder, netop som udstillingen var startet.
Flemming Vincent lagde siden sag an mod SDS, men tabte sagen i landsretten. Men Syntese er alt andet end tilfreds med den afgørelse. De ser det som en principsag, og mener ikke en foged/kreditor bør kunne ødelægge en igangværende udstilling, fordi en af udstillingens arrangører tilfældigvis skylder penge – ’Et destruktivt og unødvendigt overgreb på en kunstnerisk helhed’, kalder gruppen SDS og fogedrettens handling.
En lang række vidner vil blive ført frem. Bl.a. vil galleriejer Susanne Ottesen, Charlottenborg-formand Henning Damgaard-Sørensen og billedkunstneren Jens Jørgen Thorsen møde op til fordel for Syntese.
Otte medlemmer af kunstnergruppen forsøgte i går at forære direktionen for Unibank et maleri. Forsøget mislykkedes, da en forbløffet receptionist meddelte kunstnerne, at der ingen direktører var til stede.
Kunstnerne var dog ikke til sinds at forlade banken med uforrettet sag. De fik lov til at stille det 125 gange 185 cm store maleri i foyeren, og billedhuggeren Steen Krarup Jensen læste derefter et brev op. I brevet stod bl.a., at retssagen er principiel og nødvendig, men ‘ikke personligt ment’.
Billedet forestiller foged og betjente trampe rundt i Charlottenborgs sale for at hente billeder. I det medfølgende gavebrev skriver Syntese videre, at man betragter billedet ’som et godt og originalt værk, som repræsenterer en betydelig og sikker værdi’. Syntese ønsker billedet placeret, hvor det er offentligt tilgængeligt.Kunstnersammenslutningen Syntese forærede i går Unibank dette maleri, hvor foged og betjente er i fuld gang med at konfiskere Flemming Vincents billeder på Charlottenborg.