Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Unibank – Danmarks største billed-hugger

Kunne man forestille sig, at en forgældet sanger midt under en koncert fratages sin mikrofon af sine kreditorer? Nej vel, men hvad så med billedkunstnere, spørger Steen Krarup Jensen fra Kunst- og Kulturgruppen Syntese.

Af Michael Sørensen

I næste uge indledes i Københavns Byret den retssag, som Syntese har anlagt mod Unibank for beslaglæggelsen af en række kunstværker i forbindelse med udstillingen Den Lange Rejse for 2 år siden.

Den røde tråd har spurgt Steen Krarup Jensen fra Syntese, om det ikke er meget rimeligt, at også billedkunstnere skal betale deres gæld:

– Jo, og det er heller ikke det, som sagen handler om. Vi plæderer ikke for positiv særbehandling for forgældede kunstnere. Men de skal heller ikke stilles ringere end andre. Ved at fjerne værker fra udstillinger fratager man jo kunstnerne deres muligheder for at sælge deres arbejder – og dermed muligheden for at slippe ud af deres gældssituation. Helt generelt vil kreditor også få mere ud af at gøre udlæg i værkerne og så indkassere en del af prisen ved et kommende salg. Hvis en kreditor absolut vil beslaglægge et udstillet værk, er det ihvertfald det eneste rimelige og i alles interesse at vente, til udstillingen er slut.

Hvis du køber et kunstværk på en udstilling, går du jo heller ikke hen og piller maleriet ned af væggen og går hjem med det. Man markerer værket som ‘solgt’, og først når udstillingen er slut, kan det medtages af køberen.

Hvilke konsekvenser vil det få for kunstlivet i almindelighed, hvis I taber sagen?

– Under forberedelserne til denne her retssag opdagede vi, at der havde været andre fortilfælde, men at folk ikke havde orket at prøve kræfter med retsmaskineriet. Derfor er det en principiel retssag, som vi kører, og taber vi den, kan det få alvorlige konsekvenser.
For det første er det sådan, at kunstudstillinger herhjemme oftest er gruppeudstillinger. Dels af kunstneriske grunde, men også fordi de fleste kunstnere ikke økonomisk magter at sætte en udstilling op alene. Når man således går ind og fjerner en del af gruppeudstillingen, straffer man faktisk hele gruppen. ‘Den Lange Rejse’ var en kollektiv installation, en slags ‘rumlig tegneserie’. Da man fjernede vitale dele af udstillingen, gik det ud over udstillingens helhed og dermed også udstillingens samlede budskab.

For det andet rammer det også gruppen økonomisk. En kunstnergruppe, der udsættes for den slags beslaglæggelser under en udstilling, får nemt et dårligt image og vil få sværere ved at få lov til at udstille i gallerier og andre udstillingssteder. Og vi er ude i absurditeterne, hvis man forestiller sig, at kunstnergrupper og gallerier først skal undersøge den enkelte kunstners privatøkonomi, før man lader vedkommende udstille!

Hvad har Unibank egentlig kontant fået ud af beslaglæggelsen?

– Ja, det er jo det morsomme ved sagen: bogstaveligt talt mindre end ingenting! De har fået besvær og omkostninger. Det ene værk – skulpturen – blev kort efter beslaglæggelsen leveret tilbage til Flemming Vincent, og de fire malerier blev efter megen ståhej frem og tilbage beslaglagt af Skifteretten fra Unibank og sat til salg på en indboauktion under absurde omstændigheder. To af billederne blev solgt for yderst symbolske beløb – og det ene af dem er bagefter kvit og frit foræret tilbage til Syntese efter auktionen. De sidste to blev så tilbageleveret til Flemming. Summa summarum: af de fem beslaglagte værker er de fire tilbage hos Flemming Vincent og Syntese!

Men sagen er altså også principiel for Unibank?

Ja, de siger jo fra direktionen, at de må prøve alle midler for at inddrive bankens tilgodehavender. Men det ville nu klæde dem at indrømme, at det ikke er det, der har været tale om i denne sag. Bankens og dens inkasseadvokats skridt har tværtimod virket i retning af at ødelægge enhver mulighed for at få bare nogle af de penge, der er tale om. Det har ikke noget med sagen at gøre, men jeg vil alligevel sige, at man nemt kan få det indtryk, at evnen til at indrømme fejl ikke hører til de kvalifikationer, som direktører i hårdtpumpede banker er i besiddelse af.

Vores mål er at få dom for, at en kreditor ikke må kræve kunstværker beslaglagt fra en igangværende udstilling. Men det er en kostbar affære at køre en sag mod en af landets største pengeinstitutter, som har rigeligt med penge til advokathyre. Så det har lunet at få støttebeløb til retssagen. Det største enkeltbeløb indtil nu er på 20.000 kr. fra Ophavsretsfonden. Jeg vil da godt lige indskyde, at vi stadigvæk meget gerne modtager støttebeløb på giro 4 50 37 59, Lundtoftegade 111, 2200 København N., slutter Steen Krarup Jensen.
Den røde tråd vil følge Synteses retssag mod Unibank.

Sejlene er sat
Alle sejl er sat til, da kunst- og kulturgruppen Syntese i sommeren 1989 sammen med omkring 100 kunstnere fra hele verden rykker ind i finkulturens mekka Charlottenborg og præsenterer udstillingsarrangementet ‘Den Lange Rejse’.

Udstillingen giver genlyd i offentligheden og både TV og de store dagblade dækker begivenheden med massiv foromtale og rosende anmeldelser.

Det er dog ikke kun kunstinteresserede, der følger begivenheden med opmærksomhed. Inkassoadvokaten for Sparekassen SDS følger også med, idet én af udstillerne, Syntese-medlemmet Flemming Vincent, skylder banken penge.

Knap en uge ind i udstillingen møder advokaten derfor op på udstillingen for at gøre udlæg i de udstillede værker, som Flemming Vincent er ophavsmand til. Advokaten lover dog, at værkerne Ikke vil blive fjernet, mens udstillingen løber.

Alligevel møder advokaten op nogle dage senere sammen med fogeden og nogle flyttefolk – denne gang for at fjerne værkerne. Der opstår tumult, og en snes uniformerede betjente og 3 civilklædte ‘urobetjente’ dukker op og sørger for at fire af Vincents malerier fjernes. Et femte værk er man nødt til at gemme til dagen efter – det drejer sig om en 400 kg. tung skulptur.

Beslaglæggelsen bringer endnu engang udstillingen i mediernes søgelys, og i TV-Avisen udtaler den administrererende direktør for SDS, at udlægsforretningen var helt i overensstemmelse med reglerne.

Syntese er uenig. Syntese beslutter sig for at at anlægge sag mod SDS (nu Unibank), og gennem højesteretssagfører Jørgen Jacobsen søger gruppen om fri proces, idet man anser sagen for at være principiel. Dette afvises. Det viser sig i det hele taget at være en særdeles omfattende affære at få sagen for retten. Forberedelse retsmøder, formaliteter og udsættelser trækker sagen i langdrag, men endelig lykkes det – 2 år efter sagens start – at få sagen berammet til domsforhandling i Københavns Byret.

Sagen kommer for retten torsdag d. 5. og fredag d. 6. december kl. 9.30 i Københavns Byret, afd. L på Nytorv. Alle Interesserede har adgang til at følge sagen.

MS