Tekstudtræk fra indscannet dokument:

SYNTESE kontra Unibank

Kortfattet gennemgang af forløbet i og omkring sagen

Den 15. juli 1989:
»DEN LANGE REJSE« åbner (efter 2 års forberedelser).
Samme dag (eller dagen før) har TV-A et indslag om udstillingen. Flemming Vincents multimedieskulptur »Portræt af et Samfund« spiller en fremtrædende rolle i indslaget. Samme værk afbildes og fremhæves i en række aviser.
Knap en uge senere møder incasso advokaten op på udstillingen sammen med en dommerfuldmægtig fra fogedretten.
Vi gør opmærksom på:
– at det er i strid med ophavsretsloven at fjerne værker fra en igangværende kunstudstilling.
– at SYNTESE ikke vil finde sig i det, hvis det gøres alligevel.
– at udstillingen udgør en kunstnerisk helhed.
– at man ved beslaglæggelse af Flemming Vincents værker vil gøre unødig skade på FV’s erhvervsmuligheder og dermed på hans muligheder for at overhovedet at afdrage på sin gæld.
Det hyggelige sammenrend ender med, at der bliver gjort udlæg i de værker på udstillingen, som Flemming Vincent er ophavsmand til.
Incassoadvokaten lover, at tingene ikke vil blive fjernet fra udstillingen, men hentet efter udstillingens afslutning.
Tilstedeværelsen af en pressefotograf er medvirkende til, at dette løfte afgives.
Et par dage efter modtager SYNTESE og Udstillingsbygningen Charlottenborg alligevel hver et anbefalet brev fra incassoadvokaten med en 5-dages frist til skriftligt at love at ville tilbageholde eller levere de 5 værker, der er gjort udlæg i, ved udstillingens afslutning.
Hverken Charlottenborg eller Syntese præsterer det ønskede løfte.
Den 2. august møder advokaten igen op på Charlottenborg med fogeden. Denne gang for at fjerne tingene.
En masse diskussion – det lykkes at gøre fogeden i tvivl om lovgrundlaget -fogeden lover advokaten en dom allerede den næste dag kl. 12.00 – og i givet fald en udkørende fogedforretning (med beslaglæggelse) straks efter.
Næste dag kl. 12.05 kommer fogeden sammen med et par mand fra advokatfirmaet, nogle fogedbetjente samt flyttefolk.
Man begynder at fjerne tingene, men de tilstedeværende udstillere og publikum er ikke ret gode til at lade være med at stå i vejen – eller også er døren for lille. Ihvertfald lykkes det ikke at få et eneste værk ud af bygningen.
Derfor bliver politiet tilkaldt, og tingene bliver møjsommeligt fjernet – under indblanding fra publikum, som enten er harme over det voldsomme politiopbud (en god snes uniformerede betjente + 3 civilklædte fra »uropatruljen«) eller tror, der er tale om en arrangeret happening. Det sidste indtryk forstærkes af, at der midt i tumulten dukker en person op, som begynder at uddele plakater, hvorpå ses et maleri, som viser uniformerede betjente, der med magt skaffer sig adgang til en kunstudstilling. Plakaten bære teksten: Kultur eller politistat? De, som tror, der er tale om en happening, er forøvrigt også tilbøjelige til at mene, at politiets indsat er for vildt karrikeret.
Vi spørger flyttefolkene, om de er sikre på, at deres firma ønsker, at de arbejder under politibeskyttelse. De ringer hjem til firmaet for at spørge, og straks efter går de hjem. Derfor opgiver man at fjerne værket »Portræt af et samfund«, som er en større sag.
Samme aften bringer TV-A et indslag om beslaglæggelsen, hvori den administrerende direktør for SDS udtaler, at den udlægsforretning var helt OK.
Næste morgen før Charlottenborg åbner, lykkes det for incassoadvokaten, fem-seks uniformerede betjente plus de obligatoriske tre civilklædte samt fire-fem flyttefolk (fra et nyt firma) at demontere og fjerne »Portrættet af et Samfund«. Straks efter afleverer vi på SDS’s hovedsæde på Kgs. Nytorv et brev til SDS’s administrerende direktør, hvori vi forklarer vores syn på sagen og bebuder et retsligt efterspil, hvis tingene ikke straks kommer tilbage med en undskyldning.
Brevet til SDS-direktøren får vi ikke svar på, men vi tager yderligere kontakt til SDS og indleder nogle drøftelser, som dog kun resulterer i at:
– Værket »Portræt af et Samfund« tilbageleveres, og
– SDS foreslår en »aftale«, som imidlertid er uacceptabel for SYNTESE. Den indeholder ikke engang en klar afstandtagen fra den anvendte incassometode.
– Udstillingsbygningen ved Charlottenborg v/formand Henning Damgård-Sørensen sender den 22. august en forespørgsel til Kulturministeriet om sagen med en opfordring til at søge reglerne ændret, hvis den anvendte praksis er lovlig.
Denne forespørgsel følger SYNTESE senere op med en kort redegørelse til ministeriet samt en anmodning om at blive gjort bekendt med ministeriets svar på Charlottenborgs skrivelse.
Kulturministeriet svarer i begyndelsen af 1990, at ministeriet ikke kan udtale sig. da der nu er anlagt retssag om spørgsmålet.
Den 27 september sender vi efter endnu et varsel til SDS en stævning udarbejdet af advokat Jørgen Jacobsen, som i mellemtiden er blevet sat ind i sagen.
Flemming Vincent har på det tidspunkt allerede personligt kæret fogedretsdommen via en anden advokat.
I øvrigt på et meget tyndt grundlag. F.eks. er det et faktum, at det beløb, man kunne regne med at salget af det beslaglagte kunne indbringe, stod i et grelt misforhold til omkostningerne ved inddrivelsen såvel som til gældens størrelse.
F.V. forsøger at få lov at indbringe kæremålet for højesteret. Den 4. januar 1990 får han afslag herpå (ikke alt i retssystemet tager flere år).
Syntese anmoder om fri proces, hvilket vi får afslag på efter lang tids »frem og tilbage«. Også dette på et lidet betryggende grundlag:
Vi får ikke mulighed for at fremlægge beviser eller lade vidner udtale sig i forbindelse med anmodningen… alligevel begrundes afslaget med, at vi ikke har kunnet sandsynliggøre, at vi kan føre det bevis, der skal til for at kunne vinde sagen.
Der ud over kører sagen til dags dato med forberedende retsmøder og diverse »spøjse indslag«.
Vores ærede modpart forsøger blandt andet:
– at påstå at Syntese ikke er partshabil, d.v.s. i stand til at anlægge en sag,
– at få sagen afvist med henvisning til FV.’s nederlag i den personlige kæresag,
– at benægte at der skete skade på udstillingen, ved at der blev fjernet værker,
– at benægte at der kan være tale om et ansvar overhovedet,
– at påstå at kunstudstillinger, hvis vi får ret, vil udvikle sig til at blive farlige, »uacceptable kreditorly«,
– at benægte at Syntese som sådan kan have retslig interesse i sagen -den vedkommer kun Flemming Vincent.
– at benægte fakta om udstillingen – i håb om at vi ikke er i besiddelse af tilstrækkeligt dokumentationsmateriale,
– at få diskussionen til at handle mere om formalia end om sagens indhold og
– at få tiden til at gå – i håb om at offentligheden taber interesse for sagen.
I skrivende stund har vi til gode at få at vide, om modparten endeligt vil acceptere de vidner, vi ønsker indkaldt. Det ser ikke ud til, at modparten selv ønsker vidner indkaldt.
Undervejs i forløbet var vi en stribe kunstnere, som købte 100,- kr.s aktier i SDS. På baggrund af det moralske medansvar og den økonomiske interesse, vi dermed havde erhvervet os, stillede vi forslag til og deltog i den generalforsamling i 1990, som besluttede fusionen med Unibank.
Vore »muntre« dagsordensforslag vakte både moro og bestyrtelse i finanskredse, og debatten på generalforsamlingen viste med tydelighed, at aktionærerne syntes, at koncerndirektionen havde opført sig tåbeligt i denne sag.
På opfordring fra forsamlingen tog vi umiddelbart efter generalforsamlingen endnu et møde med direktionen. Naive som vi var, tænkte vi, at de herrer måske var kommet til fornuft. Det viste sig dog, at man (helt bevidst) »hellere ville miste det mindretal i befolkningen, som kærer sig om kunst og om ytringsfrihed på det kommercielle plan, som kunder – end risikere at komme til at fremstå som blødsødne i forretningssager«.

De beslagte kunstværkers odyssé:
Der blev beslaglagt fire malerier samt en stor mixmedieskulptur »Portræt af et Samfund«.
Blandt andet fordi der var en skriftlig aftale om at udstille »Portræt af et Samfund« andetsteds, blev dette værk, som det havde krævet to omfattende udrykninger at beslaglægge, kort tid efter, at udstillingen på Charlottenborg var slut, returneret til Flemming Vincent fra auktionsfirmaet Bruun Rasmussen, hvor de fem værker var indleveret til salg.
De fire malerier blev imidlertid heller ikke sat til salg. Et år efter beslaglæggelsen fornyede Unibank sit udlæg i dem. Kort efter blev det nye udlæg kendt ugyldigt på grund af den gældssaneringssag, F.V. i mellemtiden havde fået sat i gang. Skifteretten afhentede billederne hos bankens incassoadvokat, hvor de nu var, og satte dem til salg. Ikke på en kunstauktion, men på en indboauktion, som slet ikke plejer at sælge kunstværker.
Kun to af dem blev solgt (til latterlige beløb). Begge købere, som vi på bedste Philip Marlowe – vis fandt frem til, syntes at auktionen var skammelig. Det ene billede bliv kvit og frit foræret til Syntese efter auktionen. Det andet, som en kunstinteresseret købte, er stadigvæk i køberens eje, men står til enhver tid til Synteses eller Flemming Vincents disposition.

Summa summarum: Stort postyr for ingenting. Den lidt for dygtige incassoadvokat har ikke skaffet sin klient andet end udgifter, besvær og dårlig reklame. At de fem værker er de fire nu igen hos Flemming Vincent/Syntese. Det femte er i gode hænder hos en sympatisk person, som holder af det.

for Syntese: Laurie Grundt, Steen Krarup Jensen, Per Johan Svendsen