Jysk kunst på afbetaling. (Udstillingen Jyske rødder). Djursland.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
Jysk kunst på afbetaling
ÅRHUS – Som noget nyt kan nutidskunst nu erhverves på lempelige vilkår over en årrække, hvis et af værkerne på kunstudstillingen •Jyske Rødder« i Århus skulle falde i ens smag.
Kunst for op til 15.000 kroner kan købes på et ekspreslån, som ydes på stedet. Hvis kreditværdigheden i øvrigt kan holde til et nærmere eftersyn.
Kunstnernes Hus i Saltholmsgade viser en række vidtrækkende værker fra 118 jyske kunstnere.
En rugbrødskage med form som Jylland – Århus-borgmesteren Thorkild Simonsen (S) spiste et stykke af Skagen ved ferniseringen – og et prægtigt billede af en kolossal nordsøbølge kan siges at have jyske rødder.
Spændende og særpræget skulptur af billedhuggeren Steen Krarup Jensen fra Odder (men født på Amager) og et par frække damer i lårkort udført af Tine Hind og Lene Noer rager et godt stykke op på udstillingen, der også byder på en fire meter høj rugbrødsmur af Niels Frank.
Bog om rødderne
I forbindelse med udstillingen, der kan ses frem til 29. april, er der lavet en bog om jysk identitet. Det er kunstskribenten Astrid Gjesing og Randers-fotografen Finn Larsen, der har været på odyssé i det jyske og fotograferet samt skrevet om hver udstillende kunstner, dem er der 118 af. Blandt de lokale kunstnere på udstillingen kan nævnes Jo Møller, Langå. Tage Ravn, Granslev, Karen Degett, Gjerrild. Aage Arbjerg, Randers og Kim Allan Veber, Dejret.