Racisme uden fremtid. Omtale. Kulturfestivalen Racismen har ingen fremtid. Kunstnernes Hus, Aarhus. Peter Kramer. Det Fri Aktuelt.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
RACISME UDEN FREMTID
Kulturfestival i Århus med vitaminer fra »de nye danskeres« verden afslutter kommunal valgkamp
Af Peter Kramer
38 nationaliteter er repræsenteret på en multikulturfestival, »Racismen har ingen fremtid-, der åbnede i går i Århus og fortsætter til søndag. 100 kunsterne leverer et festligt vitamintilskud fra alle ender og kanter af den virkelige verden og dén verden, der kan opleves gennem billedkunst, musik, teater, digte, happenings m.m.
»Vi vil give et bredt publikum mulighed for at se, at de mange »nye danskeres« kulturelle særpræg kan og bør bruges positivt, som velkomne tilskud og udfordringer til dansk kultur, « siger initiativgruppen bag festivalen, Bjørg Ingadottir, Island, Sefa M. Yiiriikel, Tyrkiet, og Steen Krarup Jensen, Danmark.
Som sagt så gjort.
Kunstnernes Hus – et herligt kulturhus indrettet i et gammelt savværk ved Botanisk Have – er i de fire dage, festivalen varer, proppet med oplevelser. Her er smagsprøver fra programmet fredag, lørdag og søndag:
■ »Amazonindianeme s frihedskamp – Mærsk ud af Amazonas« et lysbilledshow af Niels Ole Sørensen. Sammen med digte og tekster om udryddelsen af Ama-zon-indianememe, skrevet og foredraget af Jørgen Nash, der kalder det »verdenshistoriens største racistiske folkemord«.
■ »Elektra«, teater med Mu-yoko Kataoka og Exe Christoffersen.
■ »Utamundi-, en tromme-og dansegruppe, der laver afrikansk trommedans, mens Vivi Nørgård ruller med hofterne i fyrig mavedans.
■ Lyrikscene med Marianne Larsen, Peter Laugesen, Muniam Alfaker og Feyhan Helium og mange, mange andre.
■ Festkoncert med chilensk folkemusik, færøsk rock og rap fra Silkeborg.
■ Valgmøde, hvor alle partier konfronteres med indvandrer-og flygtningeproblemer.
■ Afslutningstam-tam med Tom McEwan.
LOKAL KAMP
Men der er nok andet at gå i gang med, måske først og fremmest en spændende udstilling med billedkunst. F.eks. Dido Lusamba fra Zaire, der bl.a. har lavet plakaten for festivalen. Han har boet i Danmark siden 1984, efter flere måneders fangenskab i Mobutos Zaire. Dido Lusamba blev i fjor udnævnt til Årets Flygtningekunstner. Han arbejder med kobber-relieffer og malerier, men skriver f.eks. også børnebøger.
»En af faktorerne, der førte til initiativet med festivalen, var, at der var ved at blive opstillet et nazistparti til kommunalvalget. Men der foregår også andre ubehagelige ting rundt om. Vi mener, at de valgkampivrige danske lokalpolitikere bør påvirkes til at indse, at det i høj grad er en lokal opgave at stimulere samspillet mellem »de indfødte danskere og »de nye danskere«. Derfor er arrangementet også lagt i valgkampen slutspurt,« siger initiativgruppen.
Racismen har ingen fremtid, Kunstnernes Hus, Århus, 16-19. november
En af initiativtagerne til udstillingen, Steen Krarup Jensen, med et værk af Tine Hind og Lene Noer.