Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Hvori ligger kunsten?

Den ligger sandelig på plads og i orden i Charlottenborgs udstillingsbygning på Kongens Nytorv

Kunstinformation

Af PREBEN HYGUM

»KUNSTEN 89«. Udstillingsbygningen ved Charlottenborg, Nyhavn 2. Til 1. oktober. Dagligt kL 10 til 17.

KUNSTEN, den ligger på Kongens Nytorv i Charlottenborgs udstillingsbygning og ser ud til at have det glimrende. Er man ude for at lede efter KUNSTEN skal man bare kigge efter et rødt banner med teksten: »KUNSTEN 89«, så ved man hvor den er. Det er altså egentlig ikke selve KUNSTEN, men kun den fra i år. Men alligevel.

Efter det heftige træf med kunstnergruppen »Syntese«s vildtvoksende, fandenivoldske show, »Den lange rejse», har udstillingsbygningens ledelse i denne omgan valgt en mere andagtsfuld fremfærd, der har fået karakter af, at her kommer eliten af den danske KUNST med stort K. Selve udstillingens ide forekommer lidt sløret, men præsentationen er stram og velovervejet. Stedvis synger væggene i en fin ophængning, som Kai Lindemann og Mogens Magnussen er ansvarlige for.

»Et tværsnit af danske sammenslutninger« − a crosssection of Danish artists’ associations − som det hedder i det også engelsksprogede katalog, er udstillingens undertitel. Udstillingsbygningens formand, Henning Damgård-Sørensen, der i forbindelse med »Syntese«s lange rejse fordømte opfattelsen af kunst som »smørsmagevirksomhed eller en diæt for eliten« har tidligere tordnet mod den manglende kvalitet i de mindre danske sammenslutninger, og sætter sig i denne forbindelse yndefuldt mellem hele stolerækken med sin anbefaling af udstillingen, der er et udvalg blandt 339 kunstnere, der er medlemmer af 14 sammenslutninger.

»Udstillingen søger ikke en smålig og indforstået pejling af den aktuelle kunst. Man vil ikke finde forsøg på talentspejderi eller kanonisering af sikre klassiske navne, » lover bygningens chairman og slutter med en anbefaling »med James Joyce’s ord til læserne af »Ulysses«: »Læs den uden smålighed, med medlevelse og medfølelse.«

Har James Joyce virkelig brugt sådan nogle ord? Eller var det hans danske oversætter? Men Never mind. Det er ikke svært at mobilisere rigeligt med medlevelse og medfølelse med en udstilling, der fungerer som en helhed, selv om begrundelsen for den kan forekomme lidt kringlet. Både formanden, medarrangøren Ole Schwalbe og kunsthistorikeren LiseLotte Blom parallelliserer i kataloget det unikt danske fænomen med kunstnersammenslutninger med andelsbevægelsen, og derfor forekommer det lidt paradoksalt at lave en crosssection, der optræder som en slags superudgave af tanken, en sammenslutningernes sammenslutning. Et påskud på andelsbasis, som altså ikke har ramt helt ved siden af.

DER ER RIGELIGT med kalorier for allehånde smørsmagere og der er rettet an med originalitet. Kunstnere, som man er vant til at se i ån bestemt sammenhæng, kan opleves anderledes og måske ligefrem mere nærværende med nye naboskaber.

Et eksempel er sammenstillingen af Lise Malinovskys tætte, vibrerende fantasier over to gnomer og en fed dame med Hanne Varmings stramme og intenst modellerede skulpturer. Det er ikke kun farverne de to i denne sammenhæng, har til fælles.

Tilsvarende er der i et andet udstillingsafsnit spænding og dialog mellem Flemming Daastrups farvetindrende, ekspressionistiske naturindtryk og billedhuggeren Gert Nielsens svale gipsskulpturer.

Udstillingens egentlige optakt er et møde mellem Bent Sørensens strengt gennemtænkte, konstruktivistiske skulptur og Jens Birkemoses romantisk sensuelle maleri, og Ib Braases landskabsskulptur bestående af fragmenter af bronze, cement og udmejslet lyrik af Miguel Angel Sevilla på stumper af gravsten leder den medfølende rejsende ind i det store udstillingsrum med Jørn Larsens monumentale polyesterkonstruktioner. Det virker i ordets positive forstand voldsomt effektfuldt.

JUN-ICHI INOUE tager imod i udstillingsbygningens gård med granitskulpturer af rolig tyngde og kontraster mellem glat og råt i materialerne, og Albert Mertz har sat sin vanlige blå og røde signatur på en udsmykning af trapperummet. Der er tale om en række gensyn, men Erling Frederiksens fornemt gennemarbejdede »Pige fra Hjortlund« i bronze, og Jette Vohlerts dramatiske »Hestehud« i samme materiale er i høj grad værd at gense.

Frank Rubins løbske, klorofyldampende fantasier spiller sammen med Ulf Rasmussens robuste granit, og de to gange Finn − Finn Naur Petersen og Finn Reinbothe klinger i samdrægtighed på gulvet og på væggene med objektkunst i meditativ forenkling.

Poul Anker Bech gennemspiller endnu en gang sit, tema med en umulig virkelighed med kæntrende horisonter og et virtuost håndelag, og grafikken er fornemt repræsenteret med Svend Wiig Hansen, Per Baagøe, Sys Hindsbo, Palle Nielsen, Elsa Nielsen og Jane Muus nævnt i helt tilfældig rækkefølge. Der er malere som Johannes Carstensen, Mogens Andersen, Stig Brøgger, Else Fischer Hansen, Sven Havsteen-Mikkelsen, Leif Lage, Arne Johannessen, Erling Jørgensen, Henry og Ole Heerup, Georg Sand, Preben Franck Stelvig, Inger Hanmann og Poul Winther, gennemgående i interessante konstellationer, dygtige tæppevævere som Jette Thyssen og Kirsten Gregers Jensen og mere sprælsk bemalet skulptur af Egon Fischer.

Der er stadig noget at takke andelsbevægelsen for, når bare tanken om den kan resultere i en udstilling af denne gedigne kvalitet. Kunsten ligger der endnu og har det fint også året ud.

FRA LETHE − radering af Palle Nielsen.