Politiet hjalp fogeden mod vrede kunstnere. Omtale (Retssag. Den lange rejse. Charlottenborg 1989, København). Chr. Krabbe Barfod. B.T.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
Politiet hjalp fogeden mod vrede kunstnere
UDPANTET PÅ KUNSTUDSTILLING
Af Chr. Krabbe Barfoed
B.T. En gæld på 200.000 kroner, som kunstneren Flemming Vincent skylder sparekassen SDS, var baggrunden for en skandale uden sidestykke, da kongens foged i går under politibeskyttelse fjernede fire af kunstnerens billeder fra kunstpaladset Charlottenborg i København.
Sammen med 100 andre kunstnere fra lande over hele verden i kunstnergruppen »Syntese« havde Flemming Vincent ellers stor succes med udstillingen »Den lange Rejse«.
Det kom til tumult mellem politiet og rasende kunstnere og publikum, der pludselig måtte se foged og politi komme for at hente de billeder, de var kommet for at se.
Ingen blev dog anholdt i forbindelse med tumulterne, der bl.a. gik hårdt ud over den 66-årige norske kunstner Laurie Grundt, der forsøgte at hindre politiet i at komme ind på Charlottenborg.SKULPTUR TILBAGE
Et flyttefirma, der skulle have fjernet en skulptur, nægtede, ifølge kunstnerne, at arbejde under politibeskyttelse. Så skulpturen, der vejer 300 kilo og udspyr røg hvert ottende minut, står foreløbig stadig på Charlottenborg. Men det lykkedes politifolkene at fjerne fire billeder med stort besvær.
»Enten er døren for lille, eller også stod der for mange foran den,« som en af kunstnerne, Steen Krarup Jensen, siger til B.T. om kunstnernes blokade.
Udstillingen, der har Flemming Vincent som en af ankermændene, omfatter blandt andre værker af Jens Jørgen Thorsen og Jørgen Nash. Den åbnede 15. juli, varer til søndag og er blevet berømmet i høje toner af kunstanmelderne. Dronning Margrethe var til stede ved ferniseringen.
»Det føles lidt grotesk. Den ene dag hilser man på dronningen, næste dag henter man bistandshjælp, og i dag henter fogeden ens billeder,« siger Flemming Vincent lakonisk.
Fogeden havde forgæves aflagt Charlottenborg besøg flere gange, men fik i går kl. 12 en byrets-kendelse om udlæg og gik kort efter i aktion.
»Man kan ikke bare ødelægge en udstilling, som er en helhed på den her måde. Jeg har det meget dårligt med det her. Selvfølgelig skal kunstnere ligesom alle andre betale, hvad de skylder.
Men jeg gik ned med en restaurant, de har taget min bil, og mit hus røg på tvangsauktion og blev solgt for en
femtedel af, hvad det var værd. Så har SDS pantet mig for resten. Jeg har tilbudt SDS at lave udsmykningsopgaver for dem for at betale gælden, men det eneste svar, jeg har fået, er det her,« siger Flemming Vincent, der selv mener, han skylder sparekassen et par millioner kroner.»Her hang Russisk Roulette,« skrev Flemming Vincent, hvor maleriet havde været. Foto: Liselotte Sabroe.