Tekstudtræk fra indscannet dokument:

2. sektion • POLITIKEN • Torsdag 20. juli 1989

Udtjent billedsprog

Synteseudstilling et trættende bombardement af meninger

Kunstrunden

Syntese. Charlottenborg. Kbh. K. Daglig 10−17. Til 6. aug.

KUNST− og Kulturgruppen Syntese har lagt op til den helt store sommerunderholdning på Charlottenborg under titlen ‘Den Lange Rejse’. Flere end 100 billedkunstnere, musikere, komponister, digtere, teaterfolk m. fl. fra fem kontinenter åbner portene under slagordene: ‘Væk med forsigtighed’, ‘Væk med snobberiet’ og ‘Her hviler den borgerlige kunst’. Løfterne fortsætter lystigt op langs trappeafsatserne: ‘For en solidarisk kunst’, ‘Kritikken tilbage til kunsten’, ‘Lysten tilbage til kunsten’ og endelig: ‘For en ny indholdsrig kunst’.

Så kan der dårligt læsses mere på, og salene lever da også op til at give et sandt bombardement af meninger. Det er farverigt, festligt og meget hurtigt trættende på grund af den forbavsende ensartethed. Den fortællende, symbolske realisme florerer, i de gode sagers tjeneste: i angreb på profitten, kirken, forureningen, statsmagten, agitation for palæstinensernes sag etc., etc., størsteparten i det, man plejer at kalde glade, livlige farver, men uden megen fordybelse og frem for alt så alt for forudsigeligt.

TYPISK er f. eks. Chr. Thylstrups og Max Fischers ‘Lukket pga. af hærværk’, en pissoirkumme på hvide, graffittiovermalede fliser, med en tydelig hilsen til Duchamps lignende (men noget flottere og dengang virkelig provokerende) kumme fra 1917. Den postulerede anarkisme er mest pr. efterslæb, som tværtimod at signalere den borgerlige kunsts død vidner om dens hæmmende uudslettelighed. Udstillingen vrimler med opfindsomhed, men rummer meget lidt opdagelse, fordi viljen til at skabe programkunst sammen med angsten for det finkulturelle stiller sig hindrende i vejen for nye sansninger, der måske alene kunne gøres billedligt og ikke gennem det verbale eller symbolske sprog.

Der er gennemgående ikke ret megen respekt for billedkunstens egenart, som også ville kræve lydhørhed fra tilskueren i dette spraglede opbud. Men udstillingen syder af dynamik og fortælleglæde, f. eks. i Anni Hedyards mylder af yderst forskelligartede billedtæpper og farvestrålende malerier, i den 66−årige Christianiamaler Laurie Grundts satiriske angreb, eller, for at nævne en helt anden type udtryk, i Hans Gregersens stilfærdige fortællinger i hvidblå, sorte og jordfarver, eller en række unavngivne, fine, små sorthvide skulpturer.

SELV OM enkelte værker trænger sig kvalitativt på, har de ikke let ved at skaffe sig ørenlyd i al gøglet. En af gulvinstallationerne, en spillemaskine med sorte skyggefigurer foroven, bærer teksten: ‘Kunsten som systemets lænkehund. Det er dødens pølse til fælles fortæring’, og kommer ufrivilligt til at demonstrere udstillingens dilemma: den samlede helhed bliver netop lænkehund, fordi den ikke bliver til kunst og nøjes med at lægge sig op ad et udtjent billedsprog.

HELLEN LASSEN

Gøglet, som vor anmelder ser det, på Charlottenborg, der ender med selv at være en systemets lænkehund. – Foto: Tine Harden.