En røvfuld til det borgerlige Danmark. Anmeldelse (Den Lange Rejse, Charlottenborg, København). Alex Steen. Ekstra Bladet.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
søndag 16. juli 1989 1. sektion side 23
kunst
EN RØVFULD TIL DET BORGERLIGE DANMARK
En stærk bredside mod de altfor pæne kunstnere, ligegyldige politikere, den skæve kunstfond, det lede militær og hykleriet i kirkerne på Kgs. Nytorv i København
SYNTESE har besat ‘ChaSnobbenborg’ på Kgs. Nytorv, helt legalt, med general Damgaard Sørensen tilladelse, og har endda fået frie hænder. Ophængningen ligner også alt andet end Grønningen, Corner, Pro eller Charlottenborgs egne velfriserede udstillinger.
Syntese har ikke haft nogen millimetertyran. Syntese har bare hældt på, fyldt huller ud, det ene billede oven i det andet, så det hele er et spraglet virvar af udtryk, meninger og galskab. Skal man give udstillingens helhed en passende fællesnævner, må det være: ‘Det levende rod’. Det vil Syntesefolket opfatte som en stor kompliment! Og værsgo´!
100 KUNSTNERE er stuvet sammen, et kor af ballademagere, oprørere, situationister, graffitidrenge, flygtninge m.v., som kræver, at kunsten bryder isolationen, gør op med alt det pæne og eksklusive, herunder investeringsræset. De angriber TopDanmark, de fede banker, de fæle forsikringsselskaber, alle sponsorerne, som vil styre og reelt truer med at køre kreativiteten i grøften. Kunstnerne vil skide på alt det med at spænde livremmen ind, sætte tæring efter næring, på Hr. Schlüters lønnedgang og renteafgifter, EFs indre marked osv., som kun har økonomien i fokus.
Overalt i deres billeder er der et hak i makronen til militæret, til paven og kirkerne, til politikerne, til Statens Kunstfond, til fabrikkernes forurening, til de høje dommere, til politistavenes voldsregimente og det store tavse flertal, der ikke tror, tingene kan ændres ved at protestere og sige fra. Udstillingen er en stor røvfuld til borgerligheden.
— Vi skal bare låne, bruge pengene og feste os ud af ragnarokket, skriver Jo Dam Kærgaard i et af sine billeder, ‘Ja lad os danse og fulde os’.
GRAFFITI-drengene har lavet portalen og et rækværk i gården, ligesom de blander sig i salene, hvor de gør op med DSB og spø’r: Hvad er kunst, hvad er forurening eller hærværk? De råber ‘Væk med snobberiet’ og synes hellere statsbanerne skulle sørge for, togene går til tiden! Det er Jens Jørgen Thorsen, der har fået dem med, og han er der også selv, men i en tam, tam udgave, et gammelt maleri lavet sammen med Tom Krøyer, fri for enhver form for Jesusprovokationer. Efter det kan han såmænd blive kordegn ved Vor Frue kirke uden der er en, der vil rynke på næsen.
MEN ellers er der her og der tænkt solidt på Vorherre og hans tjenestemænd. Syntesepioneren Flemming Vincent har lavet sin egen trefløjede altertavle med en pave i midten, magten og myndighederne til højre, forretningsmanden, konen og luderen til venstre, og midt i det hele jordkloden, som damper og koger og skal løbe over med blod, hvis Vincent ellers kan få sat farvestof på vandet, der løb ved generalprøven.
Også Jørgen Nash er der med nogle af sine ældre relieffer og skulpturer, glade og farvestrålende, og andetsteds forkynder han sammen med Lis Zwick poesien, også med et dacapo.
SKAL VI ellers nævne nogle få af de mange navne, der kommer fra fem verdensdele, må det være mor Anni Hedvard og døtrene Cathrine og Tanja, som har skabt hver deres miljøer, bl.a. et herligt børnerum, hvor den store sko fortæller eventyr, og hvor man kan sidde i bananskræl.
Mest imponerende af dem alle er den 66-årige nordmand Laurie Grundt, som har fyldt salene med kæmpelærreder, hver på 5-6 kvadratmeter eller mere, hvor han gør op med det samfund, der aldrig rigtigt har villet anerkende ham. Han har i 15 år boet på Christiania, malet og regeret, men været helt ukendt i Danmark, indtil Syntese for et årstid siden drog ham inden for i menneskevarmen.
HVAD MAN end mener om de enkelte billeder og udskejelser på ‘Den lange rejse’, som udstillingen hedder, om det er kunst eller ikkekunst, så har Syntese skabt et utroligt aktivt og smittende miljø. Henning Damgaard Sørensen skal ha’ ros for initiativet. Det er noget andet end de ambassadeudstillinger, de manglende penge tvinger ham til at hoppe på. Kik selv derind og få et par på frakken!ALEX STEEN
Den norske maler, der har boet på Christiania i 15 år, Laurie Grundts nutidige hyldest til den 200-årige franske revolution. (Foto: Ole Steen).
Multikunstneren Leif Sylvester Petersen er naturligvis også med på Synteseudstillingen. Her er ‘Vor mor i badet’. (Foto: Ole Steen).
Syntesepioneren Flemming Vincents alter på ‘Den Lange Rejse’ på Charlottenborg. (Foto: Ole Steen).