Kunstens farverige protest. Foromtale (Den Lange Rejse, Charlottenborg, København). Peter Michael Hornung. Politiken.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
Lang rejse
‘Den Lange Rejse’ kalder kunst– og kulturgruppen Syntese sin tre uger lange happening på Charlottenborg, en happening, der er ment som en protest mod behagesyg og postmodernistisk kunst. Al kunst bør være revolutionær, siger Synteses medlemmer. Det gigantiske arrangement starter i morgen og omfatter udsmykning, musik, poesi, solidaritetstaler og meget, meget mere.
i byen – 4. sektion
Kunstens farverige protestSyntese indtager Charlottenborg
Af Peter Michael Hornung
Der bliver ingen kunstpauser på Charlottenborg. Heller ikke nu, hvor industrien holder ferie og tiden kun er til agurker. Nogen har lukket kunst– og kulturgruppen Syntese ind på Charlottenborg med det tværkulturelle udstillingsarrangement ‘Den lange rejse’. Og det skulle overraske dem, der kender den antiborgerlige gruppe, om syntesen af ‘Syntese’ og stor udstillingsbygning kommer til at gå stille af.
Fra på lørdag k1.15, hvor Henning Damgård Sørensen vil motivere, hvorfor Charlottenborg overhovedet turde invitere gruppen, vil der være billedkunst, happeningkunst, fotofilm, musik, digtoplæsning, debat og meget andet i stride strømme lige indtil den 6.august.
Hvorfor mødtes en gruppe kunstnere hjemme hos billedkunstneren Annie Hedvard i januar i år for at tale om en stor fælles udstilling? Fordi ‘Syntese’ gerne vil slå fast, så godt ‘Syntese’ nu altså kan, at dansk kunst ikke er sumpet helt hen i behagesyge, smartness og plagiater af internationale modestrømninger. ‘Postmodernismen har været flagskib i det sammenhængsløse, viljeløse sammensurium, kunst– og kulturlivet efterhånden nemt kommer til at ligne i den offentlige bevidsthed’, siger gruppen, der ikke stikker op for bollemælk. Blandt initiativtagerne til manifestationen er foruden Annie Hedvard også Jens Jørgen Thorsen, Per Johan Svendsen, Flemming Vincent, Steen Krarup Jensen, Laurie Grundt, Nestor og Milton Charuti Blanc fra Uruguay. Og blandt udstillerne vil man også se: Leif Sylvester, Lis Zwick, Hans Krull og i øvrigt så mange, at skulle man nævne dem alle, vil der ikke være plads til ret meget andet.Det hedder videre: ‘Syntese har samlet en gruppe kunstnere og andre godtfolk, som hver for sig eller sammen gang på gang har bevist, at postmodernismens trøstesløse sludder ikke er hele sandheden: Udstillingen ‘Den lange Rejse’ vil ramme en solid pæl gennem de deprimerende påstande og vise at: der er folkelighed, ansvarlighed, fanden i voldskhed, solidaritet med 3. verdens lande, politisk og historisk bevidsthed og vilje, blandt tidens kunstnere.’ Midt i det hele vil man ikke forsømme at fejre 10-års dagen for Nicaraguas revolution. Her var gruppen nede i december sidste år – sammen med 120 andre nordiske kulturarbejdere og politikere — for at give landets kultur en håndsrækning. Og det blev til fire udsmykninger, som tre af Synteses billedkunstnere lagde navn og åndsliv til.
Blandt alt det meget, der kommer til at ske ved selve ferniseringen, kan nævnes: at Milton Cherruti Blanc vil tale om solidaritet med den tredje verdens kunstnere, Stefan Herrick vil causere over kedsomheden i dansk kunst, Per Johan Svendsen vil tale om konflikt og kunst i det ny årti, Peter Nørgård vil tale om krisen i dansk film, Per Kramer vil underholde, musikgruppen Confuso og Jørgen Nash vil optræde, ‘Vesterbro imod racisme’ vil tale, Palæstina Kampagnen vil lade et par ord falde, Peter Poulsen vil læse digte op, det samme vil nordmanden Thorvald Steen, og mavedanserensemblet Arabesk vil slutte af.
Kalenderen fra lørdag
Kulturgruppen Syntese holder til på Charlottenborg de næste tre uger. – Foto: Erik Gleie
Udsmykning og happenings af enhver art kommer til at præge Charlottenborg de næste tre uger, når kulturgruppen Syntese rykker ind i bygningen. – Foto: Erik Gleie.